Øje for øje – eller 70 x 7

Du har to muligheder: Enten lever du efter øje-for-øje-princippet. Eller du lever efter nåden.
– Jeg vil tale om vigtigheden af tilgivelse. Det er et meget livgivende budskab for rigtig mange mennesker. Læs Esajas kapitel 61:

Herrens Ånd er over mig, fordi han har salvet mig, han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige.

Det handler om Guds nærvær og Guds kraft. Herren kommer for at gøre mange ting: …han har sendt mig, for at bringe godt nyt til de afmægtige, forkynde frihed for de fangne, give nyt syn til de blinde og rejse dem op, som er blevet trampet ned.

Jesus læste denne tekst i synagogen (Lukas 4) . Han var lige ved at starte et opløb inde i synagogen den dag.
Helligånden vil bringe lægedom, hele sår og sætte folk fri fra fangenskab. Synd er ikke bare det, vi selv gør. Det er også det, som andre mennesker gør imod os.
Der findes både en synder og én, som synden går ud over. Der er både en overtræder og et offer.
Mange gange lægger vi i kirken særlig vægt på det med dine synder. Og det er godt. Når vi synder, må vi bekende vores synd for Herren. Og jeg tror, kirken har været rimelig god til at håndtere den side af det.
Men når andre synder mod os, ved vi ikke, hvordan vi skal håndtere det. Vi taler lidt om tilgivelse. Men vi forstår ikke nødvendigheden af den.
Så Jesus siger: her har du brug for Helligåndens salvelse. Andre menneskers handlinger efterlader sår, som skal forbindes. Og det er her, at nåden kommer ind. Det vidunderlige ord nåde.

Vi kender ordet om, at ”således elskede Gud verden, at han gav os sin eneste søn”. Og Guds søn var villig, både til at komme her til jorden som et menneske og til at hænge på et kors og dø. Men hvorfor var det nødvendigt, at Jesus skulle dø på korset for 2000 år siden?
Det er, fordi hele menneskeheden er under en dødsdom, som er udstedt af Herren. Vi har alle syndet. Og vi mangler herligheden fra Gud.
Jeg har brug for en frelser, jeg har brug for én, der vil elske mig og betale min gæld. Og det var det, Jesus gjorde!
– Sig ham tak, fordi han har frelst dig.
Da jeg sagde: ”Jeg tror”, tog han min synd, og jeg modtog hans retfærdighed. Og på grundlag af hvem han er, og hvad han har gjort, så bliver jeg tilgivet.
Det er et fuldstændig afgørende fundament. Det er urokkeligt. Og vi er nødt til at forstå, hvordan det virker, fordi det er rodfæstet i Guds lov og Guds retfærdighed.

Guds lov er fuldkommen retfærdig. Lad os forestille os, at gulvet repræsenterer Guds lov.
Og sammen med den lov hører en bestemt opfattelse af retfærdighed.
Den moralske lov siger helt konkret: øje for øje, tand for tand, liv for liv. Du ved, hvad der er retfærdigt, og hvad der ikke er det.
Når uretfærdigheden rammer os personligt, smager vi bitterheden.
Lad os forestille os, at gulvet repræsenterer loven. Gulvet er det plan, der repræsenterer Guds lov.

Et øje for et øje, en tand for en tand, et liv for et liv. Det er vi alle enige om. Vore love er indrettet efter det.
Så hvis nogen kommer og giver mig en ordentlig én i øjet, får jeg meget ondt i mit øje. Og alle ved, at det er uretfærdigt! Han slog mig uden nogen grund, så nu har jeg ret til at slå ham og ødelægge hans øje. Så står vi lige.
Hvorfor er det nu en god lov? Hvorfor? Det er retfærdigt, men det er også nedbrydende. Det lærer man automatisk. Hvis du slår en andens øje ud, mister du dit eget. Så det må du hellere lade være med.
Der er ikke nogen forløsning i det, for vi mangler jo begge to et øje. Det er en tilfredsstillelse, at han ikke slap godt fra at slå mig. Men jeg mangler stadig et øje, selv om retfærdigheden skete fyldest, og straffen svarede til overtrædelsen.
Guds moralske lov er meget retfærdig, og den skal have en afskrækkende effekt. Den forhindrer, at folk gør de samme forkerte ting igen og igen.

