Efesos i bjergene
Med tilladelse bringes her et uddrag af kapitlet Den grimme og den smukke i Hans P. Pedersens anmelderroste nye bog Stenene i vindueskarmen.
En smal og uafskærmet vej fører i skarpe hårnålesving langs bjergslugter bevokset med knudrede og grågrønne oliventræer op til en lille plads i udkanten af den meget pittoreske bjerglandsby Sirince.
Hans Peter Petersen har skrevet en række bøger om de første kristnes byer i det nuværende Tyrkiet.
Den ligger i 650 meters højde, omkring otte kilometer fra byen Selçuk ved ruinerne af antikkens Efesos.
Da vi er fremme, stiger alle ud af bussen her i landsbyen mellem bjergene, der er befolket af tyrkiske bjergbønder og engang for meget længe siden var tilflugtssted for de forfulgte kristne i Efesos.
Husene er lerklinede eller opført af lokale sten og et antal antikke sten muligvis fra ruinerne i Efesos. Jeg går op i landsbyen ad de smalle, stejle gader. En stentrappes smalle og glatslidte trin leder mig ind gennem en lille port til en gårdsplads omgivet af nogle mindre beboelseshuse.
En vandstråle risler og plasker ensformigt og melankolsk i en antik marmorkumme.
For enden af gårdspladsen er indgangen til Johannes Døber-kirken, der indtil for få år siden lå i ruiner. Kirken ligger på et højdedrag med udsigt over landsbyens bygninger og gader. Som så mange andre kirker andre steder langs Tyrkiets vestkyst blev den totalt vanrøgtet og negligeret, efter at grækerne måtte forlade landsbyen i forbindelse med repatrieringen i 1918-22.
Jeg går hen til den delvist restaurerede kirke, der er den største, men ikke ældste af landsbyens to kirker. På jorden uden for kirken står der en tung kirkeklokke, som har været tavs i næsten hundrede år. Over indgangsdøren kaster jeg et blik på en inskription, der fortæller, at kirken blev bygget i 1805 og restaureret i 1832. I de senere år er kirken blevet restaureret med midler fra George B. Quatman Foundation of Lima, Ohio, USA og Det Tyrkiske Kulturministerium.
Den interimistiske gitterdør står åben, og jeg træder ind i det rustikke kirkerum, der er oplyst af solen. Kirken blev i sin tid opført til ære for Johannes Døber, hvis historie på mange måder var tragisk. Det er denne kirkes historie også, ligesom så mange andre landsbykirkers i det vestlige Tyrkiet, som efter grækernes tilbagevenden til Grækenland blev omdannet til moskeer eller skamferet og skændet af tyrkerne. I ruinerne af mange af de kirkerum, der engang var udsmykket med freskomalerier og skønne forgyldte ikonostaser med helgenbilleder, og hvor sort- eller festklædte præster talte Guds ord og forrettede nadver, går geder, får, heste, muldyr eller æsler nu og forretter deres nødtørft.
I kirkens apsis kigger jeg ud af et tilgitret vindue og nyder det smukke bjerglandskab og ser ned over landsbyens huse, som grækerne engang byggede i græsk stil.
I kirkerummet falder lyset på en renset freske af den hellige Guds moder. Solstråler lægger ligesom et ekstra gyldent skær over den blege glorie om hendes hoved, mens hun sidder dér med Jesusbarnet og sender mig et evigt smil. Jeg tænker på, at præster og menighed her i kirkerummet engang har slået korsets tegn på den specielle byzantinske måde, mens de gyldne, varme og levende vokslys blafrede og glimtvist oplyste ikonernes gyldne skønhed.
Jeg går rundt i kirken og iagttager arkitekturen og det sparsomme og ramponerede interiør. Freskerne med motiver fra Bibelen og kirkehistorien er flere steder helt fjernet eller stenet til ukendelighed. De tilbageblevne falmede, afskallede og delvist ødelagte fresker er under den seneste restaurering blevet renset men ikke rekonstrueret. Især er det gået ud over Jesus-freskerne, hvor nogen har skamferet hans ansigt eller kradset hans øjne ud.
