Det arabiske forår der blev til vinter
Kristne i Mellemøsten oplever store politiske forandringer, som kaldes for Det arabiske Forår, men som kronikøren kalder for Vinter.Den 18. december 2010 begyndte en bølge af revolutioner i Mellemøsten med Tunesien, hvor regimet, som det første, blev væltet. Nu, omkring 14 måneder senere kan vi se tilbage på, hvordan disse regimer har haft indflydelse på og fortsat vil ændre situationen for de kristne minoriteter i regionen.
Af Jørn Blohm Knudsen
Formand for menighedsledelsen i
Holstebro Frimenighed og
generalsekretær i Åbne Døre.
Historien synes at gentage sig i Mellemøsten. For blot 30 år siden blev Irans Shah Reza Pahlavi tvunget til at flygte ud af landet, som ayatollaherne derefter overtog. Trætte af kapitalisme og korruption støttede iranerne i overvældende grad den nye bevægelse, men denne viste sig snart at have fokus på fortiden. Der var ingen visioner om virkelig at ændre landet, bortset fra at man forvandlede landet til en islamisk stat.
I det lange løb endte iranerne med at miste deres frihed, fik ingen økonomisk vækst, ingen respekt for menneskerettigheder. I sidste ende blev det et regime, der bliver set ned på af resten af verden. Islam har mistet sin troværdighed i en sådan grad, at man nu er det land i regionen, der har det største antal af muslimer, der konverterer til kristendommen.
Det er, hvad jeg forudser, også vil ske i Mellemøsten. Valgene i Mellemøsten bliver vundet af islamister. Tunesien, som var det første sted, hvor regimet faldt, oplevede, at det islamistiske Ennahda parti dominerede valget. Ennahda var oprindeligt inspireret af det egyptiske Muslimske Broderskab. I Marokko har vi ligeledes forrige november set det islamistiske parti blive den største politiske magt i landet. Dette tvang kong Mohammed til at vælge en premierminister fra dette parti.
Islamisterne fik beklageligvis også en forrygende sejr i Egypten, og det ville overraske mig, om ikke det samme bliver tilfældet i Libyen, Yemen og i sidste ende i Syrien.
I Åbne Døres regi ønsker vi at tjene Kristi legeme, så godt som vi formår på alle områder. Derfor er vi nødt til at tage hensyn til historien før og nu i det enkelte land, men også den regionale kontekst.
Når det gælder demokrati og frihed i regionen, i landene Saudi Arabien, Iran, Afghanistan og Somalia, er det kun alt for tydeligt, hvad der sker med de kristne og andre minoriteter. I disse lande har historien vist, at når islamisterne fik overtaget og dannede nye regeringer, begyndte man med at ændre lovgivningen. Derefter kom der reformer hen imod en islamisk stat, og alt hvad deraf fulgte, indbefattet sharia-lovgivningen. Efter min mening er det ikke langt fra at være realistisk at sige, at når det er op til islamisterne, foretrækker de, at de første demokratiske valg også bliver de sidste! Deres vigtigste mål er at ændre lovgivningen og gøre deres yderste for at beholde magten. De er endda villige til blodsudgydelser for at opretholde deres positioner.
Hvis vi skal se på, hvad dette betyder for kirkerne, må vi konstatere, at for det kristne mindretal vil situationen hurtigt ændre sig drastisk.
Allerførst tænker jeg, at der vil blive et mindre antal af kristne, der tilhører de historiske kirker. Men i hvilken grad det sker, vil afgøres af, hvor strengt regeringerne vil udøve islamiske regler. Jeg forventer, at kirkerne vil befinde sig enten i svage positioner, som de troende i Pakistan, eller de vil befinde sig i kamp for overlevelse under endeløse restriktioner som i Iran.
For det andet må verden berede sig på et massivt antal emigranter. Hvis de strenge regimer får godt fodfæste, er jeg ikke i tvivl om, at tusindvis af fx ægyptere og syrere vil forsøge at flytte til Europa, USA og Australien. Tilbage i 1979 havde Iran et mindretal på 250.000 traditionelle kristne, hvoraf omkring 2/3 er emigreret. Tænk på, at Syrien har et kristent mindretal på 1,5 millioner, og Egypten mere end 10 millioner kristne. Hvis de radikale salafister får deres vilje i Egypten, vil mange koptere være desperate efter at rejse ud af landet.
For det tredje må det forventes, at troende med muslimsk baggrund vil komme under ekstremt pres. Som vi har set i Saudi Arabien, Iran og Somalia, vil islamister gøre alt for at ødelægge denne bevægelse, også ved forfølgelse, afpresning, vold og drab. Konvertitter fra islam til kristendom vil blive tvunget til at gå i skjul, endnu mere end tilfældet er i dag, og mange af disse forfulgte troende vil måske søge et nyt liv uden for Mellemøsten.
For det fjerde forventer jeg, at åbne samtaler om religion mellem familiemedlemmer og naboer vil blive misbrugt i retssager. Dette vil måske presse kristne til at tie om deres tro.
Den femte udvikling forventer jeg er, at internationale missionsorganisationer vil blive tvunget til at trække sig ud eller i meget højere grad vil blive undergrundsbevægelser. Bibelen vil blive betragtet som en farlig bog, og handel med bibler vil blive forbudt. Salg og uddeling af kristent materiale og oplæring af kristne ledere vil blive illegal.
Alt i alt vil Kristi legeme kort sagt skulle kæmpe for at overleve i Mellemøsten. Udsigterne er dårlige. Jeg forventer imidlertid, at den nuværende islamistiske overtagelse på lang sigt vil føre til en krise i islam. Som tilfældet var med Iran, vil mange mennesker opdage, at den religiøse strenghed hurtigt vil nedbryde samvittigheden, talefriheden, menneskerettighederne osv. Jeg antager, at dette vil blive fulgt af en forståelse af, at islam ikke kan besvare spørgsmålet om, hvordan et land bedst kan regeres, og yderligere, at islam heller ikke kan besvare religiøse spørgsmål i tilstrækkelig grad. Når den tid kommer, tror jeg, at der vil skabes åbenhed mellem muslimer omkring den kristne tro en større åbenhed, end vi før har set.
Det vil desværre tage tid og medføre mange lidelser, inden vi har opnået en sådan situation. I mellemtiden må vi, i forbindelse med dette, bruge al vores energi og anstrengelser – ikke på at bekæmpe islam, men på at stå side om side med vore brødre og søstre i Kristus, fordi en kold vinter nu er kommet.
