Jesus blev synliggjort i det offentlige rum

300 trodsende regn og rusk og mødtes på tværs af kirkeskel til Jesus Manifestation i Randers- Gå ud i byen og spred glæde, men ikke med den hensigt at evangelisere. Sådan lød startsalutten til Jesus Manifestation 2012 i Randers fra Jakob Lundager, der er en af de tre personer i visionsgruppen bag arrangementet.
Hans opfordring var henvendt til dem, der skulle stå for nogle events i Randers midtby om formiddagen som optakt til mødet om eftermiddagen. Formålet med eventene var, at folk i Randers skulle opleve kristne, der møder dem for at gøre noget for dem og give dem noget at glædes over. Det skete med sang og musik midt i byen, streetfodbold og danseopvisning, mens man over hele midtbyen kunne høre klokkespil fra byens store folkekirke Sct. Mortens Kirke.

Ansigtsmaling i økologisk ly

Det var også muligt at lægge ansigt til en gang ansigtsmaling. Men hvem ville stå og lade sig male på i regnvejr? Problemet blev løst ved, at byens store økologiske butik Conkøb gav regnly under sin markise.
Den første, der kom under penslen, var Michelle Batiste. Sammen med sin mand og to venner havde hun taget turen fra Nyborg til Randers for at være med.

Både sej og kristen

Den kristne motorcykelklub MC Kilden var også synlig i gadebilledet med deres veste og store motorcykler. Ikke for at vise sig selv eller deres motorcykler frem, men fordi de gerne vil vise Jesus frem og vise, ”at det er tilladt at være sej og kristen på samme tid”, som MC Kildens præsident Ole Kristensen sagde.
– Vi ønsker, at så mange som muligt møder Jesus. Men mange kommer ikke ind til os i vores kirker, så må vi komme ud til dem. Vi er også et bevis på, at selvom man er kristen, behøver man ikke at sidde med foldede hænder hele tiden, sagde Ole Kristensen.

Ét, men ikke ens

På vegne af arrangørerne bød Christen Lundager fra Assentoft Frikirke velkommen til den officielle del med taler, sang og musik. Han understregede, at selvom alle kristne ikke er ens, er de ét. Og et formål med Jesus Manifestationen er at bygge bro mellem kirker, generationer og etniske forskelle for at være et sted, hvor alle kristne kan mødes til fællessang, bøn og tilbedelse.

Vi er flere end vi tror

Indremissionær Hanus Poulsen forklarede, at det også er dette store kristne fællesskab, der har fået Indre Mission i Randers til at bakke op.
– Vi synes, det er et meget godt tiltag til, at vi kan være sammen med andre og lovprise Herren. Bortset fra alliance-bedeugen er der ikke mange andre muligheder for at være sammen fra forskellige kirker, og det er trosstyrkende at opleve, at vi er mange kristne.

Søg enigheden


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Sognepræst Line Hage: Det er mere spændende og konstruktivt at finde enighed frem for at dyrke forskellighederne.

Sognepræst ved Sct. Mortens Kirke i Randers Line Hage synes, vi har en kedelig tendens til at lede efter forskelle hos hinanden og definere vores identitet i, hvordan vi adskiller os fra hinanden.
– Jeg synes, det er mere spændende og konstruktivt at lede efter og finde enighed frem for at dyrke forskellighederne.
Hun bakkede som sognepræst i folkekirken op om Jesus Manifestationen, fordi hun synes, det er vigtigt, at også netop folkekirken viser sin støtte til et sådant arrangement, så det får bredde og ikke bare bliver opfattet som noget frikirkeligt.

Fælles om at ophøje

Sekretær Joan Vestergaard fra Randers var kommet for fællesskabet med andre kristne.
– Jeg er her for at have fællesskab med en masse andre kristne og for at ophøje Jesus sammen med dem. Det er rigtig dejligt at kunne mødes med kristne på tværs af kirkeskel og opleve at være ét i Jesus.

Drop skuespillet

Lars Christensen fra Friluftsmissionen advarede mod at spille skuespil over for Gud.
– Gud kender dig og ved, hvor du bor – også selvom det er i udkantsdanmark. Jesus elsker dig og vil tale ind i dit liv lige der, hvor du er. Jeg så engang et skilt over døren ind til en kirke, hvor der stod ”indgang på eget ansvar”. Det syntes jeg lød godt, ind til jeg så, at der nedenunder stod med småt ”på grund af løse tagsten”. Det burde have været, fordi Jesus forvandler os, og det er vores håb, at han kan det.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Til venstre:Cand.teol. Johannes Hansen var blandt talerne. Til højre: Lars Christensen fra Friluftsmissionen.
Daglig manifestation

Præst ved apostolsk kirke i Ålborg Johannes Hansen filosoferede over, at manifest kommer af det latinske ord manus, som betyder hånd, så meningen med en manifestation må være, at den skal gøre noget håndfast, håndgribeligt og synligt.
– Det gælder ikke om at sige en masse ord, men om at gå ud og gøre det, Jesus vil, vi skal gøre. Ikke bare i dag, men alle dage skal være en Jesus-manifestation, hvor vi gør Jesus konkret og håndgribelig. Hver dag skal vi spørge Gud, hvad vil du, at jeg skal i dag? Hvad har du tænkt, Gud, at jeg i dag skal bruge mine fødder, mine hænder, mine penge, min uddannelse, min bil til? Jesus ønsker at blive synlig – at manifestere sig – igennem vores liv, hver eneste dag.


Artiklen fortsætter efter annoncen: