KFS nærmer sig målstregen

Kristeligt Forbund for Studerende er tæt på mål. De mangler ’blot’ 70 studiesteder for at nå at besøge samtlige studiesteder i landet. Særligt deres deltagelse i religionstimer er en succes.70 studiesteder. Så mange studiesteder mangler Kristeligt Forbund for Studerende at besøge for at have været på samtlige studiesteder i landet.

Robert Bladt, generalsekretær for KFS.

Det er en del af den tre-årige målsætning, som KFS satte sig selv i 2009 og håber at fuldføre til juni i år.
Målsætningerne handler om at komme ud på samtlige studiesteder, hænge plakater op på 350 af dem, have 200 ’skolebesøg’ samt have en KFS-gruppe 200 steder.
– Vi er meget tæt på at nå målet med at have KFS-grupper og kontaktpersoner på 200 studiesteder, og det er meget glædeligt, for det er den bedste måde, vi kan være til stede på et studiested. Nemlig at kristne er åbne om deres tro, når de er sammen med deres studiekammerater, siger Robert Bladt, generalsekretær i KFS, til Udfordringen.
De kommer ud på studiestederne på tre måder, hvor den mest betydningsfulde som sagt er at have kristne på studiet. Den anden er skolebesøg, hvor KFS enten deltager i dansk- eller religionstimer eller har en stand i kantinen, hvorfra de snakker med de forbipasserende om Gud og tro.

Skolebesøg er populære

– Når vi deltager i religions- og dansktimer, så modtager vi rigtig god respons og ofte en invitation til at komme igen, siger han og giver samtidig et bud på, hvorfor lærerne som regel værdsætter deres besøg.
– Det er fag, som de studerende kan have svært ved at forholde sig til, men når de får besøg af os, er det som regel vores unge ledertræningselever, som ofte selv lige har forladt gymnasiet og kan fortælle, hvordan det er at være kristen og ung. De kan også svare på alle de spørgsmål, som de studerende har. Så det bliver meget nærværende, siger Robert Bladt.
På skolebesøgene sender de ofte spørgeskema rundt og spørger til de studerendes tro.
– Det gjorde vi fx i efteråret 2010, mens vi sidste år bad dem om at stille et spørgsmål til Gud eller de kristne. Vi udgiver en bog med svar på de mest interessante og gennemgående spørgsmål, vi har fået, og sender bogen til dem, der har deltaget i undersøgelsen og gerne vil modtage den, siger Robert Bladt.

Flere besøg på et år

To elever fra KFS’ Ledertræningscenter ses her under et besøg i Tønder, hvor de holdt oplæg i et par religionstimer og talte tro med flere af skolens elever.

Flere af studiestederne besøger de op til flere gange om året, men det tæller altså kun én gang i statistikken.
Når de ofte får lov til at besøge studiestederne løbende, skyldes det nok – blandt andet – deres fremgangsmåde.
– Vi gør en stor dyd ud af at optræde på en måde, som ikke er grænseoverskridende, for der er studerende, som ikke ønsker at forholde sig til det med Gud, og det vil vi gerne respektere. Så det lægger vi vægt på, når vi besøger et sted. Og det gør også, at vi ofte får ja til at komme igen.

Afslutter med slutspurt

Men hvorfor sætter man så statistiske mål, når man arbejder på at gøre Jesus kendt på landets studiesteder?
– Det har været med til at give os en retning for vores arbejde og hvordan vi skulle prioritere vores ressourcer, forklarer Robert Bladt.
Selvom han tror, de vil nå målet, på trods af nogle enkelte skoler, som ikke vil have, at de kommer, erkender Robert Bladt, at de måske må sætte en slutspurt ind til sidst.
– Måske når vi til en situation hen mod slutningen, hvor vi skal have udkommanderet alle mand på skolerne for at hænge plakater op, siger han.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Bøn er afgørende

Den sidste og mindst indflydelsesrige måde handler om at hænge plakater op på studiestedet. Fx for deres to store lejre; påskelejr i foråret og discipeltræf i efteråret, som de kristne nogle gange hiver deres medstuderende med til. Her er der mange seminarer omkring tro og mange af de problematikker og spørgsmål, som studerende møder igennem studietiden.
KFS-grupperne opmuntrer hinanden i troen undervejs i studiet og giver et rum, hvor man kan tale tro. Men samtidig har de også en anden funktion, nemlig bøn.
– Det er af afgørende betydning for et studiested, at der er nogle kristne, som mødes for at bede for deres studiekammerater og deres studiested. Det er kernen i det at være kfs-gruppe, siger Robert Bladt.

Grafikken viser, hvor langt KFS er i deres bestræbelser på at nå egne målsætninger inden juni i år.