Køge: To måneder uden gudstjenester
Menigheden i Køge Frikirke mødes i stedet hos præsten for at søge Guds vilje i bøn.Hvad er Guds vilje med menigheden? Og hvad er Guds vilje med menigheden i Køge Frikirke?
Disse spørgsmål har været et gennemgående tema i præstens prædikener og overvejelser gennem en periode.
– Jeg har prædiket over de syv billeder, som Paulus bruger på det at være menighed – i Efeserbrevet. Hvert eneste billede handler om, at Gud har en vilje for os som menighed…og vigtigheden af at følge den.
– Overgivelsen til Gud og til fællesskabet er så vigtig. Gennem bøn søger vi nu svar på, hvad der er vores berettigelse i forhold til den by, vi er i, og den menighed, vi er, siger præsten Michael Tangstad.
Frikirken har indtil årsskiftet droppet de almindelige gudstjenester. I stedet mødes menigheden til bøn hos præsten, der bor i Strøby Egede.
Der er flere grunde til beslutningen om at droppe de almindelige gudstjenester i denne periode:
– Køge Frikirke har en ca. tyve år gammel historie og har haft en del op- og nedture. Jeg har været præst her i to år og synes, jeg er kommet godt ind og har det godt med menigheden.
– Vi oplever en god tid i kirken med gode stunder med Guds nærvær for eksempel ved vore helbredelsesmøder med Hans og Inge Berntsen. Gud er nærværende i vores kirke, men det var som om, vi alligevel havde mistet pusten lidt.
En mindre gruppe kæmpede bravt, mens kirken var uden præst, før jeg blev ansat. Det var de samme mennesker, der kæmpede og stod for det hele. Og de havde brug for en pause, forklarer præsten.
Michael Tangstad er tredje generation af præster fra Pinsekirken. Hans farfar var præst i Norge, og hans far er præst i Kulturcentret i København.
– Jeg kan godt forstå, at man kan miste troen på mennesker og på kirken, men jeg vil aldrig kunne benægte min tro på Gud og mine erfaringer med Jesus. Jeg har ingen tvivl, siger han.
De intensive bønner i november og december skal gerne resultere i en retnings-justering:
– Vi tager et skridt tilbage for at komme hurtigere frem…og på den rigtige måde. For vi drømmer om i endnu højere grad at tage imod Guds forvandlende nærvær! Om at Jesus bliver mere nærværende og synlig der, hvor vi er, forklarer Michael Tangstad.
At bønnemøderne holdes hos præsten, skyldtes ikke mindst, at familien har en stor stue med plads til menigheden.
– Men vi mødes først og fremmest til bøn privat, fordi vi havde brug for et kortvarigt sceneskift – for at mødes på nogle nye vilkår. Bryde gamle vaner.
– Kirke må aldrig blive en passiv ting… noget, man går til uberørt og på lige fod med alle andre aktiviteter. Kirke er noget, vi bringer os selv ind i, dér, hvor flere kristne er sammen mødes for at blive fyldt op, understreger præsten.
Han kalder menighedens opstart med bønne-møder i privaten en rigtig god oplevelse.
– Selv om man kunne mærke på os alle, at det var ret nyt og uvant. Men folk var med, og der var flere, der delte oplevelser, de næppe ville have delt, hvis vi havde mødtes i kirken, som vi plejer. Det er måske lidt mere trygt at åbne sig og dele, fordi vi mødes privat. For eksempel var der en, der havde en stærk oplevede af, at Jesus var til stede… det var enormt opmuntrende! Alle var med – selvom nogle måske syntes, det var lidt mærkeligt. Og vi måtte åbne døren, fordi her blev så varmt, tilføjer Michael Tangstad.
Menigheden mødes også til bøn hver torsdag aften.
Der er gudstjeneste igen fra den 8. januar i frikirkens lokale på Billeborg Gods nær Køge.