Jesus kom med noget helt nyt. Det hedder nåde, og det er en gratis gave. Han tager sit eget liv og bytter det med dit og mit liv. Han betaler vores gæld – for alle de gange vi har ”slået andre i øjet”.
Han siger: Jeg vil betale din gæld for dig, for du kan ikke gøre det.
Er du ikke taknemlig for det? Vi siger, at på korset mødtes retfærdigheden og nåden. Retfærdigheden og nåden kyssede hinanden på korset.

Hvad er Jesu liv værd? Det er mere værd end alle os andre tilsammen!
Han døde i stedet for os. Dermed har han tilfredsstillet sin faders totale retfærdighed. Der er intet tilbage at sætte en finger på.
Derfor måtte han dø. Uden ham har vi intet håb om nogensinde at kunne stå foran en fuldkommen retfærdig Gud. Men gennem Jesus er vejen åben. Forhænget i templet blev revet i to stykker.
Vi har adgang til Faderen, som elsker os. Det var Faderens ide at sende Jesus Kristus til jorden for at dø for os. Så vi får hele velsignelsen ved denne fantastiske nåde fra Gud.
Og vi bevæger os til et højere niveau sammen med Herren. Her handler det ikke længere om vore egne gerninger eller om at overholde alle reglerne. Jeg skal bare tro.
Jeg tror på Jesus som Guds søn. Han døde på korset for mig, og han opstod fra de døde for mig. Han er min frelser, og jeg skylder ham alt!
Da jeg var under loven, var Dommens Dag allerede fastsat for mig. Men så mødte jeg Jesus, som betalte min skyld. Den er ikke bare slettet – min gæld er betalt! Ikke af mig, men af én, som elsker mig. Guds søn betalte min gæld ved at dø på korset.
Det er ikke en billig nåde. Det kostede Gud hans søn. Jesus Kristus gav sit liv.
Men han opstod igen fra de døde, det er en fantastisk historie.

Kender du historien om Abraham? Dengang Abraham var over hundrede år gammel, talte Gud til ham: Jeg vil have, at du skal tage din søn Isak og gå ud til Moria-bjerget og ofre ham.
Da Abraham var 99 år gammel, fødte hans gamle hustru Sara ham sønnen Isak.
Da Isak er omkring fjorten år gammel, og Abraham er 114 år gammel, siger Herren: Tag din dreng, som du elsker, og bring ham som et brænd-offer til mig.
Har du nogensinde tænkt på, hvilken slags Gud, der vil bede dig tage din egen søns liv? Ved du, hvad der foregår i den historie?
Gud siger: Gad vide, om der findes et menneske, som vil gøre det, som jeg snart skal til at gøre. Mon nogen vil ofre sin elskede søn for menneskers synd?
Og Abraham sagde: Jeg er villig, fordi jeg tror på opstandelsen!
Heldigvis stoppede Gud ham, og det skete ikke. Men det, som vi nyder nu i dag, det kostede Jesus livet. Så stor en smerte. Og han gjorde det for dig og mig.
Og det er en helt gratis gave. Du kan intet gøre, bortset fra at tro. Tro på, at det hele allerede er gjort.
Når jeg siger ja til ham, forlader jeg retfærdigheds-niveauet på gulvet og bevæger mig op til et højere niveau. Jeg kommer op på nådes-niveauet. Jeg kommer op hér, hvor jeg slet ikke fortjener at være.

