Ind i sorgen – og ud igen

”Sorgen har trukket sine dybe plovfurer i sjælen, og midt i den endevendte markjord skal man genopdage sit liv”, skriver Mette Marklund i sin lille bog om at være i sorg.
Sorgen kommer til os alle. Vi har alle mistet eller vil komme til at miste en ægtefælle, en god ven eller måske et barn. Og så følger sorgen – og det gør ondt. Det kan være svært at håndtere sorgen, men det kan også være svært for familie og venner at håndtere den sørgende. Hvordan forholder man sig?
I Med flaget på halv giver Mette Marklund eksempler på sorg, sin egen sorg og andres sorg, og på, hvordan de tacklede det. Måske kan det være til hjælp for mennesker, der er i situationen. Men det er vigtigt at huske, at man skal gennemleve sin egen sorg på sin egen måde. ”Hvis du har mistet en ægtefælle, så forbered dig på, at der er mange, der har en mening om, hvordan og – i særdeleshed – hvor længe du skal bære sorg”, siger Mette Marklund i bogen – og jeg tror, hun har ret.
Der findes flere gode råd i bogen, men her får du det bedste: ”Gør plads til mennesket. Og til dig, som sørger. Gør plads til dig selv. Lad ingen afgøre, hvordan du skal arbejde med din sorg. Dit liv er forandret for altid. De sammenhænge, du bevæger dig i, mangler et led. Det bliver aldrig det samme eller næsten det samme. Det bliver anderledes. Men det kan blive tåleligt. Måske endda smukt og godt. Men husk, det er alene dig, der kender opskriften på dit nye samlesæt. Det er dig, der ved, hvornår og hvordan brikkerne skal sættes sammen.”
Med flaget på halv – at være i sorg er én ud af mange bøger om sorgbearbejdelse. Det er en lille bog med enkle og gode råd, måske lige det, du har brug for.

Mette Marklund:
Med flaget på halv
– at være i sorg
77 sider
129 kr.
Unitas