Langfredags nødvendighed

Selvom langfredag handler om verdenshistoriens største justitsmord begået på den tids værste
torturinstrument, nemlig det opretstående kors, så var denne blodige uret en guddommelig nødvendighed.
En af mine jødiske venner, en forhenværende kendt politiker, sagde til mig, da jeg på hans opfordring uddybede korsfæstelsens mysterium: ”Den med at Jesus døde for vore synder, køber jeg, men…” Hans ”men” gik på, at Jesus ikke var mere Guds Søn end vi alle i én forstand er Guds sønner (og døtre).
Af Jørn Nielsen, Næstved
Forfatter og
kommentator.

Men så langt kom vi dog i samtalen efter vi et kort øjeblik havde dvælet ved Esajas´ profeti om Jesus, fremsagt ca. 700 år før det skete:  ”Han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld, os til fred kom straf over ham, vi fik lægedom ved hans sår.”  (Esajas 53:5).

Så langt kom vi som sagt, men ikke længere. Ifg. overrabbiner Bent Lexner ”kan de kristnes Jesus ikke være den jødiske Messias. Forventningerne er ikke blevet indfriet.” (Kr.Dagblad 24/12.10) Forventningerne gik ikke på Kristi (Messias´) forsoningsdød på korset, men ensidigt på et konkret, messiansk fredsrige på jorden, og det til trods for at Det gamle Testamente er spækket med henvisninger til uskyldige offerlam, som tydeligvis viser Jesus som opfyldelsen af den gamle, jødiske lov om stedfortrædende soningsdød for folkets synder.

Denne fundamentale betragtning fik jeg engang lejlighed til at gentage for et jødisk selskab, der med deres rabbiner viste mig og andre gæster rundt i deres synagoge i byen Williamsport i Pennsylvania.  Jeg var overrasket over den frihed, de gav mig som kristen til at ytre mig, og der blev musestille, da jeg citerede det centrale påskeord fra Joh. 1:29: ”Se Guds Lam, som bærer verdens synd!”

Min pointe var dengang som nu, at dramaet på Golgata for snart 2000 år siden var en nødvendighed. Den blev stillet i ekstra relief, da en medpatient under et kurophold for nylig spurgte mig: ”Helt ærligt, har du altid været et godt menneske?”  Spørgsmålet burde være overflødigt, men jeg måtte svare: ”Nej og atter nej.  Jeg er en synder, men det var jo netop for syndere, at Jesus døde på korset!”

Når jeg med ofte ikke alt for stor tålmodighed arbejder mig igennem Mosebøgerne, især 3. Mosebog med loven om de forskellige blodige ofre, indrømmer jeg, at jeg engang imellem kan køre træt og lidt surt i det.  Men jeg véd jo, at de mange love om ofre i Den gamle Pagt viser forskellige sider af både Kristi unikke og uangribelige person og den pris, Han betalte på Golgata for vore synder.  Jeg føler da en befriende glæde ved i Det ny Testamente at få forkyndt, at alt er opfyldt i den korsfæstede og opstandne Frelser, og at der ikke er flere lovbud at iagttage. ”Kristus er lovens ophør”, står der (Rom. 10:4), og da kan også jeg ophøre med egne anstrengelser og fromhedsøvelser.

Påskemaleri af Rita Nielsen.

En forkynder, nu pensioneret folkekirkepræst, fortalte mig, hvordan han under et bibelskoleophold på Luthersk Missionsforenings højskole i Hillerød, også kørte træt. Det var hans kristendom, som han ikke kunne få til at lykkes.  En dag gik han op til skolens forstander, daværende Fritz Larsen, og sagde det, som det var. ”Jeg må rejse, jeg orker det ikke mere…” Han fortalte, at forstanderen blot sagde disse tre ord til ham: ”Det er fuldbragt!” Det var lige de forløsende ord, han trængte til at høre, og som Guds Ånd brugte. ”Det var som om, jeg blev befriet fra en tung byrde”, sagde han. Han blev senere en frigjort, glad, evangelisk prædikant.

Som ny i troen var jeg både genert og menneskesky. Jeg ville så gerne fortælle andre om Jesus, men frimodigheden svigtede. En ældre ven gav mig et lille emblem til at stikke i knaphullet på min jakke.  Der stod: ”Kristus døde for mig.”  Det ville give anledning til spørgsmål, sagde min ven, og være en hjælp til at vidne.  Jeg var stadig genert, men så læste jeg, at den berømte prædikant, C.H. Spurgeon, havde udtalt: ”Min teologi er meget enkel. Den består kun af 4 ord:  Kristus døde for mig!”  Da tænkte jeg: Det må jeg også kunne sige, så hans ord gjorde jeg til mine, når den ene efter den anden på min læreplads i ØK spurgte til dette emblem.  Det ene fører ofte det andet med sig, og snart har jeg fået lov at proklamere denne enkle ”teologi” til mange mennesker både på tomandshånd og for forsamlinger i ind- og udland.

En velmenende ven sagde til mig: ”Hvorfor bruger du ikke din gode salgsteknik rent religiøst?” Han mente det godt, og jeg forstod, hvad han mente. Men nej, ordet om korset er ikke et spørgsmål om ”salgsteknik”, men formidling af et meget enkelt evangelium i Åndens kraft trods vor egen svaghed.  Min livsaften stunder til, og snart skal jeg i evigheden møde mange af dem, jeg her fik lov at give nævnte de fire, magtfulde ord for.

Til en åndelig søn i Californien sagde jeg:  ”Du må forstå, at jeg har intet haft med din omvendelse at gøre. Jeg har kun været en kanal for Kristi ord, intet andet.”  Han spurgte mig: ”Kanal? Hvad mener du?”  Jeg svarede:  ”Du véd, hvad en ”pipeline” er?” Jo, det vidste han som amerikaner god besked med. ”Jeg fik lov at være en åndelig pipeline i dit liv!”  Da lyste han op i et stort smil, og det ord er vi sjovt nok ofte vendt tilbage til.

Men det hele begyndte på Golgata. Jesus sagde: ”Messias måtte lide…”  (Luk. 24:46, norsk ovs.). Det var en nødvendighed. Og det er også en nødvendighed, at dette evangelium skal bevidnes af os, der har taget imod det. Ja, netop med henblik på, at vi skal være Herrens ”pipelines” dér, hvor vi er sat – til lands, til vands og i luften.