Jeg har ikke gjort mig fortjent til den nåde. Men jeg er kommet til et sted, hvor jeg har fællesskab med Faderen, Sønnen og Helligånden.
Og det er her, at floden strømmer. Guds nærvær er her i nåden.
Se Efeser-brevet kapitel 2, det er et vidunderligt kapitel. Paulus siger: …Gud er fuld af barmhjertighed. I sin store kærlighed, gav han os, som var åndeligt døde midt i vores synder, et helt nyt liv gennem Kristus – men husk, at det kun er ved hans nåde, I fik del i frelsen… Vi har fået plads ved siden af ham i den himmelske verden.
Gud har gjort os levende, selv om vi var døde i vores synder. Han har opvakt os sammen med Jesus og placeret os sammen med ham i himlen. Fordi han i de kommende tidsaldre vil vise os sin overstrømmende rige nåde og sin godhed mod os i Kristus Jesus. Af den nåde er I frelst ved tro. Det skyldes ikke os selv. Det skyldes ikke gerninger, så nogen kan rose sig. Det er en helt fri gave til os.
Ordet nåde er et kristent ord, som vi tit hører i kirken.
Jeg begyndte engang at studere det nærmere: Nåde kommer fra det græske ord karis, som betyder ’gave’. Tænk på det engelske ord charity, det med at være gavmild og generøs – det kommer ligesom ordet grace (nåde) fra karis.
Det er en gave, der er givet til dem, som ikke fortjener den. Du har ikke arbejdet for det, for så ville du have fortjent at få det.
Men du står som fuldkommen her oppe på nådes-niveauet. Jeg står her, fordi Jesus har gjort alt for mig. Han betalte prisen for mig og inviterede mig herop. Ellers kunne jeg ikke stå her.
Han inviterede mig præcis som jeg er, blot på grund af sit blod. Så nu er jeg her på nådes-niveauet. Det er fantastisk og vidunderligt.
Der er bare én betingelse. Hvis jeg skal kunne blive heroppe, så er jeg nødt til at være tilgivet.

I Mattæus kapitel 18:21 spørger Peter: Herre, hvor mange gange skal jeg tilgive en bror, som begår en synd imod mig? Er syv gange nok?
Peter er jøde. Han er vokset op under loven og ved præcis, hvad der er rigtigt og forkert. Han ved alt om Guds moral-lov.
Men Jesus tilgiver mennesker og siger: Jeg fordømmer dig heller ikke, gå bort og synd ikke mere.
Han tilgiver prostituerede og skatteopkrævere. De hverken kan eller vil overholde loven.
Jesus inviterer syndere ind i nåden. Så Peter prøver ligesom at regne det ud: Hvor mange gange skal jeg tilgive?
Peter oplever, at Jesus er langt mere kærlig og tilgivende end alle andre. Der er ingen grænser for hans nåde. Så Peter spørger: – Er det nok at tilgive syv gange? Han venter nok, at Jesus klapper ham på ryggen og siger: Du har virkelig fattet det!
Men Jesus kigger på ham og siger: Nej, ikke syv gange – men halvfjerds gange syv gange!
Peter er ved at tabe både næse og mund. Hvad i alverden sker der med retfærdigheden, hvis man skal tilgive 490 gange?

Så Jesus fortæller den historie, som vi finder fra vers 23, på grund af Peters ansigtsudtryk. Med Guds rige er det nemlig som med en konge, der bad sine embedsmænd om at aflægge regnskab. Den første skyldte ham et millionbeløb. Da han ikke kunne betale sin gæld, gav kongen ordre til, at alt, hvad han ejede, skulle beslaglægges, og han selv, hans kone og hans børn skulle sælges som slaver. Og da han ikke var i stand til at betale, så befalede hans herre, at han og hans kone og børn alt hvad han ejede, skulle sælges, og gælden skulle betales. Manden faldt på knæ for kongen, ”vær tålmodig med mig, så skal jeg nok betale det hele tilbage!” Så fik kongen ondt af ham, eftergav ham al hans gæld og lod ham gå.
Hvis du har din egen forretning, må du slette den gæld, som du ikke kan inddrive. Men det er faktisk dine penge. Hvis nogen ikke betaler deres gæld til dig, må du selv betale gælden ud fra dine andre indkomster. Du er nødt til at dække dit tab. Det er præcis det samme, som Gud gør her.
Det er det, kongen gør. Han eftergiver manden hans gæld. Kan du forestille dig, hvad tjeneren sagde til sin kone, da han kom hjem? – Han har eftergivet os gælden! Det er fantastisk! Du er frelst. Du og børnene er frelst, I skal alligevel ikke sælges som slaver!
Den mand gik fra retfærdighedsniveauet på gulvet, op til et andet niveau. Han fik en gave kvit og frit. Det var en fuldstændig gratis og fri kærlighedsgave.
Men hvad gjorde han?
...Udenfor stødte embedsmanden på en kollega, der skyldte ham et par tusinde. ”Betal, hvad du skylder mig!” hvæsede han og greb ham i struben. Kollegaen faldt på knæ for ham. ”Vær tålmodig med mig”, bønfaldt han, ”så skal jeg nok betale!” Men det ville han ikke høre tale om. Tværtimod fik han kollegaen arresteret og kastet i fængsel, hvor han skulle blive, indtil hele gælden var betalt.
Hvad skete der? Denne embedsmand blev overført fra retfærdighedens plan til nådens plan. Han fik tilgivet en million-gæld. Men så husker han pludselig, at ham der fyren derovre, han skylder mig altså tre-fire tusind!
– Betal mig, hvad du skylder! Kom så, giv mig mine penge. Giv dem til mig, kom så.
– Jeg har ikke pengene lige nu.
– Hvad mener du ikke, har du dem ikke lige nu? Nej, jeg vil ordne det lige på stedet, vil jeg. For i henhold til loven, så skylder du mig penge. Og hvis du ikke har dem, så tager jeg dig i struben og smider dig i fængsel. Der hører du til! Bliv der, indtil du har betalt, hvad du skylder. Sådan er den historie.

