Ændring i flyforbindelse mellem Tel Aviv og Norden
Påny har der været et tilbageslag for flyforbindelsen mellem Tel Aviv og Norden, idet det nu oplyses, at det danske luftfartsselskab Cimber Sterling om kort tid vil indstille dets direkte flyrute mellem Tel Aviv og København.Sidste gang noget sådant skete var for en halv snes år siden, da såvel SAS som El Al standsede deres direkte flyvning melle de to byer, begrundet med nedgangen i passagertallet som følge af den palestinensiske opstand – intifadaen – og terroristangrebet mod skyskrabere i New York.
I de mellemliggende år har skandinaviske og israelske flypassagerer været henvist til at mellemlande et sted i Europa – Ankara, Zurich, Wien, London m. fl. – i forbindelsen mellem de to byer. Generende og forlængende af flytiden med flere timer.
Cimber Sterling havde imens markedsundersøgt situationen og besluttede at åbne en flyrute Tel Aviv-København. Den eksisterede i halvandet år, indtil selskabet besluttede at standse den som følge af manglende rentabilitet.
Det nærmeste man idag kommer en direkte flyforbindelse mellem Israel og Skandinavien er ruten Tel Aviv-Malmø med Arkia-New Gateways, men blot i de to sommermåneder juli og august – og kun med flyvning om mandagen. Dette luftfartsselskab reklamerer med, at der ikke skal betales ekstra for bagage (20 kg), og at der er gratis mad og drikke på flyet.
Dette er i stærk modsætning til Cimber Sterling, hvor der skulle betales ekstra for mad, drikke, bagage og pladsreservering.
En anden forbindelse er med flyselskabet “Norwegian”, der flyver mellem Stockholm og Tel Aviv – nok den billigste dem alle.
SAS oplyser, at det ikke har planer om at åbne en ny rute til Tel Aviv, men at det “holder øje med markedet og vil tilpasse sig situationen, såsnart der er mulighed for en ny og rentabel rute”.