Michael W. Smith synger ikke

Michael W. Smith fortsætter ad nye veje på hans nye album, som er moderne klassisk musik.
Næsten alle kender denne dygtige musiker. Han har skrevet det ene hit efter det andet, og har i den grad præget den kristne musikscene i mange år.

På hans nye album, fortsætter Michael W. Smith de veje, han startede på sit første instrumentale album Freedom. Det er klassisk moderne musik, som vi kender fra de store film. Og selvfølgelig – fristes man næsten til at sige – mestrer han også denne genre. Det er storslået musik, præcis på samme niveau, som de helt store komponister gør det.

Der er endnu ikke lavet en film til denne meget smukke musik, men når man hører musikken og lukker øjnene, kan man næsten forestille sig filmen køre for sit indre. Og netop forestillingerne og de stærke følelser, som numrene fremkalder, er noget af det, der gør det til et rigtig godt album. Den manglende vokal giver plads til fantasien.

Spørgsmålet er, om dette er et lovsangsalbum. Det er det ikke umiddelbart, men lovsang behøver jo ikke at være med tekster. Og der er ingen tvivl om, at de er skrevet med inspiration fra Gud. Michael har forklaret, at sangen Glory Battle er det Gode mod det Onde. Det er Kristi kamp og soning ved hans død. Melodien til nummeret Redemption blev optaget, da han kørte rundt i Nashville i hans røde pickup. Han fik pludselig en melodi på hjernen og skyndte sig at optage den på sin iPhone, som han holdt ud for hovedet, mens han sang melodien i bilen.

Jeg har brugt cd’en som lovsang. Ikke mindst det sidste nummer, Agnus Dei, slutter denne cd af på smukkeste vis og giver Gud – Glory.
Henrik