Men hvad sker der her i lignelsen? Manden forlod nådens niveau og bevægede sig ned på det gamle retfærdigheds-niveau!
Og historien fortsætter: De andre kollegaer blev vrede, da de så, hvad der foregik. De gik straks til kongen og aflagde rapport. Kongen kaldte så embedsmanden ind igen. ”Din ondskabsfulde slyngel” sagde kongen. ”Her eftergav jeg dig hele din gæld – og det er bare fordi du bad mig om det. Burde du ikke vise andre lidt medfølelse?” Dermed kastede den vrede konge ham i torturkælderen med ordre til, at han skulle blive der, indtil hans gæld var betalt.
Kongen var vred. Han overgav embedsmanden til fængsels-vagten, indtil han fik betalt hver eneste øre, han skyldte. Er det ikke utroligt?
…Sådan vil min himmelske Far også gøre med jer, hvis I ikke tilgiver hinanden af hele jeres hjerte, sluttede Jesus.

Hvem var bødlerne i torturkælderen? Det var Djævelen og hans engle.
Retfærdighedens niveau er det eneste, som Djævelen har tilbage. Dér virker han.
Hvis Gud overgiver dig til ham, sker retfærdigheden fyldest. Men Djævelen kan ikke få fat i dig, når du befinder dig på nådens plan. Der er ingen nåde for ham!
Han kan ikke følge mig herop på nådens plan. Han sidder fast dernede. Så hele hans plan er ligesom at gøre mig vred. Han vil lokke mig derned, så jeg vil have det, der er mit, og kræve min ret.
Og når Djævelen ser, at jeg går ned på retfærdigheds-niveauet igen, så gnider han sig i hænderne og tænker: Yes, nu fik jeg dig!
Men den indstilling er absolut ikke til Guds behag. Han siger: – Jeg gav min søns liv, for at du kunne være her. Vil du nu gå tilbage til det gamle retfærdigheds-niveau, på grund af nogle få tusinde kroner?
Kongen overgav manden til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte. Sådan vil min himmelske Far også gøre med jer, hvis I ikke tilgiver hinanden af hele jeres hjerte.
Jeg siger bare lige en ting til, for at understrege det: I Mattæus kapitel 6 finder vi Fadervor. Det er sådan, vi skal bede:
… forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.
– På samme måde som jeg tilgiver, Herre, på samme måde ønsker jeg, du skal tilgive mig!
… hvis I tilgiver mennesker deres overtrædelser, vil jeres Himmelske far også tilgive jer. Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres far heller ikke tilgive jeres overtrædelser.
Det er fuldstændig krystal-klart. Gud er ikke ond på nogen måde, men der er kun to muligheder: Den gamle pagt og den nye pagt.
Du kan have det ene eller det andet, men du kan ikke have begge dele. Du kan ikke have den gamle pagt, når det passer dig, og have den nye pagt, når dét passer dig. Du må beslutte dig.
Vil jeg have retfærdighed eller nåde? Retfærdighed er godt, men nåde det er bedre.

