Debat

Forkerte oplysninger om Scot McKnight?

Af Jesper Fodgaard,
formand, Niels Peder Nielsen, næstformand,
Michael Sjælland, konst. landsleder i DanskOase
.

Det er med stor undren og ærgrelse, at vi i sidste uge læste Udfordringens omtale af Scot McKnight – en af hovedtalerne på Sommeroase 2012. Artiklen rummer forkerte oplysninger på trods af, at vi gentagne gange inden artiklens udfærdigelse både skriftligt og mundtligt har redegjort for sagens rette sammenhæng for både journalist og redaktør.

Vi synes, det er en journalistisk standard under lavmålet og samtidig udtryk for uetisk adfærd, at Udfordringen trods vores rettelse alligevel vælger at køre en historie, der fortæller usandheder om Scot McKnight og mistænkeliggør ham ved at give indtryk af, at han har taget et opgør med klassisk kristendom og den dag i dag er en medvandrer for Emerging Church.

Det er rigtigt, at en af vores medarbejdere ved en fejl havde skrevet på Sommeroases hjemmeside, at Scot McKnight er fortaler for Emerging Church-bevægelsen. Som vi også gjorde Udfordringen opmærksom på, er det en fejl, som skyldes, at Scot McKnight i 2007 besøgte Sommeroase og holdt et foredrag om Emerging Church. På dette tidspunkt var han en del af debatten omkring bevægelsen ligesom mange andre teologer i øvrigt. Som vi skriftligt har dokumenteret for Udfordringen, så lagde McKnight offentligt i bl.a. Christianity Today afstand til bevægelsens frontfigur, Brian McLaren, allerede i 2008 og igen i 2010.
Scot McKnight har ikke på nogen måde været igennem et opgør med klassisk kristendom, men søger tværtimod at fokusere os på, hvad evangeliet er ved at nærlæse de bibelske skrifter.

Hvis nogen i Danmark ligesom os længes efter en sådan gennemgang, så er de velkommen på SommerOase. Det gælder i øvrigt også enhver, der er optaget af at stille udfordrende spørgsmål til tro og kirke – hvilken bevægelse de så end er en del af. Vi er stolte over at kunne præsentere en af den evangelikale verdens mest fremtrædende bibelundervisere på Sommeroase 2012.

Artiklen i Udfordringen bruger en del spalteplads på Emerging Church – en uhomogen bevægelse som med udgangspunkt i en amerikansk kontekst de sidste 10 år har samlet en række meget forskellige personer fra meget forskellige sammenhænge. Bevægelsens aktører har stillet en række spørgsmål, som i forskellige grader har udfordret den etablerede kirkes kultur, form og teologi.

Hverken Scot McKnight eller DanskOase er en del af Emerging Church. Hvis Udfordringen ønsker en grundig teologisk debat om denne bevægelse, så er det en ærlig sag, som vi vil have stor forståelse for og interesse i. Men det er ikke hæderligt at mistænkeliggøre Scot McKnight og DanskOase i den sammenhæng.

Svar:

Der er IKKE forkerte oplysninger i artiklen.
Men McKnight og Dansk Oases ledelse har selv været med til at skabe tvivl om deres teologiske troværdighed:
1) Ved at McKnight kalder sig selv en ”medvandrer” i forhold til den kontroversielle bevægelse Emerging Church, som stiller spørgsmål ved kristendommens grundlæggende dogmer.
2) Ved at Oase på sin hjemmeside selv kaldte hovedtaleren for en ”fortaler” for Emerging Church bevægelsen.
Udfordringens medarbejder kontaktede derfor Oases formand Jesper Fodgaard med disse oplysninger og gav ham mulighed for at kommentere. Og hans forklaring blev gengivet. Nemlig, at Scot McKnight nu har lagt afstand til den kontroversielle bevægelse.
Det er da rart at vide for de mange mennesker, som skal høre på mandens undervisning hver dag på SommerOase.
Nu har Fodgaard m.fl. så igen fået mulighed for at pointere deres synspunkter her.
Så der er bestemt ingen grund til at stille spørgsmål ved Udfordringens hæderlighed.
Vi har vel lov til at spørge.
Henri Nissen
Ansv. hav. redaktør.

Flere (S)kilsmisser?

Karlo Brondbjerg er Miljø-og energipolitisk ordfører og storkredsformand for Kristendemokraterne i Vestjylland.

Socialminister Karen Hækkerups forslag om hurtigere skilsmisser vil sikre, at Danmark forsat ”fører”, når vi tæller ægteskabsforlis. Folketinget har i årtier været usikre på, hvordan de menneskelige værdier passer ind på den politiske scene. Nu er familieministeren fjernet, og rammerne for familiens trivsel er reduceret til nærmest usynlighed.
Kristendemokraterne har både i folketing og kommuner arbejdet for at styrke familierådgivningen, men i 2009 blev støtten stærkt reduceret af både VKO og oppositionen. Men når familien først er blevet splittet, er der ikke grænser for hvilke hjælpemidler kommuner og stat tilbyder til børnene!
Kristendemokraterne vil forebygge 40% af alle skilsmisser ved obligatorisk familierådgivning, inden mulighed for skilsmisse. Erfaringer fra Norge viser at både ægtepar, børn og samfund vinder gennem rådgivning. Alene det at forældrene taler ordentligt sammen, vil give børnene mere tryghed. Og trygge børn klarer sig bedre i både skole, arbejdsliv og samfund.
Unge cuttere, alkoholmisbrugere osv. har desværre ofte relation til familier i krise. Regeringen ønsker hverken en familieminister eller en værdikommission; til gengæld skal det være både lettere og hurtigere at få skilsmisse!
Kristendemokraterne vil gå den stik modsatte vej; men det kræver at vi som politikere engagerer os i menneskeværdier og behov. På dette vigtige område er bl.a. Norge langt foran. Hvis børn og unge havde stemmeret, ville folketinget garanteret tænke anderledes.
For Kristendemokraterne
Karlo Brondbjerg
Rossinisvej 2
7400 Herning

