Kristent tv fra Danmark til Tyrkiet i fem år
KKR/TV i København var med til at starte den tyrkiske Kanal Hayat.
Den tyrkiske kristne tv-kanal Hayat blev bl.a. startet af KKR/TV for fem år siden. Det blev fejret i Kirken i Kulturcentret i søndags.
– Pessimisterne var mange for fem år siden. Sløseri med tid og økonomiske midler var kommentarer, som hørtes fra flere. En tyrkisk imam, som blev interviewet af Danmarks Radio, udtalte: KKR/TVs ledelse må være meget naiv, for det, de planlægger, går ikke. Det er ganske enkelt umuligt.
Det fortæller producer Botond Fodor fra KKR/TV.
De to første forsøg på at gå i luften blev forpurret, men ved det tredje forsøg kunne ingen stoppe kanalen, og den 15. marts 2007 gik Kanal Hayat i luften. Kanal Hayat betyder Livets Kanal.
Og responsen har været støt stigende. Det første år kom 1.500 henvendelser. Det var i 2011 vokset til over 275.000.
– Med tanke på, at Tyrkiet kun har 3-4.000 evangeliske troende ud af en befolkning på 75 millioner, er responsen iøjnefaldende stor, reflekterer Botond Fodor.
Kirken i Kulturcenteret, hvor KKR/TV har til huse, fejrede 5-årsdagen ved gudstjenesten i søndags.
/sl