Uden bøn går det ikke

Bøn er livsnerven i den enkelte kristnes liv med Gud – og i missionsarbejdet. Det er grunden til, at Dansk Ethioper Mission har valgt at fokusere på bøn på sit årsmøde lørdag den 14. april i Herning.Her får deltagerne mulighed for at gå på opdagelse i bønnens verden sammen med afrikanske kristne.
Blandt dem er pastor Soboka Tesso fra Mekane Yesus Kirken i Etiopien (billedet). Han er ledende præst i Kotobe menigheden i Addis Ababa, som på mindre end 30 år har plantet syv dattermenigheder og ti prædikesteder uden for hovedstaden.
– Jeg har set så mange undere ske, at jeg har lært at stole på, at Gud går foran, når vi går hans ærinde, siger den etiopiske præst.
Om eftermiddagen fortæller Helen Berhane fra Eritrea om, hvordan hun som ung gospelsanger nægtede at holde op med at synge om sin tro og lovprise Gud, selvom det kostede hende mange måneders fængsling i en skibscontainer.
Lørdag aften fortæller sangeren Claes Wegener om bøn som gospel og slutter årsmødet af med en times gospelkoncert.
/sl