Paulus’ brev til Danmark

Er vi verdens lykkeligste folk – eller er der brug for en folkelig og åndelig vækkelse?
Til foråret gennemføres den første kirkelige vielse af homoseksuelle i Danmark.
Af Bjarne Nederby Jessen
Tidl. lærer og missionær i Grønland

Der er i folketinget flertal for en ændring af loven, og kirkeministeren vil fremsætte forslaget og få det vedtaget. Det sker stik mod Bibelens undervisning om dette, og kirken kan ikke modsætte sig det. Så vidt er det kommet i det såkaldte kristne land, Danmark. Vores samfund er præget af materialisme, skattesnyd, afgudsdyrkelse, umoralitet, pornografi, misbrugsproblemer, selvmord og selvmordsforsøg, unge skærer i sig selv, og der udskrives lykkepiller som aldrig før. Vi ser den ene skandalehistorie efter den anden i pressen om seksuelt misbrug af børn. Landet stander i våde hos ”verdens lykkeligste folk”.
Der er vist god grund til at stille spørgsmålstegn ved, om man statistisk kan udlede noget om danskernes lykketilstand i en international undersøgelse. I det hele taget kan man sætte berettiget spørgsmålstegn ved, om ”et folk”, som i den grad insisterer på at være superindividualister, overhovedet lader sig diagnosticere som lykkeligt.
Vi er statistisk lykkelige! Men det er jo vanvid og noget værre vrøvl.

Vi er superindividualister. Enhver er sin egen lykkes smed. Men akkurat ligesom ingen af os lever for os selv, på helt samme måde kan man ved nærmere eftertanke ikke forestille sig, at man således selv kan være umådelig lykkelig, hvis ens egne børn, ens ægtefælle, far, mor, familie, venner eller andre, der står én nær, enten lider, har det svært eller er ensomme og dybt ulykkelige. Vi går jo trods alt ikke med skyklapper gennem livet. Selv om man kan forestille sig at være lykkelig, trues ens egen lykke af andres ulykke. Vi er IKKE verdens lykkeligst folk.

Blandt nogle kristne taler man om, at det er som i Noahs dage, som i Sodoma og Gomorra, i antikkens Grækenland og i det gamle Rom. Man fortvivles, men gør man noget ved det? Ser man ikke bare stiltiende på?
For mig at se har vi brug for en gennemgribende vækkelse, på én gang en åndelig og folkelig vækkelse. Vi skal tilbage til udgangspunktet, tilbage til Bibelens anvisninger, eller som Luther sagde ”sola scripture”, Bibelen alene; og det må starte hos Guds folk, hos os der er kristne.
Grundtvig udslyngede i sin prøveprædiken den 17. marts 1810 de udødelige ord: ”Hvi er Herrens ord forsvundet af Hans Hus?”  Hans ord har bestemt stadig relevans. Også i dag lyder ringe, blodløse prædikener, fordi det ikke mere er Guds ord, der forkyndes, og dermed er mange kirker ikke længere Kristi kirker. Og, hævdede Grundtvig, selvom Herrens ord lyder, er det ikke det, som udlægges og indskærpes, men derimod kløgtige taler og idel menneske-lærdom.

Der er i folketinget flertal for en ændring af loven, og kirkeministeren vil fremsætte forslaget og få det vedtaget. Det sker stik mod Bibelens undervisning om dette, og kirken kan ikke modsætte sig det.

Niels Frederik Severin Grundtvig og Vilhelm Beck har på hver deres måde haft stor betydning for Danmark – og har det stadigvæk. Grundtvig er en af vores helt store salmedigtere, og vi er mange, der stadig glæder os over hans salmer og bliver velsignet af at synge dem. Men han var også, sammen med Christen Kold, manden bag de frie skoler i Danmark. Grundtvig var idémanden med nye opdragelsestanker, mens Christen Kold var den praktiske pioner. Uden Grundtvig og Kold havde vi ikke fået friskolerne, efterskolerne og højskolerne, der har haft så stor værdi for Danmark og stadig har det. Ud af højskolerne sprang andelsbevægelsen, der gennem mange år var banebrydende for dansk erhvervsliv. Jo, Grundtvig har meget ”på samvittigheden”. Og så var han politiker. Han var en af de kristne personligheder, der var med i den grundlovsgivende rigsforsamling, som gav os vores første grundlov, noget, vi stadig lever højt på. Grundtvig var en af de store bagmænd bag den folkelige vækkelse i 1800-tallet, og han var ikke helt uden indflydelse på den åndelige vækkelse.
Vilhelm Beck var en Gud benådet vækkelsesprædikant, hvis vækkerrøst blev hørt over hele landet. Han var en af hovedmændene bag den store åndelige omvendelsesvækkelse i 1800-tallet, og han var stifteren af bevægelsen Indre Mission, der stadig har betydning i vort land, ikke mindst i Østjylland og måske især omkring Hedensted. Gennem 40 år ledede han Indre Mission.
Danmarks vej ud af krisen, som ikke bare er en økonomisk krise, men derimod i højere grad en åndelig krise, en dæmonisk krise, går gennem en åndelig og folkelig vækkelse. Vi bør spejde efter en Grundtvig og en Vilhelm Beck, men vi bør begynde hos os selv.

