80.000 syrere er flygtet til Jordan
Mange syrere flygter fra byen Daara, hvor opstanden mod præsident Bashar Assad begyndte for et år siden. Andre er flygtet fra Homs, der længe har været beskudt af Assads styrker.Mens verden ser afmægtig til, og myrderierne i Syrien fortsætter uhindret, meldes det fra Jordan, at en masseflugt af syriske flygtninge – anslået til mindst 80.000 – er flygtet over grænsen til det hashemitiske kongerige.
Antallet er overvældende. Det er, ifølge en jordansk embedsmand, langt større end det, den jordanske regering tidligere har meddelt.
Mange er fra byen Daara, hvor opstanden mod præsident Bashar Assad begyndte for et år siden. Andre er fra Homs, der længe har været beskudt af Assads styrker. Civilbefolkningen lider, og først nu kan nogle af de sårede evakueres derfra.
Angrebene mod Homs, Daara og andre steder i Syrien har udløst en bølge af sårede syrere, der søger behandling og ly hos naboen.
– Regeringstropperne regner os for ingenting og vil eliminere os, siger en af de sårede, den 22-årige Mahmoud, der nu er under behandling på et jordansk hospital. Han har i den frie syriske hær arbejdet sammen med afhoppere fra regeringsstyrkerne.
Han havde hjulpet til med at få sårede ud af sammenstyrtede bygninger, da han blev ramt af en granatsplint i benet. Han turde ikke modtage lægebehandling i Syrien af frygt for at blive arresteret – og dræbt – af Assads soldater.
– Vores forbrydelse var at hjælpe sårede. Assad-gruppen er terrorister, siger Mahmoud, der ikke tør opgive sit efternavn.
Den 55-årige Abu Majed flygtede med sin familie fra Homs til Ramtha i Jordan under en pause i beskydningen. De bor i en lejet lejlighed sammen med andre syriske flygtninge. Han henstiller til Europa og USA at presse deres regeringer for at redde den syriske civilbefolkning. Han og hans familie blev flyttet fra sted til sted, indtil de kunne flygte til Jordan.
– Hvis vi forbliver alene, sagde Majed, vil det syriske styre flytte dets dødsmaskine fra by til by.
Den internationale bestyrtelse over situationen vokser i takt med angrebene på civilbefolkningen. Men der er meget lidt appetit i Vesten for en militæraktion af samme slags som den NATO-støttede kampagne i Libyen.