Hej du(e)

Som københavner har jeg svært ved at kategorisere storbyens mange duer som ven eller fjende.
Engang var de vældig nyttige og skønne at have ved hånden, fx i bibelske sammenhænge for Noa, da han skulle have tjekket vandstanden. Eller da Helligånden havde brug for en skikkelse at dale ned i, da Jesus blev døbt af Johannes Døberen. Men er disse fugle mon stadig pålidelige?

Forleden på Strøget overså jeg en overvægtig halvtam due (for flyve gider de jo ikke!), og jeg trådte næsten duen flad. ”Hey, du(e)!” råbte jeg, men den kiggede bebrejdende op på mig, som om jeg netop havde vadet ind i dens dagligstue. Er det mon vores eller deres verden, der rangerer højest?
Jeg fortsatte ned til Kongens Nytorv og satte mig til rette i det smukke sceneri omkring Det Kongelige Teater og Nyhavn. Jeg fyldte mit hoved med positive håbefulde forårstanker. En flok rutinerede cityduer krydsede himlen på malerisk facon og lagde an til landing foran det 5-stjernede Hotel d’Angleterre, lige ude på torvet foran den ”5-stjernede” udendørsrestaurant Puttes Pølsevogn.
Da indtraf tragedien. Jeg blev overdynget af fugtigt duelort i alle farver og skæve konsistenser. Bvadr. Jeg var øjeblikkeligt tilbage i min pessimistiske afsky for duer.