Hvad nu, hvis jeg befinder mig her oppe på nådens plan, og en anden slår mig hårdt på øjet? Så kan jeg sige: Det er ikke retfærdigt! Jeg har kun ét øje, og han har begge sine i behold! Jeg vil gå derned og slå ham – nej, lige et øjeblik!
Jeg ved bedre. Jeg ved, at heroppe er Gud meget stor og meget mild og god. Hans omsorg og kærlighed er rettet mod mig, og jeg er ved livets flod. Derfor kan jeg nu gøre det, som Jesus sagde: Halvfjerds gange syv.
Jeg skal tilgive, fordi jeg ønsker at være fri! Jeg vil ikke være fange i bitterhed og vrede imod ham. Jeg vil fri-gøre ham, så jeg siger: Jeg tilgiver dig. For jeg ved, hvor stærk Guds nåde er her oppe ved floden.
Måske får jeg ligefrem to eller tre øjne for det ene, som jeg mistede! Gud velsigner mig, når jeg tilgiver. Jeg får helbredelse ved nåden og barmhjertigheden for Jesus Kristi skyld.
Men det går vi tit glip af. Måske kan du ikke komme i tanke om nogen, der har syndet imod dig? Men det kommer, for sådan er livet. Vi bliver fanget af de ting, der sker. Og derfor overgiver de os til bødlerne.

Jeg vil nu fortælle en af historierne fra min bog om nåde og tilgivelse. For mange år siden talte jeg på et møde om Guds kærlighed. Bagefter kommer der en fyr op til mig. Han er, så han ryster, og det bare vælter ud af ham:
– Du ved ikke, hvad du be’r mig om. Min egen far har misbrugt min tre-årige pige seksuelt. Hun er traumatiseret. Hele vores familie er ødelagt. Og du siger, at jeg skal tilgive ham!
Jeg blev fuldstændig målløs. Tænk at familier skal stå i den slags situationer!
Så sagde jeg til ham: Det er forfærdeligt. Synd er forfærdelig. Både din egen synd og de synder, som andre gør mod dig. De kan fange dig og binde dig. Men jeg ved, hvad der sker, hvis du ikke arbejder på at tilgive. Om tyve år vil du stadig være lige så vred, som du er her i aften. Og din treogtyve-årige datter vil være ét stort rod. For Djævelen skal nok sørge for, at det sker.
Når vi holder fast i smerte, bitterhed, uforsonlighed og den slags, så overgiver vi faktisk os selv i bødlernes hænder.
Hvorfor skal det onde, som nogen gjorde imod dig for ti år siden, ødelægge resten af din fremtid? Du må tage den magt fra dem, der gjorde det.
Du må give dem en gave, som de ikke fortjener. Ligesom du og jeg får en gave, som vi ikke fortjener.
Vi siger ja til den tilgivelse, som Jesus Kristus giver. Og vi kommer op på dette højere sted. Nådens sted. Her er der liv og glæde og fred. Men fjenden ønsker at fange dig og holde dig fast dernede.

For nogen tid siden var jeg i Chicago, og jeg talte om dette emne. Efter mødet kom en kvinde og fortalte mig, at hun engang virkelig havde forstået det med tilgivelsen og var kommet videre med sit liv.
En dag tog hun hjem til sin mor, som var treoghalvfems år gammel på det tidspunkt. Kvinden fortalte sin mor om alt det, hun lige havde lært. Hendes mor sagde: – Åh, der er nogen, jeg er nødt til at ringe til. Jeg skal have gjort det godt igen! Så ringede hun til sin svigerinde, som hun ikke havde talt med i femoghalvfjerds år.
Og jeg tænkte: – Waw! Utroligt, så stædige vi kan være! I femoghalvfjerds år er den bitterhed blevet holdt ved lige.
Vi ønsker ikke at tage det første skridt. Og vi står fast, måske i femoghalvfjerds år. Bare jeg kunne fortælle jer om alle de tusindvis af mennesker, der er blevet sat fri ved bare at tilgive.

