Biskop forudser at Folkekirken kan dø

Biskop Niels Henrik Arendt mener, at Folkekirken er for indadvendt og risikerer at bukke under, sagde han på et sognemøde.
”Kirken dør først ved tidens ende. Men Folkekirken er bare en ”overgangsordning”, der vil forsvinde, hvis dens medlemmer er alt for indadvendte”, proklamerede biskop Niels Henrik Arendt på et debatmøde i Haderslev Domsogn onsdag d. 22. februar.

– Kun kristendommen kan redde den europæiske kultur med ånd. Men det kommer ikke til at ske, uden vi tager til orde, sagde biskoppen.

Og der blev lagt endnu mere kul i kakkelovnen til en spændende debat om, hvorvidt Folkekirken overhovedet har nogen fremtid i det danske samfund.
– Det alvorlige er ikke, at kirken skrumper, men at en del af verden går til grunde uden evangeliet, indvendte en realistisk biskop, da tilhørerne fik et spændende oplæg til, hvad der må gøres for at vende de negative kurver med faldende dåbsprocenter og voksende udmeldelser af kirken.
– Der er opløftende tal om indledende dåbsundervisning og babysalmesang, og vi kan glæde os over en tårnhøj konfirmationsprocent på 70 %.
Hvert år har vi 50.000 unge gennem kirken, men hvad er det, vi giver dem? spurgte biskoppen.

Flere af dem, der stillede spørgsmål i den efterfølgende debat, rejste netop problematikken med den måde, konfirmanderne bliver behandlet på af Folkekirken:
En fortalte om en konfirmand, der gik op og spurgte præsten midt i prædikenen: ”Siger du ikke snart noget til mig!”
Når de unge starter på konfirmationsforberedelsen, sidder de helt ude på bænken og lytter, for at høre om præsten har noget at sige til dem. Men efter et par gange er det slut, for der var ikke så meget til dem.
– Præsterne er velforberedte, men for almene og abstrakte, i stedet for konkrete, fordi de ikke sætter sig en målgruppe, indvender Arendt og henviser til sine bispeeksamener, hvor alle kandidaterne får besked på at lave en prædiken, men inden skal de visualisere en af tilhørerne, som de vil holde prædikenen for.

Et gennemgående tema for sogneaftenen i Den Gamle Latinskole i Haderslev var, at en af de væsentligste faktorer for, at kirken går tilbage og føles irrelevant er, at menigheden er passiv. Der er ansatte til det hele. Biskoppen ønskede, at man skiftede fokus:
– Forsøgene med nyt og gammelt i forskellige gudstjenesteformer stritter i alle retninger, og det giver en manglende koncentration om det centrale: den almindelige veltilslebne gudstjeneste.
Måske skal vi droppe de mange forsøgstiltag og i stedet inddrage menigheden i at forberede og lave den almindelige gudstjeneste, mener bispen og fortæller, at man gjorde det i Lund i Sverige, og det skabte en vældig bevægelse, fordi folk fik ejerskab.
– Gudstjenesten er ikke præstens, men hele menighedens opgave. Selvom det er præsterne, der tegner kirken, så er det menighedens kirke. Menigheden er grundleddet/subjektet for, hvad der foregår i kirken. Derfor må vi have menigheden i gang med at gøre det, der sker i kirken, udfordrede biskoppen.

Tidl. statsminister Anders Fogh Rasmussen proklamerede, at religion skal ud af det offentlige rum.
– Det holder på ingen måde, indvendte Niels Henrik Arendt.
– For kristendommen har med alting at gøre. Der er ikke noget Gudfrit område, for så tager andre guder Hans plads!
Kun kristendommen kan redde den europæiske kultur med ånd. Men det kommer ikke til at ske, uden vi tager til orde.
– Kirkens budskab bliver aldrig relevant, hvis den ikke konstant råber ind i samfundet. Råber imod den herskende afgud: Mammon.
Økonomien tager hele tiden dagsordenen. Markedet sluger sine egne tilbedere. Det letter ikke tilværelsen, men giver bekymring, mavesår, stress og vrøvl med skattevæsenet, kom det provokerende med et smil på læben.
– For hvad er vigtigst, spurgte biskoppen retorisk: Evnen til at leve videre eller prisen på fyringsolie? Glæde eller sunde markedsanalyser? Vil vi helst rammes af Guds kraft og frihed, eller vinde den store gevinst i lotto? Ja, mange danskere ved slet ikke noget om den ånd, der er i kirken, fordi kirken er indadvendt og ikke tør være en profetisk røst ind i hverdagen. Det er en helt forkert prioritering.

