Youtube-hit om forskel på Jesus og religion

På kun en uge blev videoen set af næsten 16 millioner. Men digteren Jefferson Bethke ville gerne have sagt endnu mere.Mange har delt videoen på Facebook, men der er også kritiske røster fremme om teologien i video-digtet.

Jefferson Bethke havde ikke regnet med, at video-digtet ville blive så stort et hit.

Måske har du allerede set den. Måske er du en af de mange, der har delt den på Facebook. Videoen ”Why I Hate Religion But Love Jesus” er på rekordtid blevet en af de mest sete videoer på Youtube.
– Jeg ved, at jeg hader religion, jeg kan bogstaveligt ikke fordrage det, siger Bethke på videoen og fortsætter:
– For da Jesus råbte ”det er fuldbragt”, så tror jeg, at han mente det.

Skaber stor debat

Men Jefferson Bethke havde ikke regnet med, at videoen ville blive så populær:
– Hvis jeg skal være helt ærlig, så troede jeg ikke, at videoen ville blive set mere end et par tusinde gange, og derfor var de teologiske pointer i videoen ikke helt så gennemtænkte, som jeg kunne ønske, fortæller han til Christian Post.
Og netop teologien er noget af det, som flere bliver provokeret af. Nogle synes, videoen opfordrer til ikke at gå i kirke. Andre kan ikke lide den store negative fokus på religion, fordi de siger, at Jesus ikke var imod religion, da han levede.
– Problemet med religion er, at det aldrig kommer ind til kernen. Det handler bare om god opførsel og en liste med gerninger. Man klæder sig fint på og ser flot ud udefra.
Mens mange kristne ville svare, at de er religiøse, så ønsker Bethke altså at skelne mellem religion og kristendom.

Kirken er Jesu kone

Men Bethke er ikke imod kirken. Tværtimod, siger han på sin Facebook-side, hvor han har over 60.000 ’Synes godt om’.
– Kirken er Jesu kone, så vær forsigtig med, hvordan du snakker om den.
– Hvis en normal fyr har ret til at blive sur, hvis du fornærmer hans kone, så får det mig til at ryste af skræk, hvor stor betydning det har, når det er Jesu kone.
– Kirken er hans værktøj til at nå en fortabt verden. Det er et hospital for syndere. Hvis du siger, at du elsker Jesus, men hader kirken, så er det ligesom en ægtemand, som siger, at han elsker sin fremtidige kone, men hader hendes børn. Vi er alle under nåden. Se på Ham.

Der kom hurtigt over 70.000 kommentarer til videoen på Youtube. Sandsynligvis på grund af den store debat har Bethke nu valgt at slå kommentarerne fra, så det ikke længere er muligt.

Han ønsker, at mennesker skal se Jesus, som han er, og leve sådan, som Gud ønsker, vi skal leve.
– Min bøn er, at denne generation må repræsentere Jesus rigtigt og ikke falde i den ene eller anden grøft.

Seksuel helbredelse

Det er faktisk ikke første gang, at Bethke laver en Youtube-video, som hitter. Han lavede for 8 måneder siden en video, som handler om, at sex ikke kan tilfredsstille os på de måder, vi ønsker.
Den er set 2,5 millioner gange. Den handler om seksuel synd, tilgivelse og den nåde, Jesus tilbyder, og vil sikkert blive set endnu flere gange i den kommende tid.
Henrik


Artiklen fortsætter efter annoncen: