Debat
Debatindlæg er udtryk for læserens egen holdning – ikke nødvendigvis Udfordringens. Obs! Max 200 ord. Red. forbeholder sig ret til at forkorte og udelade indlæg.
Kære Leif Sig Jensen!
I dit læserbrev i Udfordringen den 19. april 2012 forsøger du at definere åndsfrihed ud fra de to bibelske begreber Ånd og frihed. Og på det grundlag mener du, at vi, som har forfattet, 21 teser om åndsfrihed fortier sandheden og taler store og tomme menneskeord, og at vi undsiger den Herre, som vi er sat til at tjene, fordi vi undlader at forkynde, at sand åndsfrihed kun findes der, hvor Herrens Ånd er. Det er i øvrigt meget alvorlige beskyldninger!
Jeg finder imidlertid ikke din definition af ordet rimelig, eftersom åndsfrihed ikke optræder i Bibelen. Det er derimod et ord, som de sidste ca. 150 år er blevet brugt på dansk om den frihed, der i et samfund bør være for forskellige overbevisninger. Det er sådan, vi benytter ordet i 21 teser om åndsfrihed, hvilket også fremgår af definitionen.
Det gælder for åndsfrihed som for mange andre ord, at det ikke er rimeligt udelukkende at definere dem ud fra Bibelen. Derved forvrænger man både indholdet af det almindelige danske sprog og af det bibelske. Begge dele skaber mere forvirring end klarhed.
21 teser om åndsfrihed giver sig ikke ud for at være et teologisk dokument. Det er snarere et forsøg på ud fra kristne pejlemærker som respekt for andre mennesker og ærlighed at give et bud på, hvordan vi skaber de bedst mulige rammer for det fælles liv i samfundet, når vi nu ser vidt forskelligt på livsvigtige spørgsmål.
Lad mig pointere, at teserne ikke er et forsøg på at indstille kampen for sand bibelsk kristendom i det danske samfund. Tværtimod. Det er netop, fordi enhver ikke bliver salig i sin tro, at åndsfriheden er så nødvendig. Den opmuntrer os til fortsat og gerne endnu mere intenst at føre striden for kristen tro og overbevisning, men altså gøre det med midler, der respekterer, at de medmennesker, som vi går i clinch med, er Guds skabninger, lige så vel som vi selv er.
Man kan naturligvis rejse spørge, om vi som kristne overhovedet skal beskæftige os med disse almenmenneskelige sager. Mit svar er, at vi ikke har noget valg. Vi gør det hver eneste dag i omgangen med naboer, når vi går til stemmeurnerne osv. Derfor kan vi lige så godt prøve at gøre det ordentligt og lægge nogle principper til grund, som kan bruges af alle i vores samfund.
Carsten Hjorth Pedersen
Leder af Åndsfrihedsprojektet og daglig leder af Kristent Pæd. Institut
Det ser ud til, at chefredaktøren er blevet mere seriøs og dyb i sine lederartikler, det er meget glædelig. Til trods for at bladet er meget bredtfavnende, hvor næsten alle synspunkter tilsyneladende skal tilgodesees, er der dog ingen tvivl om bladets holdning til livets store etiske og teologiske spørgsmål.
Det var også godt med formandens artikel i nr.18. om homovielser, hvor der ikke bare blev peget på problemet, men også en mulig vej videre, hvis loven bliver vedtaget.
Men efter min mening har I ikke haft manden med de mest seriøse og udfordrende synspunkter, angående denne sag, på banen endnu. Jeg tænker på ham, der opholder sig i Sins skrækkelige ørken, nær Sodoma, som dagligt kan følges på nettet. Men det er måske af frygt for at blive kaldt fundamentalist, det er jo efterhånden blevet et skældsord. Men hvis I ville provokeres med nogle dybtborende artikler om homovielser og andre aktuelle emner, så kig med på noer.info.
Knud Bak,
Sønderagervej 42
7400 Herning.
Hvis Dronning Margrethe II som både regent og Folkekirkens overhoved nægter at underskrive den modbydelige lov om homoseksuelle vielser, vil hun sandsynligvis have udført sin største bedrift nogensinde ja, måske i hele monarkiets historie.
Hun står således på en moralsk skillevej, og hendes valg: skal, skal-ikke underskrive, vil blive et stykke Danmarkshistorie uden sidestykke.
Bønner vil blive bedt for hende, at hun som landets dronning vil træde i karakter og ikke bare være en ubetydelig kransekagefigur, der pr. automatik føjer dem, der giver ulykkeslove (Es. 10:1) og underskriver disse.
Tænk, om vor dronning i en afgørende stund vil vise royalt mandsmod med et uforfærdet NEJ til en homo-lov, der vil være ensbetydende med at trampe på Guds ord og kaste Jesus, som er Guds ords alfa og omega, endegyldigt på porten.
Dette vil vor lunkne gejstlighed overvejende være uenig med mig i, for den (men ikke alle) vil i stedet sødladent forsikre, at Guds kærlighed også gælder homoseksuelle forhold. Det kan den gøre uden blusel, fordi den selv har forkastet Guds ords absolutte og bindende autoritet og i stedet gjort Bibelens sandhedsværdi relativ efter forgodtbefindende og iht en rådende folkeopinion.
Et nej fra vor i øvrigt teologisk kyndige og evangelisk oplyste Dronning vil give genlyd udover landets grænser. Utænkeligt, siger de sagkyndige, da det evtl. medfører hendes abdikation el. debat om monarkiets afskaffelse. Men hvad så? Hun er jo ansvarlig overfor kongernes Konge og herrernes Herre og skal som den aldrende majestæt, hun nu er, måske alligevel snart møde Ham som øverste inappellable instans ikke som dronning, men på lige fod med enhver anden synder, hvis eneste redning i dette liv og i al evighed er den korsfæstede og opstandne Frelser som vejen, sandheden og livet i alle livets eksistentielle forhold og så må det ellers briste eller bære.
Jørn Nielsen
H.C. Lumbyes Vej 159A
4700 Næstved
Statsminister Helle Thorning-Schmidt brugte sin 1. maj tale til at skaffe sig både venner og fjender. Hun sagde: “Vi tror ikke på, at staten skal bestemme om voksne mennesker kan blive gift med hinanden i en kirke. Derfor bliver det den 15. juni muligt for bøsser og lesbiske at blive viet i en kirke.”
Hvem er venner, og hvem er fjender? Vennerne er de homofile. Og fjenderne, eller modstanderne, er de bibeltro præster, der ikke vil rette sig efter dette diktat fra statens side.
Udsagnet, Helle Thorning-Schmidt kommer med, er selvmodsigende. Staten bestemmer jo nu, på kirkens vegne, over Guds ord og vore samvittigheder. Samvittighed bliver af samme grund forbudt fra og med 15. juni.
Knud Held-Hansen
Beatesmindevej 76, 1.tv.
9210 Aalborg SØ
Regeringen og Folketinget påtvinger nu Folkekirken at anerkende et homoseksuelt forhold som et ægteskab, selv om det er i strid med både naturretten og med Det Nye Testamentes teologi og med kristen tro.
Kun Dansk Folkeparti går helhjertet og samlet imod loven om “Homoseksuelle ægteskaber” i Folketinget. De såkaldte kristendemokraters politiske venner ved valget i 2011 går alle mere eller mindre ind for loven. Kun det dårlige selskab går imod loven.
Niels Erik Søndergård
Rasmus Rasks Alle 95
5250 Odense SV
Vores nuværende kirkeminister får megen opmærksomhed. Årsagen er velkendt: den igangværende kirkelovgivning.
Men bag det hele er der noget andet, som vi ikke ved ret meget om.
Og det er måske der, vi skal finde en forklaring på det hele. – Det er ministerens fortid. Det bedste ville være at spørge ham derom. Men i den tilspidsede situation er han næppe indstillet på at svare.
Manu Sareen er opvokset som hindu, men er blevet døbt i Danmark af en præst, der ikke fortalte ham ret meget om Gud og Bibelen.
Hindu! Ja, men hvilken slags? Det er det afgørende. Mange lavkastehinduer samt kasteløse er ofte kun nominelt hinduer, fordi de skal være det. De tror på én Gud som er skaberen. Den Gud, som sikherne kalder Sadh = Sandheden, der jo er et af Guds navne.
Men de fleste højkastehinduer har mange guder, hvoraf de øverste er en satanisk treenighed. – Er det mon disse hindu-guder, der er involveret i vores lovgivning?
Jens Peter Lauge Giversen
Nørager 1 B st. th.
6400 Sønderborg
Som kommentar til indlægget Forkyndelsen skal have jordforbindelse vil jeg nævne dette citat fra 1974 af dr.teol. og ambassadør Kaj Baagø, da han frasiger sig klassisk kristendom og går ind i bistandsmiljøet:
Vi er jo alle søgende og famlende – selv præsten. Derfor er monologen fra prædikestolen i bedste fald meningsløs. Desuden er prædikenen som forkyndelsesmedium aldeles uengagerende…
Det budskab, som Jesus forkyndte med sit liv, kommer jo langt bedre til udtryk gennem litteratur, film, teater, da Det ny Testamentes budskab her bliver truffet meget bedre, end nogen prædiken kan gøre og på en langt mere engagerende måde.
Præsternes prædikener i den radiotransmitterede gudstjeneste om søndagen glæder mig, fordi de evner at relatere evangeliets udfordring til menneskets dagligdag med eksempler fra litteratur, film og teater, for noget lignende gjorde Jesus i sin forkyndelse.
(Forkortet af red.)
Kurt Ravnkilde.
Gyvelvej 11.
5250 Odense SV.
Den 26. april bragte Udfordringen under Synspunkt et indlæg under overskriften Forkyndelsen skal have jordforbindelse.
Desværre var det en sammenblanding af to forskellige læserbreve. Den første halvdel af indlægget er skrevet af Kurt Ravnkilde. Men den sidste del, der begynder med Jeg bliver stundom… er skrevet af Jørn Nielsen. Vi beklager fejlen.