– Kirken kan ikke passe sig selv. Inden kristendommen forsvandt i den orientalske verden omkring 1200-tallet, var der lige så mange kristne som andre religioner. Men den forsvandt som dug for solen pga. kirkens manglende villighed til at udfordre den dominerende kultur. Når kristendommen skrumper i den nuværende verden, kunne det have de samme årsager, påpegede Haderslevs biskop, og fortsatte:
– De unge spørger: hvad kan jeg bruge kirken til? Hvad er der i det for mig? Kan Folkekirken overhovedet svare på, om kristendommen er vigtig i det 21. århundrede? Spørg ikke: hvad er godt for kirken, men hvad er godt for menneskene! Tænk større! Sæt bommen højere! opfordrede Niels Henrik Arendt på sogneaftenen i Haderslev Domsogn.

– Det store spørgsmål er, om Folkekirken tjener det folk, som er her? Den måde kirken tjener folket på, er ikke ved at flyde med tidsånden og give lov til alle mulige ting, men ved at tale imod tendenser i vor tid for at sætte mennesker fri.
Biskoppen analyserer samfundssituationen sådan, at man i dag er, hvad man gør. Man skal bevise sin værdi og lægges mærke til for det. Der er et utal af forventninger og krav.
– Det er en forkrøblet tankegang, for det fratager mig fra at være fuldt til stede i livets opgaver, mener Arendt. Samtidig gør jeg aldrig nok. Så det bliver en konstant selveksponering og selviscenesættelse. Derfor er 463.000 danskere på lykkepiller. Det er 10 % af befolkningen.
Biskoppen mener, danskerne har et ufatteligt behov for noget uden for sig selv. At få at vide: Vi er godtaget af Gud.
– Vi behøver ikke have så pokkers travlt med at gøre andre tilfredse, for Gud har alt det, vi har brug for.
Sådan kan kristendommen tale trøst til mennesker, og sådan bliver den relevant, mener Niels Henrik Arendt, og siger at kirken skal stå ved sin betydning, fordi der er et forråd af ånd, overskud og frihed.
Men han mener også, kirken er nødt til at hive fat i de etiske spørgsmål: Hvad gør vi med familiekriserne, organdonation, de seksuelle minoriteter? Her mener han, kirken skal tale på tværs af forskellene.

Biskop Niels Henrik Arendt sluttede sit oplæg med at opliste et helt katalog over emner, kirken skal arbejde med for at overleve.
Vi skal være bedre til at tale enkelt og kortfattet og med klare signaler. Der er et stærkt behov for samtale om troen, men vi er ikke kommet i gang med den endnu. Vi er nødt til at talt om, hvad går troen ud på, for at hedenskaben ikke skal tage over.
Menighederne må oprustes teologisk. Det er ikke kun præsternes opgave. Alle skal kunne tale med.
De fremmede religioner og ateismen har været her i 30-40 år. Vi har ikke taget udadvendtheden til os mod de mennesker, der ikke kender kristendommen.
Manglende følelse af ejerskab hos danskerne i forhold til kirken. Man tror, nogle kredse har mest ejendomsret til kirken. Dem lidt udenfor bruger kirken, men har ikke ejerskab. Måske kan de inddrages ved, at vi inddrager det diakonale ansvar – omsorgen for de svage.
Kirkerummet må ikke blive det bedre borgerskabs festlokale, hvor man bare hilser pænt på hinanden. Her skal være plads til at være trist og i nød …
Vi må tale på tværs, på trods af uenigheden.
Den finske kirke rekrutterer konfirmanderne til at være ledere for den næste generation af konfirmander. På den måde får de vist tillid og ansvaret for den næste generation, derfor må de være bedre klædt på, og derfor fortsætter 40 % året efter.