Kald til bøn og handling

Bøn er vi kristnes åndedræt. Bøn giver kraft fra Gud til et samfundsrelevant liv med rettidig omhu.
Der er blevet bedt meget for nogle uduelige kirkeledere i vort land. Alligevel fortsætter disse ”åndeligt blinde” biskopper sammen med en ”åndelig blind og døv” kirkeminister på deres og Danmarks åndelige nedtur! Derfor må alle vågne kristne nu påtage sig at værne om Kirkens værdier i aktiv handling mod den overhængende ødelæggelse, der truer – ikke blot folkekirken som første del af den politiske salami-metode, – men senere også frikirkerne, fordi de kirkelige forrædere med djævelens vold og magt vil ødelægge det heteroseksuelle ægteskab ved at ligestille det lovmæssigt med et homoseksuelt ægteskabsforhold, som ved lov skal tvinges ind under en kirkelig velsignelse.
Det hjælper ikke danskerne eller Danmark at melde sig ud af folkekirken. Det er et overgreb mod Kirkens lære og liv. Derfor vil det nu kun hjælpe hvis alle kristne vil melde sig ind i kampen for den kristne Kirke i Danmark. Det er nu der skal kæmpes. Men vi skal både forsætte med at bede for disse blinde vejledere, for hele sagen og de involverede – bede måske mere end nogensinde. Men aktiv handling i nutid med forhåbentlig Danmarks Bede – alliance som fælles talerør er nødvendig for at standse de kirkelige vildledere, der vil sætte både Bibelen, Kirkens bekendelsesskrifter og Danmarks Grundlovs § 4 ud af kraft.
I stedet for at understøtte den evangelisk-lutherske kirke som er den danske folkekirke, som staten i Grundlovens § 4 forpligter sig til, så undergraver kirkeministeren og nogle biskopper Danmarks kirkeliv.
Nu da det står klart for alle danskere, hvad forræderne er ude på, må vi anmode alle dem, der føler ansvar for Guds kirke i Danmark om at gribe ind før den åndelige forførelse bliver effektueret.
Længe nok har alt for mange – til skade for vort land – tiet stille til alt for meget. Tiden er inde til at kristenheden løfter hovederne og siger sandheden og aktivt kæmper for at den kristne kirke i Danmark kan overleve den påtænkte deroute for Kirken.
Præster og ledere i Danmarks Bede – alliance regi opfordres hermed til – hellere i dag end i morgen – at forene sig i fælles kontakt om emnet, så vi sammen kan gøre fyldest i den nødvendige overlevelseshandling for Kirken. Op, I kristne, ruster eder. Salme nr. 625 i DDS.
Med tro, forventning, tak og bøn for et åndeligt frit og vågent Danmark.
Johannes Kirk Søndergaard
Enebærparken 146
6000 Kolding

Fravalget

Der gøres et stort nummer ud af at fortælle os, at 7 ministre ikke er medlemmer af Folkekirken, men i sidste ende er det ikke et spørgsmål om medlemskab eller ikke-medlemskab. Billy Graham sagde engang: ”Du bliver lige så lidt en kristen ved at sidde i en kirke som du bliver en hest ved at opholde dig i en stald.”

Jeg hetzer ikke imod Folkekirken, tværtimod drikker jeg gerne i ny og næ en kop kaffe med dens fromme medlemmer. Jeg kan lide af citere den forhenværende katolske biskop, Hans Martinsen, som i et foredrag udæskende spurgte: ”I kalder jer lutheranere, men hvor meget betyder den bibel for jer, som Luther lagde så stor vægt på?” I praksis ingenting.

Ministrenes nej til Folkekirken skyldes imidlertid ikke ønsket om at være hverken ”bibeltro” eller Kristi efterfølgere, men tydeligvis et bevidst fravalg af Gud , som der ikke er plads til, men burde være det i vort åndsforladte folk.
Jørn Nielsen
H.C. Lumbyes Vej 159A
4700 Næstved

Bibeltro præster

Tiden efter 15. juni, kalder på et nyt begreb: Bibeltro præster. Dagen for, hvornår bøsser og lesbiske kan blive gift i Folkekirken med Folketingets og nogle præsters velsignelse. Guds velsignelse er derimod mere tvivlsom, fordi Guds ord og Paulus er lodret imod.
Et argument for indførelse af begrebet, bibeltro præster, er bl.a., at den nu afgåede pastor Villy Mølgaard, ved Vesterkær Kirke, i sin sidste prædiken sagde, at han ikke tror på Bibelen, men på den levende Gud. Det ene udelukker i grunden det andet; men da Bibelen, som rettesnor, heller ikke anfægter politikerne, kan vi åbenbart gøre, som det passer os.
Andre præster er lige så klare i mælet for det modsatte synspunkt. I Vor Frelsers Kirke i Aalborg er begge præster imod velsignelse og vielse af homofile. Som kirkegænger kunne det derfor være rart at vide, hvor man kan gå i kirke og høre en bibeltro præst.
NB. Valdemarsdag vil blive husket for noget!
Knud Held-Hansen
Beatesmindevej 76, 1.tv.
9210 Aalborg SØ

Debatindlæg er udtryk for læserens egen holdning – ikke nødvendigvis Udfordringens. Obs! Max 200 ord. Red. forbeholder sig ret til at forkorte og udelade indlæg. Send dit debatindlæg til: debat@udfordringen.dk