Det levende ord

En sen aften ankom jeg sammen med nogle afrikanske venner til en primitiv præsteskole i Gouna-Goya i Tchad. Der var bælgmørkt og ingen strøm, så jeg kunne heller ikke se det, vi spiste rundt om bålet. Men det lugtede af fisk.
Jeg var dødtræt og gik i seng. Ved hjælp af en petroleumslampe sikrede jeg mig, at der ikke var skadedyr i sengen.
Ved midnat bankede pastor Silas på vindues-gitteret: Pssst, Nissen, kan du prædike i morgen? Det var sjældent, jeg blev spurgt om det, så det ville jeg da gerne. Men da der ikke var lys, ville jeg vente til næste morgen med at forberede mig.
Solen stod op og venlige mennesker kom med en kop Nes-café og en sukkermad. Kl. var nu kun 7.30, så jeg havde over to timer før gudstjenesten til at forberede mig i.
Men knapt havde jeg drukket kaffen, før folk begyndte at gå over mod kirken. Pludselig forstod jeg, at det begyndte kl. 8!
Jeg styrtede efter de andre, mens jeg desperat forsøgte at tænke klart: Hvilken tekst? Hvad skal jeg sige? Hvor er min bibel? – Den var i gæsteværelset. Jeg løb tilbage. Men nu var døren låst. Jeg løb igen over til kirken, som nu var stopfuld.
Pastor Silas vinkede mig op på podiet, hvor de ældste sad og ventede i deres bedste jakkesæt. ”Der er kirkeindvielse i dag. Det er en stor ære, at du får lov at prædike,” sagde han. Nu gik det op for mig, at tilhørerne var de teologiske studerende – og deres professorer. Hjælp! Og tilmed skulle det foregå på fransk.
”Silas, du bliver nødt til at oversætte fra engelsk” tiggede jeg.
”Og hvad er teksten?” gispede jeg. Pastoren forhørte sig ved sin nabo. ”Du bruger bare den tekst, du har forberedt”, sagde han. Jeg hev hans bibel ud af hænderne på ham og bladede desperat. Mine øjne faldt på teksten om ”Skatten i lerkar”.
Den snuppede jeg. Nu var det vores tur. Jeg havde min notesblok med op på talerstolen, men siderne var blanke…
Kom Helligånd! bad jeg (stille, for det var en luthersk kirke). Jeg havde kun én sætning til at begynde med. Den sagde jeg. Silas oversatte. Så kom der én sætning mere, og én mere, osv. Men det er en af de bedste prædikener, jeg har holdt. Undervejs tænkte jeg flere gange forbløffet: Godt sagt! Hvor er det sandt! Amen!
Både tilhørerne og jeg selv blev ramt af ordet – om skatten, vi har fået i troen på Jesus, og det skøbelige lerkar, vi selv er.
Dén dag lærte Gud mig, at Guds kraft udfolder sig bedre i et magtesløst, tomt kar, end i et, der fyldt med sine egne kloge ord. Hemmeligheden er ikke os eller vores ord, men kraften i Guds inspirerede ord.

Af Henri Nissen
Redaktør og Afrikamissionær