Kirkerummet er så godt som tomt, men jeg sanser endnu en sød duft af røgelse svæve mellem hvælvingerne, selv om det efterhånden er længe siden, der har været gudstjenester herinde. Jeg fornemmer også, at ekkoet af de kristne præsters mange tusinde lidenskabelige bønner og påkaldelser med høje stemmer til Jesus eller Maria og lyden af de gamle byzantinske hymner sunget i glæde og i sorg stadig hænger under loftet. Uden for kirken skryder et muldyr, og fra en højttaler oppe på landsbymoskeens slanke minaret kalder muezzinens nasale stemme muslimerne til bøn.
Jeg sætter mig på en kapitæl, der står på marmorgulvet og kigger op i hovedkuplen, hæderspladsen frem for alle andre i kirken. Den symboliserer himlen og er forbeholdt afbildningen af Jesus Kristus som den almægtige hersker, Kristus Pantokrator, der er omgivet af engle, profeter og apostle.
Engang har han her skuet ned over menigheden med Bibelen i sin venstre hånd og løftet sin højre hånd for at velsigne, mens røgelseskarrenes klang og duft og byzantinske hymner fyldte kirkens gange, og fortvivlede hjerter fyldtes af håbets sødme.
På de rustikke nøgne vægge ses nu kun udkradsede helgenbilleder og sporadiske rester af fresker af profeter og apostle i færd med deres forskellige gøremål. Jeg forestiller mig en af de utallige gange, hvor den hellige nadver engang blev fejret her. Duften af det nybagte brød. Duften fra de svingende røgelseskar. Jeg hører præsterne synge Kyrie eleison, Herre, forbarm dig!
Jeg ser for mig, hvordan olielampernes væger brænder med lysende små flammer foran ikonostasen, den kunstnerisk udskårne billedvæg med ikoner, egentlig blot billeder af Kristus og af tavse, ubevægelige og virkelighedsfjerne glorieomkransede helgener og helgeninder og af martyrer, med forvredne ansigter og melankolske blikke, som ikke kunne fornægte deres idealer og opgive troens kamp.
Alle fremstillet strengt frontalt med værdigt virkende enkelthed og med fortryllende øjne, skinnende i mystisk klarhed.
Alle har vi brug for flere ægte mysterier i vores liv, tænker jeg og ser hen mod apsis – nu uden ikonostasen, der dannede skel mellem kirkens kor, hvor alteret stod og kirkens skib, hvor menigheden opholdt sig. I midten af ikonostasen var der her engang en dobbelt dør, den såkaldte kongelige dør. Ikke fordi kongen, kejseren eller andre standspersoner måtte bruge den, men fordi Kristus gennem denne dør kom til sit folk i skikkelse af nadverens brød og vin. På begge sider af apsis er der i nicher malet fresker af Jesus som smerternes mand, der står oprejst i et nadverbæger. Hans skæg er kruset i lokker, og beskueren modtager hans løftede gennemhullede håndfladers værgeløse velsignelse. De rensede fresker af Jesu stedfortrædende lidelse er meget medtagne, og stenkast har udraderet Jesu øjne, så hans gennemtrængende kærlige blik ikke længere møder beskueren.
Jeg kaster et sidste blik på den knuste, men dog genkendelige Kristus og hans velsignende gennemhullede håndflader. Hvem tør påstå, at han, et af menneskehedens forhånede og torterede ofre, er blevet træt i sine hænder? Jeg går ud af kirken, velsignet af den velsignende.
Fra Johannes Døbers kirke, der nu er blevet landsbyens medborgerhus og anvendes til koncerter og udstillinger, går jeg videre op gennem de smalle gyder og gør en afstikker til Agios Demetrios-kirken.
Den er den ældste af landsbyens to gamle græske kirker og ligger på en lille høj i udkanten af Sirince.