I løbet af nogle skæbnedage i 1963 stod meget på spil i USA. Her handlede det om racediskrimination, om nedværdigelse af en stor gruppe mennesker i landet. Da skrev den store borgeretsforkæmper og baptistpræst Martin Luther King ”Paulus’ brev til Amerika”. Han opfordrede amerikanske kristne til ”ikke at opføre sig som denne verden, men at blive forvandlede ved fornyelsen af deres sind”. Han udfordrede de kristne til en modkultur, som kunne standse voldsbølgen og uretfærdigheden. ”I en verden, som støtter sig til magt og fremtvinger tyranni og blodig vold, er du kaldet til at følge kærlighedens vej. Da vil du opdage, at ubevæbnet kærlighed er den stærkeste magt i verden.”
Martin Luther King så virkeligheden i al sin gru, han så farerne for det samfund, han var en del af, og han afsluttede en af sine stærkeste prædikener ved at sige: ”Vi lever i sandhed i betydningsfulde dage. Derfor er jeg modløs over for fremtiden. Gårsdagens lette optimisme kan vi ikke følge, og vi må erkende, at vi står ansigt til ansigt med en alvorlig krise. Men alle kriser har både deres farer og deres muligheder. De kan betyde både frelse og dom. I en mørk, forvirret verden kan Gud stadig tage bolig i menneskenes hjerter.” Hans store forbillede og vejleder var ”Manden fra Nazareth”, Jesus Kristus, verdens frelser, som kom som lys i mørke og som vejleder i en sårbar verden.

Inspireret af Luther Kings ”Paulus’ brev til Amerika” har jeg skrevet denne kronik som Paulus’ brev til Danmark. I sine breve starter Paulus ofte med at rose, og derefter går han til biddet med dadel og undervisning.
Vi har meget at rose os af i Danmark, ikke mindst vores smukke natur, men også det velfærdssamfund, som er skabt af generationer. Men velfærd gør det ikke alene. Velfærd gør ikke nødvendigvis et folk lykkeligt. Lykkeligt det folk, som har Gud til Far og Jesus som sin personlige frelser. Og her ligger vores udfordring. Vi må bringe evangeliet til det enkelte menneske til omvendelse og tro. Vi må bringe evangeliet ind i det danske samfund, så det kommer til at gennemsyre vores land og vores folk. Vi må være en del af den nødvendige åndelige og folkelige vækkelse, og det må begynde med dig og mig. Husk at du og jeg kan gøre en forskel. Lad os gøre det selv og sige det til vore børn og børnebørn. Vi må sætte gang i vækkelsen nu!
Jeg vil slutte med at citere en af kirkens virkelig kloge mænd, Augustin, som sagde: ”Størst blandt dem er håbet! Og håbet har to smukke døtre i verden: fornuft og mod. Fornuft, så det, der ikke bør ske, ikke sker. Og mod, så det, som kan ske, kan blive en realitet”. Det er nogle flotte navne, Fornuft og Mod. Tænk, hvad der vil kunne ske, hvis vi, vore børn og børnebørn, blev håbsbærere, som kunne bruge fornuft og mod i det godes tjeneste, i udbredelsen af evangeliet, i kampen for at redde vores land for at gå til i synd og håbløshed.

Den åndelige og folkelige vækkelse begynder med dig og mig – og vi kan ikke komme hurtigt nok i gang. Vi har en udfordring. Vi har en opgave. Men vi har også en gave. Helligånden bor ved tro i vore hjerter. Han er hjælperen. Han er talsmanden. Vi har intet at frygte – heller ikke menneskefrygt. Opgaven ligger lige foran og venter på at blive samlet op.