Kærlighedens bånd
Brøndgraverens datter er en nydelselsesfuld opdagelse i gammeldags, fransk drama, og er med et fængende manuskript, sympatiske figurer og fantastiske præstationer fra Auteuil og Berges-Frisbey en smukt filmet og følelsesmæssigt engagerende fortælling om kærlighed og klasseskel i det sydlige Frankrig før Anden Verdenskrig.
Pascal Amoretti (Daniel Auteuil) er en hårdtarbejdende brøndgraver, der efter sin kones død står alene med ansvaret for sine seks døtre. Heldigvis er hans ældste datter, den 18-årige Patricia (Astrid Berges-Frisbey), vendt hjem fra Paris for at hjælpe sin far med at tage sig af hendes søstre. Patricia, der er sin fars øjesten, har vokset sig op til en smuk og viljestærk, ung kvinde, og det varer ikke længe, før Pascals kollega og ven Felipe forelsker sig i hende.
Mens Pascal håber at få Patricia gift med den godhjertede Felipe (Kad Merad), har hun kun øjne for Jacques Mazel (Nicolas Duvauchelle), den smukke, men noget skørtejagende søn af et velhavende isenkræmmer-par. Deres hæsblæsende romance resulterer i, at Patricia bliver gravid, og da Jacques kaldes i krig, nægter hans forældre at anerkende, at barnet er hans. Vraget af Jacques familie har Patricia kun sin far at vende sig mod, og Pascal må slås med både egne fordomme og landsbysladder i forsøget på at redde sin datter fra et liv i skamfuld ensomhed.
Den berømmede franske skuespiller Daniel Auteuil har valgt at debutere som instruktør med en genindspilning af Marcel Pagnols film af samme navn fra 1940. Som i Pagnols film befinder vi os i et fransk landskab af små landsbyer, hvor klasseforskelle adskiller de rige fra de fattige, og ingen gør sig nogen illusioner om, at dette vil ændre sig, da ens lod i livet anses for at være en del af skæbnens lotteri. Men som Pagnol også gjorde det klart i den originale film, har såvel rige som fattige deres følelsesmæssige byrder at bære. Som instruktør drager Auteuil med sin svælgen i det romantiske franske landskab klare paralleller til fransk films guldalder og den form for melodramatik, som Pagnol, der blev folkeeje gennem film som Kilden i Provence og Manon og kilden, netop var kendt for, men han formår at styre filmen væk fra sødsuppe-romantikken og ind i en mere moderne kontekst gennem de karakterer, der befolker dette drama. Daniel Auteuil er uforglemmelig i sin skildring af Pascal, en hårdtarbejdende mand, hvis skuffelse over Patricia kæmper en hård kamp i hans belejrede sjæl med hans åbenlyse kærlighed til hende; filmens centrale figur er en komplet og kompleks figur, hvis stolthed og anstændighed balancer hinanden, og hvis moralske forargelse opvejes af hans ægte kærlighed til sine børn.
Den sidste del af Brøndgraverens datter indeholder flere overraskende drejninger af historien. I den proces giver filmen os håb om, at vi ligesom filmens karakterer kan forblive åbne for den velsignelse, som tilgivelse kan give, og at vi ligesom dem kan transformeres af hjertets kærlighed.
Brøndgraverens datter (DVD)
107 min.
