En mærkelig dag

Hun vidste da godt, at hun ikke burde gøre det. På den
anden side, så måtte man jo selv sørge for sin egen
lykke. Og det føltes rigtigt – på en måde. Det var
alligevel bedre end så meget andet.Hun kunne jo også blive en del af de hellige. Men de
havde så mange regler, og hun forstod ikke helt
hvorfor. Men det var vel, fordi Gud havde sagt det –
engang for flere tusinde år siden.
Der var i hvert fald ikke nogen tvivl om, hvad hendes
mor syntes. Det havde hun aldrig lagt skjul på. Hun
havde altid sagt sin mening højt og tydeligt, så man
slet ikke var i tvivl om, hvad det var hun mente. Det
var egentlig det samme med hendes far. De var altid
så fokuserede på, hvad der var det rigtige at gøre.
Mor og far havde nok fået det hele at vide for længe
siden. Snakken gik hurtigt her i byen.

Det var også derfor hun ikke havde snakket med
dem siden…ja, siden i forgårs. Det var allerede to
dage siden nu. Det føltes meget underligt at tænke
tilbage på. Hun havde heller ikke snakket med ham.
Det var jo egentlig også hans skyld, at hun var endt i
denne situation. Et ord havde ledt til flere ord – og til
sidst til handling. Pludselig lå de der i sengen
sammen. ”Det går nok”, tænkte hun. Bare lige denne
her gang. Men det gjorde det ikke.

De var blevet opdaget. Det var meget pinligt. Hun
vidste jo godt inderst inde, at det var forkert. Og nu
var det pludselig åbenlyst for enhver, hvad der var
sket. Det hele gik så hurtigt bagefter, og pludselig lå
hun dér – lige foran ham den store taler, som nogle
af veninderne havde snakket om. De var ret
begejstrerede for ham, men hun havde aldrig hørt
ham sige noget. Nu skulle han pludselig bestemme,
om hun skulle leve eller dø. Hvorfor lige ham? Det
forstod hun stadigvæk ikke. Men hun fortjente jo
faktisk at dø – i hvert fald ifølge de hellige. De var
klar til at henrette hende med det samme.

Det var så mærkeligt, for ham den store taler virkede
næsten ligeglad. Han virkede også lidt trist, synes
hun. Som om, han næsten ikke orkede at svare de
hellige. Så sagde han pludselig noget til dem. Og det
var de ord, som hun stadigvæk tænkte på. For det
havde ændret alting på et øjeblik. De hellige gik først
deres vej, og så sagde han til hende:
– Jeg fordømmer dig ikke, men lad være med at
synde mere fra nu af.
Og hvad så nu? Ja, hun var da ikke død – i hvert fald.