Den somaliske kvinde i Netto
Af Daniels Ettrup Larsen. Tværkulturel konsulent i
Indre Mission, bor i Aarhus.
En kirkegænger kom en dag forbi Netto og mødte der en somalisk kvinde. Hun var ude at handle sammen med sine to drenge.
Længe havde kirkegængeren tænkt på, hvordan han kunne hjælpe ofrene for den store sultkatastrofe på Afrikas Horn. Han havde set billederne af syge og underernærede børn i fjernsynet, men nu stod han pludselig over for en kvinde, som kunne fortælle ham, hvordan det er at leve i et land med krig og sult, og hvorfor hun selv var flygtet her til Danmark.
Kirkegængeren spurgte. Men der var ikke ro til at snakke, for drengene løb rundt og forstyrrede samtalen. Derfor aftalte de, at kirkegængeren og hans kone skulle mødes med den somaliske mor og hendes drenge den følgende mandag et sted, hvor de voksne kunne få ro til at snakke.
I den bibeltekst, der prædikes over i kirkerne på søndag, falder Jesus i snak med en samaritansk kvinde ved en brønd i byen Sykar. Jøderne undgik så vidt muligt samaritanerne, og denne kvinde havde tilmed levet et udsvævende liv med adskillige mænd. Det vidste Jesus, og han påpeger det også i samtalen. Men han bliver hos hende og går ind i dialogen.
Jesus begynder med at bede kvinden om hjælp. Han beder om noget at drikke. Og så er samtalen i gang. Der bliver skabt en platform, hvor Jesus ikke bare kan tale med hende om at hente vand og andre daglige gøremål. Han taler også med kvinden om hendes behov for frelse.
Først langt inde i samtalen erkender hun, at hun har brug for det levende vand, tilgivelsen og frelsen, som Jesus tilbyder hende. At hun har brug for Jesus, som kan tilgive synder og give et menneske mod til at leve videre som en tilgivet synder.
Hvis kirkegængeren vil vide, hvordan han kan være noget for den somaliske kvinde i Netto, er han nødt til at gå i dialog med hende. Først når vi får en ligeværdig dialog og hjælper hinanden med de behov, vi har som mennesker, kan vi få lejlighed til også at dele det vigtigste med hinanden. Først da kan vi få lov at tilbyde det levende vand, som somalieren har ligeså meget brug for som os.
Kirkegængeren og den somaliske kvinde har grundlæggende de samme behov. Begge har brug for tilgivelse og frelse. Over for Gud er de helt lige, som dem der har brug for en gave fra ham. Dette fælles behov er langt mere grundlæggende end de kulturelle forskelle, der kan være mellem os.
Vi har noget meget stort at give til vores lokale somaliere, eller hvor de nu kommer fra, men ligesom Jesus må vi begynde med at spørge, hvad de kan give os. Tænk, hvis Jesus en dag kom til mig og bad mig om noget at drikke eller spise. Hvordan ville jeg reagere på det?
Hvad så, hvis han gik i gang med at nævne de mørkeste sider af mit liv, den ene efter den anden. Hvis han gik helt tæt på. Ville jeg flygte, når jeg hørte, hvor meget han vidste om mig? Eller ville jeg bede ham om tilgivelse, det livgivende vand?
Jesu tilgivelse skaber taknemlighed, så vi må elske ham. Hans retfærdighed skaber frimodighed, så vi får mod til at leve livet med ham og vores medmennesker. Han giver os et nyt liv.
Han kan endda skabe lyst til at fortælle andre om ham, ligesom kvinden ved brønden oplevede og straks gik i gang med at fortælle andre om ham. Hun blev sat fri til at vidne, og mange kom til tro ved hendes vidnesbyrd.
