Vanvittigt spændende biografi af tidligere præsidentkandidat

”Jeg havde lige mistet min frihed, men jeg var ikke til sinds at opgive min identitet”, siger Ingrid Betancourt i bogen Selv stilhed hører op. Og hun holdt ord gennem sit 6½ år lange fangenskab i Columbias jungle.
Ingrid Betancourt er et bemærkelsesværdigt, idealistisk menneske. En fransk-columbiansk kvinde, der voksede op i Frankrig, men som 32 årig opgav det fashionable liv for at vende tilbage til Columbia og en politisk indsats i en kamp mod korruption og for demokrati. Hun blev præsidentkandidat for sit eget parti ”Oxigeno Verde”, men blev i valgkampen taget som gidsel af den væbnede oprørsgruppe FARC, en militær fraktion af det columbianske kommunistparti.
I 6½ år – fra den 23. februar 2002 til den 28. juli 2008 – var hun i FARCs varetægt i Columbias jungle, en stor del af tiden lænket i et bur, fordi hun flere gange forsøgte at flygte. Det var disse flugtforsøg og tanken om næste forsøg, der var med til at holde hende oppe. Ind imellem blev hun fyldt med optimisme. På side 147 – længe før militæret fik hende hentet ud af fangenskabet – skriver hun: ”Tænk hvis friheden lå lige rundt om hjørnet”. En flytning nordpå skabte optimisme – og det var ikke den eneste gang optimismen dukkede op. Men ak. Der lå mange dage i fangenskab forude. I perioder var hun lænket til et træ med en lænke om halsen. Guerillafolkene hånede hende, ydmygede hende, ja var nederdrægtige over for hende. Et eksempel: ”Pipiolo tog hævn ved at stramme kæden om min hals med adskillige led. Jeg kunne mærke den snære, hver gang jeg sank.” Men håbet var iboende og hjalp hende til at udholde situationen. Efter et pludselig opstået håb udbryder Ingrid Betancourt: ”Det var et lille mellemspil præget af glæde – en art glæde, som jeg kun kendte fra mit liv i junglen, en trist, skrøbelig, flygtig glæde”. Men dog en glæde.
Selv stilheden hører op er en barsk thriller fra det virkelige liv. Den beskriver tilfangetagelsen og livet i lejrene, hvor hun blev ydmyget, fornedret og mishandlet. Det er en barsk historie, men også en historie om håb og udholdenhed og en bog, der viser, at troen på Gud kan være med til at holde én oppe under de mest barske og ydmygende forhold. I en periode havde hun en Bibel til rådighed, og den daglige bibellæsning og refleksionerne over det læste gav hende styrke. Det er også en bog om frygt og frihed og om den indsigt, et fangenskab også giver.
Det lykkedes Ingrid Barcourt at komme ud på den anden side, men med alvorlige ar på sjæl og legeme og med en ny kamp at kæmpe for at genopbygge sig selv.
Bogen er en uhyre stærk og medrivende, men også utroligt rystende selvbiografi. Gennem 6½ år lykkes det Ingrid Betancourt midt i frygten, sulten, ensomheden og længslen efter familien at holde modet oppe. Hun bevarede en vis værdighed hele vejen igennem, og da det hele er overstået, siger hun: ”Jeg vil have ret til at leve i fred. Jeg er igen blevet min egen herre”, og hun fortsætter lidt senere: ”Jeg er fri, og jeg græder. Af sorg og glæde, og af bitterhed og taknemmelighed. Jeg er blevet et sammensat væsen”. Hun er på én gang den samme og en anden.
Ingrid Betancourt og en række andre gidsler blev befriet ved en snedig operation fra den columbianske hær. Det var overvældende og gav en garvet boglæser som mig tårer i øjnene. I flyet på vej mod Bogota, hvor de igen skulle møde deres familier, tænkte Ingrid Betancourt: ”Det vigtigste i livet er familien”. Da hun træder ud af flyet i Bogota og har set sin mor og sine børn, hedder det som det sidste i bogen: ”… i denne eksplosion af lys var alt det gamle forsvundet, blæst væk, borte, vasket rent. Jeg var født på ny. Der var ikke andet tilbage i mig end kærlighed. Jeg faldt på knæ for verden foran mig, og jeg takkede himlen for alt det, der ventede mig forude”.

Ingrid Betancourt:
Selv stilhed hører op
– Mine seks år som gidsel
624 sider
299 kr.
Gads Forlag