Der var en far, som hed Richard. Hans søn blev dræbt af en narkohandler. Heldigvis fangede politiet morderen og satte ham i fængsel i New York. Men det bringer jo ikke sønnen tilbage.
Richard bad i sin dybe sorg: Åh Gud, hvad skal jeg gøre? Herren sagde: Richard, du skal tilgive den dreng, der dræbte din søn. Hvis du ikke gør det, så vil bitterhed og vrede æde dig op. Det vil ødelægge dig og din familie. Der er kun én udvej.
Så Richard bad sig igennem. Gud sagde: Skriv et brev til den unge mand i fængslet. Og Richard skrev: Jeg er far til den dreng, som du dræbte. Men jeg er en kristen, og jeg vælger at tilgive dig. Du skylder mig ikke noget. Her er et Ny Testamente, som du kan læse. Jeg håber, du finder Jesus, ligesom jeg har gjort.
Richard vidste ikke, at den unge mand var fortvivlet over det, han havde gjort. Han råbte til Gud: – Gud, hjælp mig, jeg har ødelagt mit liv. Og her sidder jeg i fængsel de næste tyve år, hvad skal jeg gøre? Han kom ikke nogen vegne. Det var, som om himlen var lavet af kobber. Gud svarede ikke. Men så fik han Richards brev. Og han læste det og brød fuldstændig sammen. Han græd og græd.
Han mødte Jesus Kristus. Og så skrev han tilbage: Tak for dit brev. Tak for Det nye Testamente. Jeg har inviteret Jesus ind i mit hjerte. Jeg er nu født på ny, jeg tror på Jesus Kristus.
De skrev flere breve frem og tilbage. Så en dag tog Richard hen for at besøge drengen i fængslets kapel. Det var første gang, de sås siden retssagen. Richard siger til ham: Jeg har brug for at vaske dine fødder. Den unge mand sagde: Jeg kan ikke tillade, at du vasker mine fødder. Jeg skal vaske dine fødder. Men Richard siger: Jeg er nødt til at gøre det, for min egen helbredelses skyld. Tillad mig at gøre det.
Og så vaskede de hinandens fødder – i strømme af tårer. Richard fortalte mig bagefter: – Det var en fantastisk tid. Jeg er blevet gode venner med den unge mand. Nu er han som en søn for mig. Han er ikke den samme vrede dreng, der skød min søn. Han er en ny skabning i Kristus Jesus. Han er som en åndelig søn for mig, og jeg elsker ham. Og jeg er med til at oplære ham i troen.
Og jeg tænkte: Det er kun Jesus Kristus’ nåde, som kan gøre det muligt. Er det ikke enestående?
Vi arbejder med et andet ægtepar. Deres eneste søn arbejdede i en lille kiosk, da han blev skudt. Hustruen var fuldstændig sønderknust. De prøver at komme videre, men der er et stort gabende hul indvendig.
De blev fuldstændig overvældede over Richards historie. De blev sat i stand til at tilgive den fyr, som har dræbt deres søn. Og de modtog den frihed, som de har så hårdt brug for.
Hvis du ikke tilgiver, overgiver du dig selv i bødlernes hænder. Og du bliver aldrig fri, det vil ødelægge resten af dit liv. Men når du tilgiver, så kan du bevæge dig videre. Der er så mange historier om det.

I North Carolina var der en ung kvinde, som sagde: Jeg voksede op med en far, som misbrugte mig. Han plejede at voldtage mig, imens han bad fadervor!
Noget så forfærdeligt! Nogle mennesker er fuldstændig ødelagt af synden.
Når vi er overtrædere, ønsker vi Guds barmhjertighed. Men når vi er ofre, vil vi bare have retfærdighed. Nogen må betale for det, der er sket. Mange gange sker de største overtrædelser i menneskers eget hjem, dér, hvor de vokser op.
Min hustru Carols mor plejede at slå hende med et bælte, så hun havde sår og blå mærker fra det. Hun var skrækslagen og vidste aldrig, hvornår hendes mor ville eksplodere og slå løs på hende igen. Det skete hundredvis af gange.
Carol voksede op og hadede sin mor. Men så hørte hun om tilgivelse, og hun forstod, at hun måtte tilgive sin mor.
Det var svært. Men endelig lykkedes det at sige: Jeg tilgiver dig, mor! Og da Carol og hendes mor begyndte at tale sammen, kom helbredelsen.
Hendes mor havde gået i kirke hele sit liv, men var aldrig blevet født på ny. Men nu kom hun til tro. Da Carol blev fri, blev himlen åben.
I kender det skriftord med at ”det, I binder på jorden er bundet i himlen, men det I løser på jorden, det er løst i himlen”. Det, du løser, det er løst.
Carol løste sin mor, og hendes mor blev fri. De fik en ny nærhed, fordi Carol tog fat i problemets rod.

