Israels strategi forhindrede palæstinensisk sejr i FN
I mange måneder havde en stor del af verden stirret på september 2011 som tidspunktet for en vigtig afgørelse: palestinensernes anmodning til FN’s sikkerhedsråd om optagelse af et Palestina i verdensorganisationen.Men september kom og gik.
Og palestinenserne var lige vidt. Først nu er det ved at blive kendt, hvordan israelerne forhindrede en palestinensisk sejr.
Det var en langtidsplan, omhyggeligt udarbejdet af israelske diplomater, der lå til grund for, at den palestinensiske anmodning blev afvist, endnu inden den kom til en afstemning i sikkerhedsrådet. Her kunne palestinenserne ikke mønstre de nødvendige ni af rådets 15 stemmer. Og bag dette var også, at USA ville nedlægge veto ved en afstemning.
Den israelske indsats omfattede en intensiv uophørlig, diplomatisk bestræbelse på at prøve at overbevise verden om, at udelukkende direkte forhandlinger mellem Israel og palestinenserne kunne bane vej for en palestinensisk stat – og at vejen ikke gik gennem FN.
Medvirkende var også en udtalelse af præsident Barack Obama, der sagde, at man skulle drage erfaring af læren fra Nord-Irland, hvor gamle modstandere overvandt deres meningsforskelle, og fra Sudan, hvor en forhandlingsordning førte til oprettelse af en uafhængig stat.
Det var argumentationen for en direkte forhandling, som israelske diplomater fremførte, da de i sommermånederne rejste verden rundt, på kryds og tværs, og mødtes med udenlandske kolleger, med redaktører af store medier, med medlemmer af USA’s kongres og topledere i jødiske organisationer.
På hjemmefronten mødtes israelske ministre med besøgende udenlandske delegationer. Hovedtemaet var det israelske ræsonnement, at i tilfælde af en ensidig palestinensisk proklamation af en stat “ville alle muligheder være åbne”.
Blandt de israelske fortalere var viceudenrigsminiser Danny Ayalon, som hyppigt blev interviewet af udenlandske TV-stationer.
Lang proces
– Det har været en lang proces, og den er ikke forbi, har Ayalon sagt til en israelsk avis. Vi satte alle sejl til. Og det viste sig, at Israel ikke bliver stadig mere isoleret. Det modsatte er faktisk tilfældet. Vores strategi med integration, samarbejde og større involvering i i den globale agenda har givet udbytte, ikke blot i dette anliggende, men i mange andre, som Israel er optaget af på den internatinale arena.
Ayalon sagde også:
– For første gang er det blevet klart for palestinenserne, at deres krav vil blive resolut afvist i en FN-instititution. De skulle lære af denne episode, opgive deres ensidige krav og vende tilbage til forhandlingsbordet – den eneste vej til at opnå en reel og varig fred.
UNESCO
Efter deres vellykkede indtræden i FN’s kulturorganisation UNESCO, hvor Palestina blev optaget med stort flertal, presser palestinenserne nu på at opnå en opgradering til “ikke medlemsstat” med observatørstatus i FN – vejen til medlemsskab i talrige andre internationale organisationer.
Israelske diplomater betegner dette som en “Pyrrhussejr” og en “blindgyde”.
– Det vil ikke fremme fredsprocessen, siger Israels ambassadør i FN, Ron Prosor.
Afstemningen i UNESCO medførte, at USA og Canada omgående indstillede deres økonomiske støtte af organisationen, omkring en fjerdedel af dens finansiering. FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon har på G20 topmødet i Cannes forleden sagt, at “det ikke var til gunst for Palestina – og ikke gavnlig for nogen”.
Flere runder
Palestinenserne holder imidlertid hovedet højt, selv om de vedgår, at de ikke har opnået deres mål.
– Der vil blive andre runder, og vi vil aldrig fortvivle, siger den palestinensiske udenrigsminister, Riad Malki.