Debat

Eksemplet fra menigheden i Strandby-Elling lover ikke godt for fremtiden i folkekirken. Her har 45 medlemmer af menigheden skrevet under på, at de vil tilslutte sig en ny frimenighed som konsekvens af loven om et kirkeligt vielsesritual for homofile.
Det går den vej, hønsene skraber, for folkekirken. Medmindre altså, at de trofaste kirkegængere i alle kirker slutter op om 30 pct. af præsterne og 60 pct. af biskopperne, ”der endnu ikke har bøjet knæ for Ba´al”.
Dette udtryk fra Bibelen henviser til Elias´ dage, hvor man ”haltede” mellem Gud og Ba´al. I dag halter man mellem Jesus og Antikrist, mellem Gud og Verden. Man vil tjene Gud, men samtidig være ven med verden. ”Ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab imod Gud?” Ses der bort fra juleaften, dåb, konfirmation, vielser og begravelser, er det en lille trofast skare, især ældre, der møder op i kirken søndag efter søndag. De læser i deres bibel og beder hver dag. Det må formodes, at de er på de bibeltro præsters side.
Hvad de andre præster angår, kan de sikkert prædike varmt og inderligt om Guds grænseløse kærlighed og alles frelse. Men hvem vil i længden nøjes med en ubibelsk sludder for en sladder?
Knud Held-Hansen
Beatesmindevej 76, 1.tv.
9210 Aalborg SØ

Kan et nyt ægteskabsritual i det hele taget autoriseres?
Hver biskop har kun bestemmelsesret inden for sit eget stift. Hidtil har det været praksis, at alle biskopper var enige, når der skulle autoriseres et nyt ritual, og man lavede en fælles indstilling. Det er en ny situation, at nogle biskopper – skønt uenige i oplægget – kan føle sig forpligtede som statsembedsmænd til at skulle udarbejde et kirkeligt ritual efter Folketingets evt. diktat.
Kirkeministeren kan ikke sammenligne den igangværende debat med modstanden mod loven om de kvindelige præster. Den krævede ikke nye ritualer!
Det er rigtigt, at over 500 præster truede med at nedlægge deres embeder dengang, men nu er fakta, at mange lægfolk har eller er i færd med at melde sig ud af kirken. Der opstår i øjeblikket frimenigheder i en række byer og selv i landsbyer. Forleden hørte jeg om 45 udmeldelser i én landsby. Det er skår, der ikke så let heles.
Det piner mig at se gæve og bærende folkekirkemedlemmer, jeg har kendt i en menneskealder melde sig ud. Den folkekirkelige bevægelse, jeg på det nærmeste er født ind i ( – det ligger i selve Ørum-navnet!) er jo blevet til for at virke ind i og ikke ud af Folkekirken!
Jeg må tilslutte mig nogle biskoppers synspunkt, at folkekirken hellere må opgive sin juridiske vielsesret, end at leve med noget, vi aldrig vil kunne stå sammen om i kirken.
John Ørum Jørgensen,
tidligere provst og landsformand for Indre Mission

”Derved blev landet urent…” (3. Mos. 18:25). Ordene kædes sammen med 3. Mos. 18:22: ”Hos mand må du ikke ligge, som man ligger hos en kvinde; det er en vederstyggelighed”. Dvs. en afskyelig praksis, der gør det praktiserende land urent og hjemfalden til Guds dom. Hvorfor er dommen endnu udeblevet? Svar: Guds langmodighed, dvs. Hans frelsesvilje (2. Pet. 3:15) – ”…da Han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle når til omvendelse.” Og Guds frelsesvilje er åbenbaret i vor Herre Jesus Kristus som hele verdens syndebærer (Joh. 1:29). Også de homoseksuelles. Men forkastes Kristus, er der kun Guds retfærdige dom tilbage.
Når homo-vielser snart lovbefales, vil den kirke, som godtager denne lov i Guds øjne gøre sig til ét med vederstyggeligheden. Men Guds folk bør følge ordet: ”Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ej noget urent, så vil jeg tage imod jer.” 2. Kor. 6:17.
Jeg bliver stundom beskyldt for at være ”gammeltestamentlig”. Men alvoren i 3. Mos. 18:22 gentages i Det Nye Testamente i Rom. 1:26-28. Dette indrømmer selv de gejstlige, men skynder sig så at nedgøre Paulus som utidssvarende, kulturelt ude af trit, uden føling med ”tidsånden”. Og tidsåndens og statsmagtens evangelium er netop at bedyre folket, at homoseksualitet netop ikke gør landet urent, men tværtimod højner det med en prisværdig, rendyrket kultur, der fremmer kærlighedsidealet, og er således et tiltrængt ”opgør” med ”bibelsk fundamentalisme” og snæversyn.
Frikirkerne er, ak, stort set tavse, mens de burde tale Roma imod, da det er selve evangeliet, der står på spil.
(Forkortet, red.)
Jørn Nielsen
4700 Næstved

Svar til Carsten Hjorth Pedersen: Det, som jeg mener, er, at hvis vi går ind på tankerne om åndsfrihed og demokrati, bliver vi bedraget af vores og andres rationelle tankegang, og vi vil først finde ud af det, når undergangen er over os. I skrivende stund går bølgerne højt i vores europæiske fællesskab i pengenes, misundelsens og magtsygens rænkespil osv.
Jeg har nys været vidne til et får, som har fået 2 små lam, der allerede et døgn gamle springer rundt og hopper på alle 4 ben samtidig og patter deres mor med dikkende lammehaler – et under, som er større end raketter, der bliver sendt ud til fjerne planeter. Prøv at skabe noget lignende, videnskab!
Tænk om familierne rundt i Danmark begyndte helligdagen med at lade mor tænde lys ved festbordet, hvor børn og mand sidder med og beder bønnen: ”Lovet være Gud, jordens konge, som har lært os at tænde lys og helligholde hviledagen og undres over skaberværket”.
Tænk, om vi havde respekt for kønnenes forskellighed! Tænk, om vi ville invitere de fremmede og evt. ubemidlede med til vore måltider! Tænk, om det var han, som har købt os med sit blod, der fik den største plads i den kommende højtid! Hvad skal jeg sige, når jeg ser! Se – undres og takke. Synden – ulykken er, at vi ikke vil se, og det gælder alle mennesker – ikke kun i menighedssammenhænge. Når det sande lys får lov at oplyse, ændres mennesker og samfund!
Flemming Andersen

Tak for e-mail med dine tanker om åndsfrihed i forhold til materialisme versus taknemmelighed.
Jeg deler helt dine synspunkter vedr. forundring, omsorg og taknemmelighed. Jeg tror, du peger på en sandhed, som det er uhyre vigtigt for os at leve i. Selv oplever jeg, som livet skrider frem, at glæden og taknemmeligheden over de ”små” hverdagsundere, som er i pagt med Guds gode skabervilje, bliver større. Det gælder fx helbred, børns latter, gode samtaler, en meningsfuld hverdag med medmennesker. Alt dette må vi gøre, hvad der står i vores magt, for at fremme.
Til gengæld har jeg svært ved at se, hvordan et engagement for åndsfrihed skulle stå i modsætning hertil. For mig er det lige modsat. Jeg engagerer mig i åndsfriheden, fordi den er uhyre vigtig, for at vi kan have frihed til fortsat at fremhæve, prædike og påvirke med de værdier, som du giver udtryk for.
Carsten Hjorth Pedersen