For Gud er døden ikke en grænse
Af Christian Roar Pedersen der er sognepræst i
Hals ved Aalborg og mediekonsulent
i Aalborg Stift.
Meget hurtigt lod folk, som om alt er, som det plejer, men hjemme hos os plejer far ikke være død
Sådan fortæller en lille dreng, der har mistet sin far, i et hæfte om børn og sorg. Og det er jo netop den situation, alle som har mistet, står i. Set udefra fortsætter hverdagen, som om intet var hændt. Men indefra set er der en, der mangler. Der er en, der er død og borte. En, som ikke plejer at være død. En person, som har været lys og salt i vores liv. Et krydderi, uden hvilken livet ikke ville have været helt det samme.
Alle Helgen er oprindelig en dag, hvor man i den gamle katolske tid fejrede alle de almindelige helgener. Dem, der ikke var store nok til at have deres egen helgendag. Dagen før Alle Helgen havde man indført Alle Sjæles Dage, hvor folk mindedes og bad for deres afdøde. Da Martin Luther i 1500-tallet gjorde op med den katolske kirke og til dels også med helgendyrkelsen, blev de to dage slået sammen til én dag: Alle Helgen. Og det blev dagen, hvor man mindes de døde. Både de helgenagtige og de knap så helgenagtige.
Alle sammen bærer vi vore døde med os i livet. Forhåbentlig ikke som uhyggelige spøgelser, men som gode minder om de tider, der var. Minder om personer, der var med til at gøre os til dem, vi er i dag.
Det kan godt være, han eller hun ikke altid var en helgen, men vi savner vedkommende og tænker tilbage på ham eller hende med taknemmelighed og glæde. Til tider har vi skændtes med dem, og til tider har de opført sig urimeligt. Men vi holdt af dem og holder af dem, som de er.
Nu er der imidlertid sat et skel op mellem dem og os. Døden har sat en grænse, som vi ikke kan overskride. Men døden er ikke Guds grænse. Gud har magten til at overskride dødens grænse. Og det gør han. For han vil nemlig fællesskabet med os mennesker. Også selv om vi ikke altid opfører os som helgener.
Læser man Bibelen, så er den én lang historie om, hvor trodsige og umulige mennesker er. Gang på gang svigter mennesker, men Gud giver ikke op, og til sidst sender han sin egen søn til os.
Matthæusevangeliet 5, 11-12.
I Det nye Testamente kan vi læse om dem, der følger Jesus. Igen er det nogle pløkumulige mennesker. Det er den tvivlende Thomas, det er Peter, der benægter at kende Jesus, da han bliver taget til fange. Det er Judas, der forråder Jesus. Ja, det er en køn flok.
Vi er en køn flok, vi mennesker. Men alligevel giver Gud ikke op over for os. Han bliver ved at ville fællesskabet med os. Til sidst sprænger han dødens grænse. Jesus Kristus opstår fra de døde påskemorgen som den første af alle døde, som skal opstå igen.
Hvorfor? Fordi Gud vil have fællesskab med os, og han vil ikke lade noget som helst skille os fra sig. Selv ikke døden.
Egentlig har vi lært meget af Gud på dette punkt, og det er jo heller ikke så underligt, al den stund vi er skabt i Guds billede. Vi ønsker nemlig også fællesskabet, og vi giver heller ikke så let op, selv om vore kære ikke altid er helgener. Vi bliver ved med at prøve. Igen og igen. Ja selv når de er døde, drømmer vi om fællesskabet med dem. Vi ønsker at være sammen med dem, men vi kan ikke.
Den sidste grænse er det kun Gud, der kan overvinde. Derfor må vi sætte vores håb til ham. Han har givet os Jesus Kristus som salt og lys i vore liv. En gave, vi ikke kan gøre os fortjente til, men som vi kun kan være taknemmelige for og søge at give videre ved at være salt og lys for andre. Og i mindre målestok kan vi også søge at give det lys og salt videre, som vore kære har været for os.
