Frygt for øget Hizbollah-aktivitet i Sydlibanon
FNs fredsbevarende styrke UNIFIL forlader måske Libanon af økonomiske årsager.
En alvorlig situation er opstået omkring FNs fredsbevarende styrke, UNIFIL, i Sydlibanon, og i nogle kredse tales der om et sammenbrud af denne troppestyrke som følge af den økonomiske situation i en række medlemslande.
Man kunne gisne om, hvilke konsekvenser en opløsning af denne militærenhed vil kunne få for forholdet mellem Israel og den ekstremistiske Hizbollah-organisation i Libanon.
I Israel udtrykkes der bekymring for, at en fransk beslutning om at trække en stor del af dets soldater ud af regionen måske vil få flere af styrkens medlemslande til at følge trop.
Norden er ikke længere repræsenteret i selve styrken, men nogle norske og andre skandinaviske officerer virker som observatører ved UNIFIL.
For flere år siden trak Norge sig ud fra en tilsvarende fredsbevarende mission i Sydlibanon. En fransk militærenhed kom til. Den franske styrke kom syngende ind på militærpladsen – en stor oplevelse for tilskuerne, heriblandt deres korrespondent.
Dette var længe før UNIFIL blev oprettet, hvilket skete i kølvandet på Den anden Libanon-krig i 2006.
Før krigen mellem Israel og Hizbollah var nogle få tusind internationale soldater stationeret i grænseområdet, men efter krigen blev styrken udvidet til ikke færre end 11.751 soldater fra 37 lande. Frankrig bidrog med hele 1302 soldater.
Israel har haft en blandet opfattelse af UNIFIL i de næsten seks år, der er gået siden krigen. Den israelske regering har været tilfreds med, at styrken har forhindret Hizbollah i at genopbygge sin infrastruktur og raketafskydningssteder i Sydlibanon.
Men Israel kritiserer styrkens mandat, som ikke tillader internationale soldater at gå ind i landsbyer og lede efter Hizbollah-aktiviteter uden samordning med det libanesiske militær.
Hertil kommer, at styrkens mandat blot tillader den at operere i Sydlibanon, men ikke ved grænsen til Syrien – hvorfra de fleste våbentransporter er foregået de seneste år.
Frankrig har nu besluttet at trække 400 soldater bort fra dets militærenhed i området, og Italien vil også reducere sin enhed.
– Dette er bekymrende, men forventet, siger en israelsk militær talsmand. Vi håber, at de europæiske lande vil forblive forpligtede til operationen, for en sådan reduktion vil gøre styrken mindre effektiv.
Ifølge talsmanden er den franske og italienske beslutning om at nedbringe deres bidrag til fredsstyrken en følge af den globale økonomiske krise, såvel som hyppigere angreb mod styrken.
Fem franske UNIFIL-soldater blev i december såret af en bombe ved vejsiden i området i det tredje angreb mod denne internationale fredsbevarende styrke ifjor.
Italien nedbragte sit bidrag med 700 soldater, efter at seks italienske soldater var blevet såret i maj.
En højtstående libanesisk kilde siger, at det som følge af den forværrede økonomiske krise er den almene opfattelse i Frankrig – uanset hvem der vinder ved det forestående præsidentvalg – at UNIFIL-tropper skal trækkes ud af fredsstyrken.
– Vi forstår, at den franske beslutning (om troppetilbagetrækning. red.) er betydningsfuld og farlig, – men finanskrisen er også alvorlig, siger en fransk kilde.
En diplomat i det libanesiske udenrigsministerium siger:
– En tilbagetrækning af franske soldater vil gøre UNIFIL ukampdygtig og være et slag mod FN-resolution nr. 1701 og dennes formål. Frankrig er rygraden i UNIFIL. En fransk tibagetrækning vil neutralisere UNIFIL og forhindre den i at fortsætte dens rolle. Selv en reduktion i antallet af franske soldater vil forvandle UNIFIL til at blot at være en symbolsk styrke – og medføre en domino-virkning.
Videre siger han:
– En fransk tilbagetrækning vil føre til en mindskning af Frankrigs rolle i Libanon og dets historiske forbindelse med landet. Det vil faktisk indebære, at Frankrig træder tilbage fra den moderlige rolle, det længe har haft for en stor del af det libanesiske folk.