Miraklet på Hovedbanegården
Jeg må undre mig over, hvorfor det altid er, når vi er på farten, et sted mellem A og B, at vi er vidne til hverdagens små mirakler og pudsigheder. Måske et tilfælde? Eller måske fordi vi her er tvunget til at forholde os til vores medmennesker, når vi stuves sammen i kupéer, venteværelser og billetkøer på tværs af sociale skel?
Jeg var på vej til arbejde. Jeg havde selvfølgelig sovet over mig, måttet skippe morgenmaden og løbe efter bussen. Klokken havde netop slået 6.45, da jeg blev ramt af et ildebefindende; koldsved, svimmelhed, kvalme og mavesmerter. Min egen seng syntes pludselig meget langt væk, som jeg sad der i en bus et sted mellem Nationalmuseet og Hovedbanegården i indre København. Jeg måtte bare forsøge at nå hen på min arbejdsplads hurtigst muligt.
Da jeg steg ud af bussen på Hovedbanegården gik sagens alvor dog op for mig. Jeg kunne næsten ikke gå, da slet ikke de 700 meter hen til arbejdet. Jeg var alene og fortabt i den pulserende morgentrafik. Hvor skulle jeg gå hen? DSBs Billetkontor! De må kunne hjælpe en ildestedt passager.
Jeg slæbte mig gennem søjlehallen, ind på kontoret og op til skranken. Har du nogle Ipren? Kan jeg få lov at lægge mig et sted?, sukkede jeg. Nu skulle det nok gå det hele. Jeg kiggede håbefuldt på ekspedienten.
Nej og nej. Vi må desværre ikke lukke passagerer om bag skranken. Hvis du lige vil træde til højre, så jeg kan tage mig af køen.
Jeg bevægede mig til højre, men stå kunne jeg ikke mere, så jeg satte mig på gulvet. Da skete miraklet. Køen opløstes og om mig stod nu tre mennesker; en pensionist med en rugbrødsmad og Ipren, en familiefar med en flaske vand og en backpacker med sin sovepose. De hjalp mig ud på en bænk i søjlehallen, hvor jeg kunne lægge mig, til pillerne virkede. Backpackeren forsikrede de andre om, at han nok skulle holde øje med mig. Han lagde soveposen om mig og tjekkede op på mig hvert 10. min, til jeg selv kunne tage bussen hjem igen.
Det var her i Hovedbanegårdens menneskevrimmel, at jeg skulle opleve et af hverdagens største mirakler; barmhjertighed.
Af Michala Linn Madsen