Rød skolemand blev helbredt – vil nu oprette en kristen friskole
Palle og Anne-Bente Jønsson var kommunister og ateister. De oprettede flere friskoler og hjalp med deres pædagogiske dygtighed mange elever. Da Palle blev guddommeligt helbredt for 15 år siden, blev det meste af familien kristen. Nu vil Palle oprette en ny kristen friskole på Lolland. – Vi var begge meget venstreorienterede. Min kone Anne-Bente var kommunist og medlem af DKP. Vi troede på det nye menneske, som ville vokse frem, når vi fik ændret samfundet, ligesom i Sovjet.
Palle Jønsson er stadig idealist. Han ønsker at skabe gode skoler for børn, hvor det ikke kun handler om at udvikle deres hjerner, men også deres hjerter.
– Jeg kommer jo fra den sorte skole. Den med kæft, trit og retning, fortæller han.
– Vi var mange lærere, der søgte efter en ny form for pædagogik. Mange af os var optaget af pædagogen A.S. Niell og hans Summerhill i England.
Jeg blev ansat som skolepsykolog på Falster i 1969. I -73 startede min kone og jeg Skovby Friskole, hvor vi også integrerede de handikappede sammen med de andre. Senere startede vi Falster Lilleskole.
Selv om lærerparret Jønsson var røde marxister, var deres skoler respekteret. Forældrene kunne se de store fremskridt, der skete med deres børn. Det gjalt ikke mindst de vanskelige elever, som fx havde svært ved at læse, havde ADHD, autisme, osv. Når de kom i det rigtige miljø, fungerede de igen.
De hjalp mange elever med lydlære i en tid, hvor man ellers indførte helhedslæsning i folkeskolen. Og nu vender man igen tilbage til lydlære.
– Selv om vi var røde, så var vi jo ikke anarkister. Børnene fik lært noget. Vi havde to dansktimer og matematik hver dag. Læste Søren og Mette. Om eftermiddagen var der så kreative fag.
Vi havde dengang nogle slogans, som egentlig var gode. Fx:
Kærlighed – Krav –
Konsekvens og Konstans.
Det er, hvad børn har brug for. Der skal være kærlighed. Det er det vigtigste, hvis du skal lære børn noget. Men der skal også stilles krav, og der skal være en konsekvens, når man fx stjæler.
Og så skal der være konstans – altså en vis ro og regelmæssighed i tingene.
Det lyder måske lidt gammeldags, men både børn og lærere har faktisk brug for det.
Pædagogikken lå fast. Jeg var bestyrelsesformand og min kone skoleleder. Sådan var dét. Vi ville ikke diskutere pædagogikken hver anden dag.
Man skal heller ikke overlade til forældrene at bestemme pædagogikken. Så laver de ofte grupper og vil tilgodese deres egne børn. Så ender det hele også i kaos.
Palle nød at arbejde med børn, men han havde et stort problem: Han var overfølsom overfor lyd. En pivende tinitus-lyd kørte inde i hans hoved.
– Jeg led af den såkaldte Minères sygdom. Når jeg fik mine anfald, gik det på balancenerven og alt omkring mig sejlede rundt i et par timer. Bagefter måtte jeg ofte ligge i sengen et par dage, husker Palle. Men i dag er han helbredt!
– Jeg havde en smule kristendom i mig. Min mor havde bedt aftenbøn med mig. Og når jeg var hjemme i København for at besøge mine forældre, kunne jeg godt finde på at gå ind i Tabor-kirken på Lyngbyvej.
De havde fx en lovsangsleder, Ruth Cilwick, og hun havde sådan en smittende glæde, husker Palle. Men han var også optagtet af en indisk guru, som havde disciple på Gylling Næs og mediterede sig ud af kroppen over indiske gudenavne.
– Da jeg ikke kunne holde min sygdom ud, tog jeg til et møde med Hans Berntsen i en folkekirke i Tirstrup på Lolland. Her var en spændende sognepræst, som hed Flensted Jensen, og han havde inviteret Berntsen til at komme og bede for syge.
Jeg tog med af nysgerrighed, og jeg havde regnet med, at der måske sad 5-10 gamle syge mennesker. Men kirken var fyldt, og Berntsen talte meget folkeligt og direkte. Og bagefter stillede folk sig op i en lang række for at blive helbredt.
Tak skal du have, det havde jeg ikke regnet med. Og der var en dame, der smed krykkerne og dansede rundt. Selv stod jeg sidst i rækken og da Hans bad for mig, skete der åbenbart ikke noget. Jeg mærkede ikke noget, men efter 8-10 dage uden anfald begyndte jeg at tænke på, om der alligevel var sket noget. Det var der. Nu er det 15 år siden!
Min helbredelse skabte jo pludselig en helt ny interesse i familien. Bagefter blev mit barnebarn helbredt for en lungesygdom. Ja, mit barnebarn havde endda en hund, som havde kræft, og som dengang var 9 år. Den var blevet opereret to gange, og nu kunne de ikke gøre mere. Nu skulle den bare leve af diætmad, indtil den døde i løbet af en 3 måneder.
Så spørger mit barnebarn Hans Berntsen, om han ikke kan bede for Perle. Og det kunne Hans jo ikke stå for, så han gør det. Og hun levede ialt 16 år – uden diætmad.
Vi havde som røde pædagoger været imod, at børnene skulle høre bibelhistorie. For jeg havde haft en lærerinde, der havde indoktrineret lidt for meget, syntes jeg. Børnene skulle vælge selv, mente vi.
Men det fortryder jeg i dag.
Heldigvis er de tre af vores fire børn i dag kristne. Min søn Jens og svigerdatter Lene har endda oprettet en lille menighed i Nykøbing.
Palle og familien begyndte nu at se meget kristent tv.
– Det var meget trosstyrkende for os. Vi så dagligt Benny Hinn på God-tv. Og vi tog til udlandet for at være med på hans møder. Vi var ligeglade med forargelsen over hans livsstil. Vi ville bare have del i det, han havde. Og lovsangen var så fantastisk.
Vi ser det stadig – men nu er det over nettet.
Palles søn og svigerdatter kørte Skovby Friskole videre. Og i 2004 oprettede han og hustruen Bentes Miniskole. Den kørte frem til 2012.
– Desværre stiller ministeriet så mange krav, at det er svært for de små skoler at overleve. Det er, som om de vil af med alle skoler, der har en holdning, beklager Palle.
I 2010 havde han selv en åndelig oplevelse en nat:
– Jeg hørte en stemme sige: Du skal oprette en kristen friskole. Og du skal kalde den Paulusskolen.
Det navn ville jeg aldrig selv have fundet på. Jeg syntes, det var grimt. Derfor troede jeg også, det var fra Gud, og ikke bare mine egne tanker.
Så jeg gik i gang, og jeg fik sammensat en lidt tilfældig bestyrelse. Jeg investerede sammen med andre 5,6 mio. kr. i en tidligere Designskole i Nykøbing. Men desværre kørte bestyrelsesformanden mig ud på et sidespor. Skolen kører videre, men på lidt andre præmisser, end jeg havde tænkt. Det er ikke en kristen skole.
Så nu må jeg i gang igen med en ny skole fra august. Og denne gang skal den hedde Mariaskolen. Jeg mangler nogle af Udfordringens læsere, der vil gå ind i en bestyrelse, og lærere, der kan se en idé i det her. Men vi har bygningerne, og jeg er sikker på, at der er elever nok, fastslår Palle Jønsson.
