Ny bog er som en saltvandsindsprøjtning
Steven Furtick startede en kirke fra bunden. Nu deltager 8000 i kirkens gudstjenester.- Bogen Sol stå stille har opfordret mig til bøn på en ny, dristig og praktisk måde. Til at handle på ny, at gå dybere ind i troen, så det kommer til udtryk i min hverdag.
Det siger Karen Krogh Christensen efter at have læst Steven Furticks nye bog.
Steven Furtick er præst i Elevation Church, Charlotte, North Carolina, USA. I 2005 flyttede Steven Furtick og syv andre familier til Charlotte i North Carolina. De solgte deres huse og sagde deres job op i tro på, at Gud ville vende op og ned på den by gennem den lokale kirke. I dag har Elevation Church 8.000 gudstjenestedeltagere.
Steven Furtick skriver i bogens indledning:
– Jeg ønsker, med Guds hjælp, at anspore til et oprør i dit hoved. Træd på bremsen og sluk lyset der, hvor du gemmer dig med din usikkerhed og frygt. Og tænd så lyset igen, sådan at Guds sandhed kan åbenbare den guddommelige skæbne, som måske har ligget i dvale i dig i mange år. Kort sagt, så er jeg ude på at aktivere din dristige tro.
Steven Furtick opfordrer læseren til at komme ind i kristendommens kerne og tage Jesus på ordet.
– Det gjorde jeg for 11 år siden, men nu på ny, fortæller Karen Krogh Christensen.
– Vandringen med Gud har også for mig vist sig at være en vandring gennem prøvelser, men bogen har givet mig nye konkrete værktøjer til livsprocessen.
Et sted i bogen står der: Uanset dine tidligere oplevelser og dine nuværende kampe er Gud med dig og vil hjælpe, frelse og helbrede.
– Jeg er stadig i live og trækker vejret, og Guds godhed er en realitet. I det lys ændrer jeg måden, jeg ser mine udfordringer på. En forfriskende tankegang at komme ud af krisetænkning på, siger Karen Krogh.
Steven Furtick kalder selv bogen for et étbindsværk om dristighedens teologi. Og det skorter ikke på udfordringer:
– Hvis størrelsen af din vision for dit liv ikke skræmmer dig, så er der stor risiko for, at din vision fornærmer Gud.
Steven Furtick var en af de inspirerende talere ved Willow Creeks Global Leadership Summit, der også blev transmitteret i København. Hans indlæg og bogen Sol stå stille – er en ren saltvandsindsprøjtning.
Svend Løbner
Sol stå stille – Hvad der sker, når du vover at bede Gud om det umulige
Steven Furtick
ProRex Forlag og Willow Creek Danmark 2011
199,95 kr.