Siden grækerne forlod landsbyen, har Demetrios-kirken, der i 1700-1800-tallet er opført over ældre byzantinske stenhvælvinger, nærmest ligget som en bygningsruin.
Tagspærrene er rådnet, og en stor del af tagkonstruktionen er kollapset. De gamle ornamenterede trædøre er aflåst med en jernkæde. Vinduerne er tilgitrede, og inde i bygningen støtter et interimistisk stillads de sørgelige tagrester.
Kirken er i meget dårlig stand og ser næsten ud til at kunne bryde sammen når som helst.
Jeg slår mig ned på en væltet søjle, der ligger i skyggen under en stor pinje i nærheden af kirkens låste dør. Tænk, hvis kirkeruinen kunne tale.
Et æsel skryder pludselig i det fjerne, mens jeg sidder og tænker på Sirinces fortid.
Flere af antikkens græske og romerske forfattere nævner Efesos på bjerget, men den præcise beliggenhed er ukendt. En række fund af blandt andet lervarer vidner om, at Sirince var beboet i antikken, men fundene er for utilstrækkelige til at drage gyldige konklusioner.
I bjergene omkring Sirince findes der endnu ikke-udgravede ruiner af græske templer.
Jeg kan let forestille mig dyrkelsen af jagtgudinden Artemis og hendes tvillingebror Apollon i disse bjerge, men bjergsidernes hemmeligheder er endnu ikke kendt.
I romertiden blev der opført en akvædukt til at lede Sirinces udsøgte søde vand ned til Efesos. Dele af denne akvædukt ses stadig i landskabet, ligesom rester af den senere ombyggede akvædukt med genbrug af store tunge stenblokke fra græske, romerske og byzantinske bygninger i oldtidens Efesos kan ses i centrum af Selçuk og vidner om, at Sirince var velkendt i romertiden.
Efter at Efesos blev forladt på grund af malaria i 400-tallet e.Kr., beretter samtidige historikere om, at en del af indbyggerne i Efesos bosatte sig i bjergene. Angiveligt blev Sirince grundlagt af indbyggere fra Efesos, men da Sirince var en afsidesliggende og selvforsynende landsby med bjerglandbrug, er der kun få historiske spor fra fortiden, og der er ikke foretaget systematiske eller koncentrerede arkæologiske udgravninger, der kan afdække gravpladser eller historiske bygninger og monumenter.
Indbyggerne i landsbyen, der også blev kaldt for Orini Efeso, Efesos i bjergene, blev ofte betragtet som fjerne efterkommere af de første kristne i Efesos, der bl.a. i 1000-tallet skal være flygtet herop på grund af forfølgelser og grusomheder. I omegnen af Sirince er der i bjergene fundet ruiner af små byzantinske kirker og af et byzantinsk kloster fra 1100-tallet. Man ved, at de kristne var blevet forvist fra Ayasoluk, hvis navn var en forvanskning af det byzantinske navn for apostlen Johannes, da byen kom under de osmanniske tyrkeres herredømme i 1390 og derfor kun kunne praktisere deres tro i Sirince.
I slutningen af middelalderen henviser søkort fra forskellige maritime myndigheder i Genoa, Amalfi og Venedig i Italien til Efesos og til landsbyen i bjergene over byen og nævner, at den er beboet af de ægte kristne.
Det er interessant, at Efesos og landsbyen i bjergene over byen omtales på disse kort, selv om Efesos blev betragtet som en forsvunden sagnagtig by. Indtil den blev genfundet af den engelske arkitekt og jernbaneingeniør James T. Wood, der kom til Ayasoluk i 1863, for sammen med andre engelske ingeniører at anlægge en jernbanestrækning mellem storbyerne Izmir og Denizli, bl.a. med stationer i Ayasoluk og Aydin. James T. Wood døde i øvrigt senere af malaria, som han havde pådraget sig under sin mangeårige udforskning af den berømte oldtidsby.
H. P. Petersens bog: Stenene i vindueskarmen. 249 kr. 314 sider. Proskrift. Kan bestilles gennem Udfordringens bogsalg.
