De ti-dobler høsten i Uganda

En dansk familie tog til Uganda, og nu høster lokale småbønder op til ti gange så meget som før.
Maria og Jens Silkjær fra ÅbenKirke i Herning tog til Uganda for første gang for bare to år siden. Nu har de igen været en tur i Uganda for at tilse projekt Farming 4 Life, som de har startet op i fællesskab med andre ildsjæle – og høsten er bogstavelig talt stor.

Jens og Maria Silkjær (tv.) var i efteråret i Uganda for at tilse et landbrugsprojekt, som de har været med til at starte for to år siden. Glæden over projektets resultater er stort.

– Første gang vi tog til Uganda, stak det i mit hjerte at se, hvor fattig og udsultet Ugandas befolkning er. For hvor er det tåbeligt, at lokale småbønder og deres familier sulter, når de ejer fantastisk frugtbar jord og har mulighed for at høste to gange om året, fortæller Jens, som er uddannet landmand.
– Vi tænkte på, hvad vi kunne gøre, og bad Gud om at lede os. Det endte med, at vi kom til byen Lira, hvor en stor velorganiseret kirke i den grad manglede hjælp til deres landbrugsprojekt.
Farming 4 Life er et landbrugsprogram, der arbejder med at hjælpe fattige småbønder ved at opbygge et selvbærende demonstrationslandbrug, som bønderne kan lære fra. Der undervises i metoderne gennem workshops i landsbyerne. Desuden samarbejder man med en lokal partner om at starte en landbrugsskole for forældreløse tidligere børnesoldater.

Først grinede de

Først grinede de lokale bønder af Farming 4 Lifes metoder. Men da de så resultatet af den første høst, ville de alle være med.
– Samarbejdet imellem den lokale kirke, NGO Victory Outreach Ministries, vores bagland Åbenkirke Herning og paraplyorganisationen International Aid Services har virkelig båret frugt, fortæller Maria og fortsætter:
– Da Danida for et halvt år siden gav 200.000 kr. til at opstarte Farming 4 Life, kunne vi starte demonstrationsfarmen, træne 40 elever og afholde workshops for yderligere 40. Ja, først grinede de lokale meget af os, da vi fortalte, hvordan de skulle måle marken op, så i rækker, gøde jorden og til sidst lægge et græstæppe på for at holde på vandet og mindske ukrudt. Nu griner de ikke mere. Høsten på vores demonstrationsmark har givet 80 sække majs, hvor lokale plejer at få 15 sække. Det virker bare!

Simpel succes

Et nyt projekt i Uganda bryder med paradokset, at 10 millioner sulter i et af verdens mest frugtbare lande.

Maria og Jens var af sted sammen med deres to børn i november. Med dem rejste også Simone Jensen. Hun fortæller:
– Det var en fantastisk tur, selvom vi arbejdede meget intenst, så var målet jo at nå ud til 250 familier det næste halve år, og det er så spændende. Især var besøgene ude i landsbyerne rigtig dejlige. Der fik vi snakket sammen med uganderne, mens børnene legede tagfat.

– Hvad er det, som gør projektet så succesfuldt?
– Vore metoder er simple, selvbærende og lige ved hånden, fx så hakker en lokal landmand hele sin mark op ved håndkraft og spreder forskellige afgrøder på sin mark i tilfældige mængder. Herefter kæmper hun (det er oftest en kvinde) med at holde den enorme mængde ukrudt nede og høster til sidst et resultat, som måske ikke engang dækker hendes udgifter, fortæller Jens og fortsætter:
– Man forstår godt, hvorfor de kan føle, Gud har glemt dem… Vi fortæller dem, at Gud siger: ”Mit folk går til grunde, fordi de mangler viden”, og han har givet dem alt, hvad de har brug for. Man skal ikke kun tro, man skal handle. Vi lærer dem bl.a. at så i rækker, bruge gødning, have sædeskifte for at forbygge sygdomme og dække jorden til med et græstæppe, som beskytter jorden mod sol og hård regn, holder på regnen og holder 80 procent af ukrudtet væk. Vi lærer dem at gøre arbejdet til en høj standard, klar til tiden og med minimalt spild. Og i stedet for ca. tre sække majs fra deres mark, kan de få ca. 30 sække.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Metoderne er afprøvet i mange afrikanske lande med stor succes de sidste 30 år. På grund af borgerkringen i landet har det ikke været muligt at kommet i gang i Uganda indtil for et par år siden.

– Det, vi håber på, siger Maria og smiler, er, at mange vil benytte denne enestående chance for at give hjælp til selvhjælp. Eksempelvis kan man for bare 100 kr. om måneden i løbet af et år give 12 familier, ca.100 mennesker, deltagelse i vores workshops og en såsædsstartpakke. Herefter kan en familie så dyrke deres jord og få ca. 30 sække majs, hvor de tidligere måske har fået tre. En familie lever af tre-fire sække og resten kan de så sælge. Det er virkelig hjælp til selvhjælp, og det virker, slutter Maria.
Du kan læse mere om projektet på: www.Farming4Life.com.
Af Lisbeth Thomsen