Skriv til Suh

Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårdsvej 109
4030 Tune
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk

Kære Suh
Jeg skriver, fordi jeg mistede min far for ca. et år siden; han fik en blodprop, så det skete pludseligt, og det hele gik meget hurtigt. Bagefter var der mange praktiske ting at tage sig af, og mine søskende og jeg havde selvfølgelig meget fokus på min mor. Jeg tror egentlig ikke, jeg har haft særlig meget tid/energi til at bearbejde selve tabet af min far selv, og her i forbindelse med julen er tankerne og følelserne nærmest eksploderet inden i mig. Jeg er meget overrasket og også overvældet over den styrke, det hele er kommet tilbage med, det er jo alligevel et år siden, men tænker, at det er fordi, jeg ikke har fået bearbejdet det ordentligt? Tak om du kan af- eller bekræfte det og evt. give mig nogle råd til, hvordan jeg bedst griber det hele an.
Hilsen K.

Kære K.
Det er helt rigtigt, at omstændighederne omkring og efter en given situation kan have afgørende betydning for, hvordan og hvornår man reagerer på den. De forsinkede reaktioner omkring tabet af din far skyldes, at der simpelthen ikke har været tid eller plads til dem før.
Vi mennesker er fantastisk skabt, og vores psyke er i stand til at beskytte os på meget raffinerede måder, fx ved at holde stærkt eller svært følelsesmæssigt materiale tilbage, indtil der er passende tid og ressourcer til at håndtere dem.
Måske du kender det fra små børn, hvor denne mekanisme ofte ses helt tydeligt: når det lille barn falder og slår sig, kan det ofte holde imponerende godt sammen på sig selv indtil faren eller moren kommer, hvorefter det så bryder fuldstændig sammen – for nu er det trygt nok til at turde give helt slip på al kontrol. Det samme fænomen kunne tænkes at være gældende for dig i dette tilfælde, men da din hjerne måske mentalt er kommet lidt videre i sorg-processen i løbet af det år, der er gået, mens den følelsesmæssige del af dig derimod har været sat på stand-by, er der er ikke overensstemmelse imellem disse to dele, og derfor virker følelsernes intensitet overvældende og ude af proportioner. I virkeligheden er de faktisk meget passende, for de stammer måske helt tilbage fra selve dagen/dagene, hvor du mistede din far, og er altså fyldt med chok, sorg og forfærdelse. Når disse følelser bliver sluppet løs for fuld styrke, kan man føle, at man går helt i stykker, men husk, at det er naturligt at reagere voldsomt på voldsomme oplevelser, og at du har brug for at få det ud!
Men du skal måske sørge for at have nogen omkring dig, som kan støtte dig lidt ekstra i denne tid, både rent praktisk og følelsesmæssigt. Måske har du brug for flere forskellige personer, der hver især er gode til at imødekomme dine forskellige behov. Sørg for at få snakket om de ting, der presser sig på, så ofte som det er nødvendigt, også selvom det kan synes, at det er det samme om og om igen.
Prøv at acceptere, at dine tanker og følelser lige nu kan være modsatrettede og forvirrede. Lad være med at bremse dine reaktioner, blot fordi du synes, det er upassende eller ”for længe siden”, at det skete.
Hvis du giver dig selv lov til at reagere i den udstrækning, som din psyke har brug for, vil du efterhånden mærke, at den følelsesmæssige smerte finder et leje, hvor du bedre kan rumme den. Du vil hen ad vejen også kunne begynde at danne dig et overblik over de mange tanker og følelser og få sat dem i en eller anden form for orden.
Vær aldrig bange for at mindes din far på grund af den smerte eller det savn, der følger med, for det er helt naturligt og et udtryk for jeres kærlige relation til hinanden, og minderne om ham og det, I havde sammen, vil på en måde få ham til at være lidt til stede for dig.
Hilsen Suh

Kære Suh
Jeg er en kvinde midt i trediverne. Jeg synes på mange måder, jeg har et godt liv, men ind i mellem får jeg nærmest en ud-af-kroppen-oplevelse og ser mit liv fra sidelinjen. Så kan jeg godt synes, at det er noget tomt og meningsløst, selvom jeg har både arbejde, mand og børn. Det er som om, at jeg inde i hovedet tænker, at det jo bare er en gentagelse af de samme ting, om og om igen, og at jeg ikke rigtig gider det mere. Jeg bliver rigtig ked af det, når jeg tænker sådan, for jeg elsker min familie og har slet ikke lyst til at distancere mig fra dem. Jeg synes, det er lidt tidligt i forhold til en midtvejs-krise, men måske er det alligevel sådan noget, der er på spil?
Hilsen Birgitte

Kære Birgitte
En midtvejskrise, som det så populært kaldes, er sådan set ikke afhængig af den kronologiske alder, men snarere af de omstændigheder i livet, som oftest indfinder sig, når man er ”nået halvvejs”. Din livssituation er måske lige nu dér, hvor nogle andre først er om nogle år.
”Midtvejskrisen” er et udtryk, der populært beskriver den situation, at man de sidste mange år har haft fast definerede mål: påbegyndelse af uddannelse, færdiggørelse af uddannelse, få et arbejde, stifte familie, købe bil, bolig osv. De konkrete mål er selvfølgelig forskellige for den enkelte og altså måske anderledes end jeg lige har nævnt dem her, og det er selvfølgelig også forskelligt, hvilken rækkefølge de kommer i. Hvad der dog er fælles for de fleste, når de oplever en ”midtvejskrise”, er at man kan opleve, at man nu har opnået de mål, man har haft – og mangler nogle, fremadrettet.
Tilbage er en energi, drive eller passion, som er ubrugt, og som i stedet kan give rastløshed og frustration. Hvis man samtidig i måske lige så mange år har været fokuseret på karriere eller børn eller lign. og har sat egne behov til side imens, kan der opstå et vakuum, når dette ikke er nødvendigt mere. Man mærker måske nu, at man på mange niveauer ikke rigtig er i kontakt med sig selv, er blevet helt uvant med at være opmærksom på, hvad man egentlig selv har lyst til eller har af behov. Måske er det det, der er tilfældet for dig?
Prøv at være bevidst om at ”mærke” dig selv lidt mere, skærpe fokus på, hvad der kunne være vigtigt eller udviklende for dig. Her kan det være hjælpsomt i første omgang at sætte fokus på sin krop – hvad har den helt konkret bedst af i forhold til kost og motion? Når man nemlig begynder at være opmærksom på sin krops fysiske behov, skærpes forbindelsen mellem den og hjernen, og når du begynder fx at dyrke motion, vil du automatisk mærke din krop! I takt med din opmærksomhed på din krop kan du begynde at fokusere på, hvad du rent eksistentielt har brug for – altså, hvad vil give din dagligdag mere positivt indhold, mere mening?
Skal kommunikationen indbyrdes i familien sættes under lup? Skal du tilbringe tid sammen med dem for at skabe flere fælles-nævnere? Eller har du modsat brug for at lave nogle flere ting væk fra familien for at få nogle input i et helt andet regi? Prøv at tænke på, hvornår du sidst har grint – sådan rigtigt – eller følt, at livet var fantastisk.
Og prøv så at tænke over, hvordan du aktivt kan bidrage til, at du får disse oplevelser noget mere ind i dit liv.
Hilsen Suh

Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til
Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårdsvej 109, 4030 Tune, eller mail til: Suh@Udfordringen.dk