Medier behandler kirken som en stedmor

Trosspørgsmål fylder meget i mange mennesker liv, men får ikke altid meget spalteplads i medierne, mener folketingskandidat og tidligere avisredaktør.
– Kirken har altid været stedmoderligt behandlet i pressen. Enten har kirkestoffet været henvist til særlige sider, som kun de i forvejen interesserede læste, eller også har der næsten udelukkende været fokuseret på historier om skandaler eller andet røre i andedammen. Det kan undre, da trosspørgsmål til alle tider har fyldt meget i menneskers liv – også her i 2012, siger Mette Bock til folkekirken.dk og efterlyser en langt mere tidssvarende og indsigtsfuld mediedækning af kirkestoffet.
Mette Bock er folketingsmedlem og kirkeordfører for Liberal Alliance og har selv solid erfaring med medierne fra sin tid som chefredaktør for Syddanske Medier og direktør i DR.
Hun skal tale om kirkens plads i medierne på Kirkernes Mediedag den 21. januar.