Kan man storme (ind i) Guds rige?
Bibeloversætter Iver Larsen skriver i sin kronik om problemerne, man kan løbe ind i, når det drejer sig om forståelsen af grundteksten.Enhver bibeloversættelse skal naturligvis være tro mod grundteksten, men der findes nogle få vers, hvor det er svært at afgøre, hvad grundteksten egentligt betyder. Et af disse vers er Mattæus 11,12.
Af Iver Larsen
Er bibeloversætter. Han står bag oversættelsen af Bibelen på Hverdagsdansk.
Nogle evangelister er meget energiske og fremfusende, og de foretrækker en oversættelse noget i retning af den kendte engelske New International Version (NIV), som i min oversættelse fra engelsk lyder: Fra Johannes Døbers dage indtil nu er Himmeriget stormet frem med magt, og magtfulde mænd tager fat i det. Det minder om den oversættelse, man har valgt i Den nye Aftale.
Men den komite, som har ansvar for at opdatere NIV, har nu ændret oversættelsen til: Fra Johannes Døbers dage indtil nu har Himmeriget været udsat for vold, og voldelige mennesker har gjort udfald imod det. (From the days of John the Baptist until now, the kingdom of heaven has been subjected to violence, and violent people have been raiding it.)
Lad os se på nogle danske oversættelser, hvor AO betyder den autoriserede oversættelse:
AO 1871 Men fra Johannes den Døbers Dage indtil nu trænger man med Vold ind i Himmeriges Rige, og de, som trænge ind, rive det til sig.
AO 1907 Men fra Johannes Døberens Dage indtil nu tages Himmeriges Rige med Vold, og Voldsmænd rive det til sig.
AO 1948 Og fra Johannes Døbers dage indtil nu tages Himmeriget med storm, og de, der stormer det, river det til sig.
AO 1992 – Fra Johannes Døbers dage indtil nu er Himmeriget blevet stormet, og de fremstormende river det til sig.
Seidelin Fra Johannes Døbers dage indtil nu tages Gudsriget med storm, og de fremstormende løber af med det.
Hverdagsdansk, 1. udgave Fra det tidspunkt, da Johannes begyndte at prædike og døbe og indtil nu, har ivrige skarer stormet Himmeriget, og de, der stormer det, river det til sig.
Den ny Aftale Fra dengang han levede, og indtil nu er Guds rige stormet frem, og de der stormer det, vinder det.
Hverdagsdansk, revideret udgave – Lige fra Johannes begyndte sit virke, har Guds rige mødt voldsom modstand, og modstanderne søger at komme det til livs.
Som bibeloversætter må man studere både de enkelte ord på grundsproget og sammenhængen. I begyndelsen af kapitlet møder vi Johannes Døber i fængslet. Han har forkyndt sit budskab om omvendelse også for kong Herodes Antipas, og derfor har Herodes brugt vold til at sætte ham i fængsel for at stoppe munden på ham.
De jødiske ledere har endnu ikke brugt vold mod Jesus, men de har gjort alt, hvad de kan for at stoppe munden på ham, og de har planer om at få ham uskadeliggjort. Budskabet om Guds rige, eller Himmeriget, som Mattæus kalder det, var populært hos den brede befolkning, men ikke hos samfundets magthavere. I samme kapitel, vers 18 og 19, beskriver Jesus, hvordan farisæerne og de skriftkloge har nægtet at høre på Johannes og kalder ham for besat (en skør asket). Jesus kalder de for en frådser og dranker. Men så tilføjer Jesus, at de, der er villige til at lytte og tage imod budskabet om Guds rige, vil erfare sandheden og visdommen i budskabet.
I det næste afsnit i kapitlet udtaler Jesus dom over de vantro byer, som ikke ville tage imod budskabet om Guds rige. Hele kapitlet drejer sig om den modstand, de politiske og religiøse magthavere har udvist over for Guds rige, mens mange almindelige mennesker var mere positive.
Ser vi på det græske ord, der i de tidligere danske oversættelser blev oversat med vold, har det to mulige betydninger. Enten er det Guds rige, der trænger frem med vold for egen vindings skyld, eller også er det Guds rige, der bliver udsat for voldelige angreb. Ud fra sammenhængen er der næppe tvivl om, at det er den sidste betydning, der er den korrekte. Guds rige kan ikke trænge frem med vold, og man kan heller ikke med vold trænge ind i Guds rige. Senere danske oversættelser har bevæget sig væk fra grundteksten, når de taler om at storme frem.
Dernæst møder vi ordet for voldsmænd, som man kan se i 1907 oversættelsen. Det er de personer, som har forsøgt at komme budskabet om Guds rige til livs med vold og magt. Ordet betyder ikke de fremstormende, men de voldelige modstandere.
Det sidste ord, som flere oversættelser gengiver med rive til sig, er anvendt flere andre steder, f.eks. i Mattæus 13,19: Så kommer den Onde og river det bort, der er sået i hans hjerte. Det forekommer også i Johannes 10,12: Ulven røver dem (fårene). Ordet betyder egentlig med magt at fjerne noget eller nogen fra et sted til et andet. Ofte er sammenhængen negativ, som på de to steder, der er citeret ovenfor. Der er næppe tvivl om, at verset her taler om de modstandere af Gudsriget, som med vold og magt vil søge at ødelægge det.
Ingen kan storme ind i Guds rige med vold og magt. Man er nødt til at aflægge sine forudfattede meninger og åbne sig for budskabet om Guds rige. Man må ofre sin egen stolthed og sit eget magtbegær. Men det betyder ikke, at man kommer sovende ind i Guds rige! Jesus siger i Mattæus 6,33, at vi skal søge Guds rige. I Mattæus 7,13-14 siger han: Gå ind gennem den snævre port. Vid er den port og bred den vej, der fører til fortabelsen. Mange er de, der følger den. Snæver er den port og smal den vej, der fører til livet. Få er de, der finder den. Og Lukas 13,23-25 beretter: En mand spurgte ham: Er det kun få, der kommer ind i Guds rige? Han svarede: I må kæmpe for at komme ind gennem den smalle dør. Mange vil prøve at komme indenfor, men det vil ikke lykkes dem. Når først husets herre har lukket døren, er det for sent. Står I da udenfor og banker på døren og råber: Herre, luk os ind! vil svaret lyde: Jeg kender jer ikke.