Spilleglæden bobler

Håndspillet musik af individer i et fællesskab, hvor hjertet bag er det vigtige. Det gør Rend Collective Experiment både sikkert og helhjertet, når de indspiller sig live igennem medlemmernes dagligstuer og kirkerum.Albummet kan opfattes som et meget frisk pust i en efterhånden forudsigelig genre, selv om der næppe er noget revolutionerende i at benytte mandolin eller banjo i sig selv. Ved mine første gennemlytninger kom jeg uværgeligt til at tænke på præstesønnen Marcus Mumford og hans venner i folk-rockerne Mumford & Sons, bandet der forrige år overraskede alt og alle ved at vinde Brit Awards som bedste nye navn.
Det er især tydeligt i de feststemte optempo sange som ’Build Your Kingdom Here’, ’Keep Me Near’ og åbningsnummeret ’Praise Like Fireworks’, hvor førstnævnte er min klare favorit. Musikalsk trækker Rend Collective Experiment paralleller til Arcade Fire, Fleet Foxes, Snow Patrol og, i de drømmende passager, Coldplay, men deres irske rødder er tydelige. Med nummeret ’You are my Vision’ har de vellykket moderniseret en gammel irsk hymne.
En af albummets styrker er samtidig også en af dets svagheder. Rend Collective Experiment er befolket med et væld af sangskrivere, sangere og instrumenter, og det betyder også, at det mangfoldige udtryk kan blive flagrende og stilsøgende uden nødvendigvis at overraske. Indenfor lovsang er der en risiko for, at når ordene skal være hvermandseje, forfaldes der ind imellem til sprogklichéer. I hvor mange sange har jeg efterhånden ikke hørt en vending som ’I am broken at your feet’? I hvert fald nok til at jeg holder op med at lytte. Rend Collective Experiment lykkes flere steder i rimenes og gentagelsernes begrænsninger med originale linier, eksempelvis ’Christ Has Set Me Free’: ”You defy the gravity in me / And give wings to my flightlessness / Christ has set me free / From negativity from impossibility”. Homemade Worship by Handmade People minder ikke om mange andre lovsangsalbums, og spilleglæden bobler igennem alle 45 minutter. Alene af den grund er det værd at tjekke ud.
Claus Rydskov