Tamilsk julefest i Blåhøj

Den kristne tamilske ungdomsforening ”Youth Disciple Network” indtager lørdag Betania KirkeCenter.Lørdag d. 26. november ”vælter” Betania KirkeCenter i Blåhøj.

Til den tamilske julefest kan man opleve lidt af hvert. Her er det et gangsterdrama fra sidste år.

Den kristne tamilske ungdomsforening ”Youth Disciple Network” indtager kirken og serverer årets brag af et jule-show: ”Voice of God”.
Hele eftermiddagen vil der blive rigtig mange festlige indslag på scenen – kun afbrudt af et par pauser, hvor der er rig lejlighed til at smage på og spise sig mæt i lækkerier fra det tamilske køkken.
På scenen vil de rytmeglade tamiler underholde med dans, drama, sang og konkurrencer.
Det hele pakket ind i tamilernes gode humør, farverige påklædning, lysshow og røg.

Foregår på dansk

Så er der lige det med sproget! Men det meste foregår faktisk på dansk og oversættes til tamilsk. Tamiler fra hele landet deltager – og selvom det er en ungdomsforening, der står bag – så er dagen absolut for alle generationer (og nationaliteter)!

Ud over de mere moderne indslag var der også traditionel tamilsk dans på programmet sidste år.

– Det er nu tredje år i træk, at tamilerne holder festen i Betania KirkeCenter, og det er en kæmpe fornøjelse, at de kommer igen. Man kan kun blive glad, når kirken fyldes med festlige mennesker, fortæller René Schurmann fra Betania KirkeCenter.
Arrangementet er gratis, og man kan komme og gå i løbet af dagen, som man vil!
Eva