Overbevisende og inderlig lovsang

Phil Wickhams nye album ”Response” byder på et lyrisk univers af ord til refleksion og er på samme tid ukompliceret og let at koble sig på.
Så er du til lovsang med catchy omkvæd, men med mere end få ord til refleksion, så er ”Response” lige et album for dig.
Response er det femte album fra Phil Wickham, og hvis du kunne lide ham før, så kan du det nok stadig, da han forbliver tro mod sin egen lyd. Albummet rummer opløftende sange som ”This is the day”, hvor positiviteten smitter ud i lokalet med ordene ”This is the day when the lost are found / This is the day for a new beginning / Amazing grace how sweet the sound.”
Albummet byder også på de mere “laidback” numre som “At your name” og “All I want is you”. Om end det kan blive lidt trivielt, da nogle af numrene minder ret meget om hinanden, gør det egentlig ikke så meget. Phil Wickham er nemlig ikke bange for at bruge ord. Dermed har teksterne noget fantastisk at byde på i sig selv, fx ”Sun & the moon” – som et slags kærlighedsbrev til Gud, med en dejlig akustisk intro, der lægger bund gennem hele sangen.
Hen imod slutningen af albummet, og lige som man troede, at man havde hørt, hvad der var at byde på, lyder den upbeat ”This love will last forever”. Sangen kan måske sammenlignes med Hillsongs og deres udtryksfulde omkvæd, dog skiller Wickham sig igen ud ved at bruge flere ord.
”The Victory”, som er albummets sidste sang, lover i titlen en upbeat party-sang. Det får du ikke. I stedet får du den mest stille sang på hele albummet, hvilket fik mig til at stoppe ekstra op. ”On a hill Your blood was spilled / Your brow, Your hands, Your feet / With nails and thorns the veil was torn / To make a way for me, You made a way for me.” Dette er en fantastisk afslutning på albummet, som lægger op til, at din lovsang ikke slutter her med sangen – men at den først lige er begyndt.
Carrie Bak