De mennesker, som gør andre mennesker ondt, lider selv. Carols mor havde to ældre brødre, som plejede at låse hende inde i et skab i timevis. Hun lærte at kontrollere andre igennem vrede.
I første omgang tror du, at du styrer vreden. Den kan ligesom hjælpe dig. Men i anden omgang opdager du, at det er vreden, som ejer dig.
Først da Carol var omkring tres år, og hendes mor var halvfems, fik de talt ud. Og da sagde hendes mor for første gang til hende: Jeg elsker dig.
Det skyldtes alt det onde, hun selv havde oplevet. Så vi taler ikke bare om det, som gør ondt på dig.

Vi taler om synd og misbrug, som er sket i generation efter generation. Og Fjenden ønsker, at det skal forsætte med at rulle igennem generationerne. At faderens synder går videre til børn i tredje og fjerde generation.
Det er ligesom en smitsom bevægelse. Og der er nogen, der er nødt til at sige: Her standser den epidemi. Jeg vil tilgive.
Det er forkert og uretfærdigt. Men jeg giver slip på det, for jeg vil være fri. Og jeg vil ikke videreføre de samme ting til mine børn. Det er en vidunderlig frihed. Og du bevæger dig igen. Denne gang fra retfærdigheds-niveauet til nåde-niveauet. Heroppe flyder livets flod. Og jeg er fri.
Og du kan tilgive alle. Lad mig bare sige det her, tilgivelse og tillid er to forskellige ting. Hvis du låner nogle penge til nogen, og de ikke betaler tilbage, så kan du godt tilgive dem, fordi du ikke vil være fanget af vrede.
Men det betyder ikke, at du skal have tillid til dem igen. Det betyder ikke, at du vil låne dem flere penge en anden gang. Men du ønsker at blive fri. For hvis du ikke gør det, vil bødlerne torturere dig og plage dig.
Hvorfor bliver jeg ikke helbredt? Hvorfor har jeg de problemer? Gud, hvor er du henne? Gud, jeg troede, du elskede mig! Hvad er der galt? Den store nøgle hedder uforsonlighed. Du vil ikke tilgive.
Jeg ville gerne undervise personligt om det her. For det er dybt personligt. Måske er du blevet seksuelt misbrugt. Måske har du selv misbrugt andre.
Mange seksuelle misbrugere er selv blevet misbrugt. Det er fjendens plan for, at det hele fortsætter.
Denne synd rammer fysisk, følelsesmæssigt og seksuelt og smerter os dybt. Vi føler skam, og vi aner ikke, hvad vi skal gøre.
Der er så mange mennesker, der kommer fra dys-funktionelle familier. Der er kun få normale familier tilbage.

Tænk på Jesus, da han hang på korset. Det er den værste dag i hans liv. Han føler en voldsom smerte. Naglerne går gennem nervecentrene i hans håndled. Hver eneste gang han bevæger sig, så skyder der en vanvittig smerte igennem hans krop.
Og han ser ned på ypperstepræsterne og romerne, som har gjort alt det her imod ham. Og hvad siger han? Far, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.
Jeg er så taknemlig, at han ikke sagde: Far, jeg vil, at du skal komme og straffe disse mordere og give dem det, de fortjener. Det vil være en helt anden verden, hvis det var det, han havde sagt.
Men det sagde han ikke. Han er et forbillede på, hvordan vi skal være, når der bliver begået synd mod os. Når vi er blevet ofre for andres ondskab.
Af John Arnott