Blinde kan også se
Af Villy Klit Johansen. Forhenværende sognepræst,
bor i Lisbjerg ved Århus.
For nogle år siden havde vi en blind klaverstemmer. Efter veludført arbejde fik han naturligvis en bid mad med og en hyggelig snak. Når han sagde farvel, tilføjede han: Det var hyggeligt at se dig.
Men han havde jo ikke set mig. Jo, det havde han nu alligevel, for at se er også at kende nogen og have glæde af at være sammen med dem. Det kan man godt, selvom man er blind. En blind kan godt se, og omvendt går mange seende blinde gennem livet. Vi kan synes, at vores syn er godt, og alligevel er vi blinde for det væsentligste i tilværelsen.
I evangeliet betyder at se også det at fatte, hvem Jesus er, at kende ham og tro på ham. Det havde Jesu disciple mere end svært ved, men den blinde ved Jeriko så det. Da han hørte, at Jesus kom, råbte han straks ad ham for at få hjælp. Han så, hvem Jesus var, og havde tiltro til ham. Jesus kunne hjælpe ham, det var han så sikker på, at han blev ved med at råbe, selvom de, der fulgtes med Jesus, forsøgte at bringe ham til tavshed.
Den blinde havde syn for Jesus. De seende disciple, der fulgtes med Jesus og hørte hans ord og så ham gøre store gerninger igen og igen, var derimod blinde for, hvem han var.
Hvad kommer denne blindhed af? Den kommer vel af, at de havde nogle forventninger, der gik i en anden retning. De tænkte sikkert, at den store påskefest i Jerusalem var en glimrende anledning til, at Jesus kunne slå til og vise sig som den Messias, alle ventede på.
Jesu forudsigelse af sin lidelse og død kunne de ikke bruge til noget. Den passede ikke ind i billedet. Det er såre menneskeligt at tænke sådan. Heller ikke for os er det naturligt at tænke, at Guds vej til herlighed går gennem lidelsen.
Disciplene kunne godt forstå de ord, Jesus brugte, men de brød sig ikke om det, han sagde, og derfor forstod de det ikke. Hvis det var sandt, at han skulle slås ihjel, så var den menneskelige ondskab langt større, end de brød sig om at tænke på. Og så var de også nødt til at indrømme, at de selv kom til kort over for livets opgave.
Det er ikke nok, at vi har en god vilje. Det er ikke engang nok, at vi med begejstring går til den opgave at gennemføre det gode. Ikke engang hvis vi fik millioner til at gå på gaden og råbe: Jesus er konge, ville det være nok. Det ville også være en komplet misforståelse.
Det ville nok også blive svært at gennemføre en Jesus-revolution her i landet, for den fremherskende åndsretning hvis man i den forbindelse kan bruge ordet ånd er materialismen. Der er i Vesten en udbredt tro på, at mennesket i kraft af sin fornuft og tekniske snilde kan klare alle problemer.
Men frelsen fra døden kommer ikke fra en selvsikker materialisme, den kommer fra Kristus, der i kærlighed gav sit liv for fortabte mennesker.
Jesus er verdens trøst. Det er hele verden, hans kærlighed gælder. Men den kærlighed er kendetegnet ved, at det enkelte menneske betyder alt. Da han var på vej til Jerusalem for at kæmpe for Guds skabte, men fortabte verden, havde han tid til at standse og hjælpe en stakkels blind, der råbte om hjælp. Så kan vi være forvissede om, at han aldrig nogensinde vil afvise et menneske, der har fået syn for Jesus og beder ham om hjælp.
