Debat

Moralsk krise

Vi hører hele tiden om kriser. Det er der også god grund til, for krise, det er der mange steder. Vi i Danmark er nok skånet lidt i forhold til mange andre lande. Her tænker jeg på den økonomiske krise. Men vi har så til gengæld fået noget, der er værre,- vi har fået en etisk og moralsk krise. Du kan næsten ikke åbne en avis eller fjernsyn uden, der er et eller andet om snyd, misbrug, sexchikane, vold osv. Alt sammen noget der er lavet af mennesker, der vil tilgodese sig selv på bekostning af andre mennesker. Så er det, jeg spørger: Hvorfor? Er det ikke, fordi materielle goder styrer os, og fordi samfundet presser mere og mere? Der skal løbes hurtigere og hurtigere på arbejdspladserne for at øge overskuddet, det økonomiske. Der sker bare det, at det menneskelige lider under presset. Vi har andre værdier end penge! Tid til familien, til venner, til hobby osv.
Og det enorme ræs, der foregår i øjeblikket, det koster mange flere penge, end man aner. Der kommer mange sociale udgifter i kølvandet på det enorme ræs, foruden alle de menneskelige omkostninger. Så i sidste ende er der ikke sparet noget.
Alle de personsager, der har været på det sidste, er en frugt af materialismen. Mange tror, at det er lykken. Nej vi trænger til en folkelig vækkelse, hvor Danmarks befolkning finder andre værdier end penge og materialisme. Lad os sammen arbejde for det.
Jens P. Hansen
Kattedamsvej 46
9440 Aabybro
Formand for Kristendemo-
kraterne i Jammerbugten

Skadeligt navn?

Ifølge tekst-TV vil Pakistan nu i sms’er blokere for navnet Jesus Kristus som hørende til listen over uanstændige og skadelige ord. Det er yt, men ikke bare i Pakistan.
Da en niece blev gift i Californien ind i en jødisk, delvis ”messiansk” familie, frabad man sig at nævne navnet Jesus ved brylluppet.
På et møde i oplandet talte en ortodoks jøde Israels sag. Da hans kristne tolk sluttede aftenen med en udgangsbøn i Jesu navn, hviskede min sidemand til mig: ”Det var da godt, vi i det mindste fik det navn at høre én gang i aften!”
En mand i nabolaget spurgte mig: ”Hvilken sekt kommer du fra?” Hvorfor dette spørgsmål? ”Jo, jeg ser, der står noget om Jesus Kristus på dit kort”, svarede han. Dette navn var lig med en sekt!
Der blev truet med retssag, da Billy Grahams søn, Franklin, i indsættelsesbønnen for George W. Bush d. 20/1-2001 sagde navnet Jesus. Men det inspirerede ham blot til at skrive en aldeles ypperlig bog med titlen ”Navnet” (The Name) – skadeligt eller ej.
Lad os ikke skamme os ved det navn!
Jørn Nielsen
H.C. Lumbyes Vej 159A
4700 Næstved