Hva’ skal vi gøre?

For nogle år siden var jeg som sædvanlig dybt frustreret over kirkens situation i Danmark – det var før, de fleste andre var det. Jeg spurgte dengang Gud i bøn, mens jeg kørte ud ad motorvejen, hvad der dog skulle ske med kirken i fremtiden.
– Ja, hvad ser du? spurgte en stemme inde i mit hoved.
De følgende minutter bemærkede jeg under min køretur nogle påfaldende glimt, som alle talte meget tydeligt til mig. Siden har jeg lært, at Gud ofte taler til os gennem det, vi ser. Og jeg har ofte tænkt på de markante billeder.

Det første, jeg så, var en smuk gammel kirke fra middelalderen, som pludselig forsvandt ned bag nogle træer. Det skyldtes, at jeg samtidig kørte ned ad en bakke, men det var meget påfaldende. Det skete glidende, men hurtigt. Og jeg tænkte, faktisk lidt rystet: Folkekirken, som vi kender den, vil forsvinde…
Dernæst bemærkede jeg, at der mærkeligt nok var trukket sække over vejskiltene på en flere kilometer lang strækning. Jeg tænkte: Der mangler vejvisere.
Så delte vejen sig, og jeg drejede væk fra den lige vej og mod venstre. Og jeg tænkte: Vejen frem går i en anden retning, end vi troede.
Jeg kom over en høj bro. Og indeni hovedet sang Grundtvigs salme om ”O vidunder-tro! Du slår over dybet din gyngende bro.” (O Kristelighed, dds 321).
På den anden side var der igen en kirke – og den var mærkeligt nok både hvid og rød. Så jeg tænkte: Der kommer igen en ”dansk” kirke.
Omkring kirken var der høstede marker, og derefter kom der endnu en kirke, helt i rødt. For mig var det den sidste sejrskirke. Som de siger i Frelsens Hær: Blod og Ild!

Du må selv om du vil tage min køretur for mere end tilfældigheder og egne tanker. Jeg synes bare, at vi netop nu står i den situation: Folkekirken – som vi kender den – er hastigt ved at forsvinde. Der er ingen, der viser vej. Vi ved ikke, hvad vi skal. Måske en anden vej, end den vi troede.
Vi har kun vores vidunder-tro på den vidunderlige Jesus. Han er det faste holdepunkt i det usikre landskab, men han er der – lige indtil verdens ende. Når grundvoldene vakler, gælder det om at holde fast i Ham og huske det, han har lært os.

Af redaktør Henri Nissen