Frem med luppen
Af Maj Brit Hvid Christensen. Sognepræst i Brørup, Lindknud og Hovborg sogne.
Jesus præsenterer os denne søndag for Gudsrigets virkelighed. Han fortæller om bonden, der sår korn i jorden og tålmodigt venter på høsten. Kornet vokser op af sig selv tilsyneladende uafhængigt af bondens arbejdsindsats.
Jesus hævder, at det forholder sig på samme måde med Guds ord og Guds rige! Det har en egen kraft og magt i sig, som får det til at spire og gro i og omkring os uden vores arbejdsindsats, og uden vi ved hvordan!
Gudsrigets historie begyndte som det lille korn ganske småt. I et lillebitte land fødtes en dreng, som er Guds søn. Han endte sit liv på et kors. Den lille skare omkring ham synede heller ikke af meget. De blev snart forfulgt og modsagt. En ringe begyndelse. Et torturinstrument blev meget sigende et logo for deres tro.
Og selv om kristendommen nu er spredt ud over det meste af jorden, så ser det ikke imponerende ud. Nok holdes der gudstjenester i de fleste af landets kirker, men mange steder er det ikke noget tilløbsstykke. Det ser ikke ud af meget, og var kirken en almindelig virksomhed, havde den for længst drejet nøglen om. Der er jo ingen synlige og mærkbare resultater vel nærmest tværtimod. Kirken er ikke rentabel.
Det tror jeg heller aldrig, den bliver. For vi har at gøre med noget, som ikke står i vores magt men alene afhænger af Gud!
Det er Gud, der giver væksten det er pointen denne søndag. Bonden sår og det skal vi også gøre. Enhver af os er sat til at så frø frø fra Gud, der kan vokse og give tro, håb og kærlighed i menneskers liv. Helt konkret skal vi række den kærlighed og tilgivelse videre til andre, som vi selv er blevet mødt med af Gud.
Markusevangeliet 4, 26.
Det videre forløb ligger ikke i vores hænder. Bonden sår, men han kan ikke fremtvinge høsten. Han kan kun vente tålmodigt og tillidsfuldt.
Noget af det, der kendetegnede Jesu, da han gik omkring på jorden, var, at han havde øje for den enkelte og i særlig grad dem, der ikke så ud af så meget. Dem, som vi andre har tendens til at overse eller gøre overflødige, fordi de ikke lever op til samfundets vækstideal. Men Guds Rige omfatter også dem, og Jesus bruger det lillebitte sennepsfrø som et billede for at få os til at se det store i det mindste.
500 sennepsfrø vejer mindre end et gram, men hvert lille frø bliver til en plante på højde med en mand!
Set fra historiens fugleperspektiv voksede det lille sennepsfrø Gudsriget den lille menighed – da også op og blev ganske stor. Og utallige mennesker har gennem tiden fundet læ og hvile i troens og barmhjertighedens skygge. Men med væksten fulgte også fristelsen – fristelsen til at forlade sennepskornets iboende kraft og gå ud og trække lidt i kornet selv med magt, mirakler og manipulation! Kirken voksede måske, men Guds Riges spire blev kvalt, og mennesker blev såret.
Når vi lader os styre af vores egne ønsker om hurtige resultater i Guds riges arbejde, så kan det ende med, at vi i vores iver og manglende tålmodighed kommer til at ødelægge den jord, som sennepsfrøet Guds ord – skulle være sået i.
En japansk teolog har peget på, at kærlighedens fart hedder tålmodighed, og derfor er skridtgang Guds eget tempo. Det er et tempo, der er indrettet efter, at Gud så kan nå at få øje på dem, han møder. Gud går med andre ord langsomt, fordi han ønsker at møde mennesker, der hvor de er. Og han standser også op i dit og mit liv. Men lader vi os standse af ham? Eller er vores tempo så højt, så vi slet ikke opdager, at Gud selv er kommet os i møde?
Gud møder os i sit ord det ord, der selv gør sin virkning, når vi hører det og tager det til os. Det syner måske ikke af så meget. Men engang skal Guds rige bryde fuldt igennem og blive helt synligt. Indtil da kan vi kun se og modtage det i tro og i glimt få lov at se, hvordan det spirer og gror lige omkring os. Så find luppen frem. Så du kan få øje på sennepsfrøet også i dit eget liv.
