Spionchef snød Hitler og hjalp jøderne

Admiral Wilhelm Canaris satte sit liv på spil under anden verdenskrig. Han blev henrettet for at hjælpe jøderne og føre dobbeltspil mod Hitler.Siden 2009 har indflydelsesrige jødiske kredse med den verdensomspændende Chabad-Lubavitch organisation i spidsen udfoldet store anstrengelser for at få Yad Vashem-museet i Jerusalem til officielt at hædre Hitlers mangeårige efterretningschef, admiral Wilhelm Canaris, som én af De Retfærdige blandt Nationerne: ikke-jøder som satte deres liv på spil for at redde jøder fra nazisternes Endlösung.
Af Louis Bülow
Louis Bülow har
skrevet en lang
række historiske
artikler om
nazismen.

Indtil 2011 har 23.788 modtaget ærestitlen som Retfærdig, ligesom der er plantet et træ for hver af disse helte i De Retfærdiges Allé, der leder op til Yad Vashem-museet. Blandt de mange hædrede kan nævnes Emilie Schindler, Oskar Schindler, Raoul Wallenberg, Sophie Scholl og Miep Gies, ligesom eet af træerne er tilegnet redningen af de danske jøder.

Den jødiske organisation understregede i henvendelsen til Yad Vashem for et par år siden, at historikere i det omfattende research-arbejde havde fundet dokumentation for, at Wilhelm Canaris efter nazisternes invasion af Polen i 1939 havde reddet bevægelsens leder, overrabbiner Yosef Schneersohn, og flere hundrede andre jøder ud af ghettoen i Warszawa.
Overrabbineren og hans familie havde søgt skjul under de voldsomme bombardementer af Warszawa, alt imens hans tilhængere desperat ledte efter en chance for at få dem sluset ud af det krigshærgede Polen. Da amerikanske topfolk, blandt andre præsident Roosevelts nære medarbejder Benjamin Cohen og højesteretsdommer Louis Brandeis, i dybeste hemmelighed gik ind i sagen for at få bragt overrabbineren i sikkerhed, blev der via mellemmænd under hånden taget kontakt til admiral Canaris, leder af Det Tredje Riges militære efterretningstjeneste, Abwehr.

Canaris besluttede sig for at gennemføre en hemmelig redningsaktion. Han sendte en betroet gruppe af agenter, flere med jødisk baggrund, under ledelse af major Ernst Bloch til Warszawa, og det lykkedes efter stort besvær at finde frem til overrabbineren og hans følge. De blev herefter smuglet til Berlin, og efter en farefuld færd med Gestapo i hælene blev de sendt videre til Riga i Letland. Herfra videre til Stockholm, hvorefter de blev sat på en damper med destination Amerika, hvor de ankom til New York den 19. marts 1940.
Ingen har kunnet gennemskue admiral Canaris’ motiver til at iværksætte den dristige aktion for at redde den fremtrædende jødiske overrabbiner og hans følge, samtidigt med at det nazistiske regime gik i gang med det systematiske folkemord på Europas jøder.

Måske var det et forsøg på at holde Amerika uden for krigen. Måske var det et udtryk for Canaris’ humanitære indstilling til de forfulgte. Da Canaris nogle uger forinden havde erfaret, at enken efter den tidligere polske militærattache i Berlin, Szymanski, var blevet tilbageholdt og overført til en interneringslejr med sine børn, greb han straks ind. Han fik sikret, at familien frit kunne forlade landet og rejse til sikkerhed i det neutrale Schweiz. Han forsynede også familien med penge, så de kunne etablere sig i en villa i nærheden af Bern, ligesom han flere gange formidlede kontakt til enkens gamle mor i Warszawa.

Den 12. december 1938 blev præsten ved Paulus kirken i Berlin-Zehlendorf, Walther Heyden, arresteret af Gestapo og fængslet, efter at han i sin prædiken havde protesteret imod nazisternes overgreb på jøderne efter Krystalnatten den 9. november.
Canaris kendte Walther Heyden fra kirken, hvor hans datter deltog i konfirmandundervisning hos Heyden. Også her greb admiralen ind og fik Heyden løsladt.
Senere gennemførte Canaris på Heydens forbøn en redningsaktion af flere jøder fra netop Zehlendorf – de blev forsynet med diplomatisk immunitet via Abwehr og fik lov til at rejse til Spanien og herfra videre til sikkerhed i England og Amerika.
Den tyske historiker Guido Knopp har peget på, at disse var de første af Canaris’ hjælpeaktioner, der foreligger dokumentation for, og mange skulle komme til: ”Om det drejede sig om socialister, kommunister, frimurere, jøder eller bibelforskere – alle kunne finde beskyttelse under efterretningstjenestens tag.”

Admiral Wilhelm Canaris gik imod Hitler og hjalp jøderne mod nazisterne under anden verdenskrig.

I 1942 organiserede admiral Canaris og hans nærmeste medarbejdere en storstilet redningsaktion, hvor flere hundrede jøder blev forsynet med pas, visa og papirer, der dokumenterede, at de var tilknyttet Efterretningstjenesten som agenter og informanter. Således sikret immunitet lykkedes det at få de mange jøder ud af Tyskland og videre til friheden i et neutralt land.

Admiral Canaris, der i 1935 var blevet udnævnt til leder af Abwehr, havde i de følgende år fået opbygget en effektiv spionageorganisation med en hær af agenter, netværk over hele verden og enorme ressourcer til rådighed. Canaris blev betragtet som én af Hitlers bedste og mest betroede håndlangere.

Ifølge Guido Knopp blev Canaris alene fra december 1935 til marts 1936 kaldt til konference i Rigskancelliet hele sytten gange. Admiral Canaris var i det hele taget i stand til at sikre sig Hitlers tillid så uforbeholdent, at Føreren næsten til det sidste nægtede at tro på, at spionchefen havde været indblandet i sammensværgelsen mod ham. Canaris’ sekretær, Inga Haag, har senere forklaret det således: ”Canaris kunne tale med ham. Han vidste, hvordan man skulle tage Hitler.”
Længe var Canaris af den overbevisning, at Hitler og nazisterne var det eneste effektive bolværk mod kommunismen, og hans efterretningstjeneste forberedte i starten effektivt og diskret de tyske militære offensiver.

Men Hitlers planer om en altomspændende aggressionskrig fik Canaris til at distancere sig fra det nazistiske diktatur, og i slutningen af trediverne begyndte han og de medsammensvorne i Abwehr at udarbejde planer, hvor man som led i et statskup kunne arrestere Hitler.
I årene herefter forsøgte admiral Canaris at underminere det nazistiske terrorsystem, som han selv var blevet en del af. Han søgte med list og taktisk snilde at sabotere Hitlers planer og således bekæmpe den mand, hvis modstander og håndlanger han var på samme tid.

Den gådefulde admiral formåede helt frem til 1943 gennem et kompliceret og farligt dobbeltspil at gøre Abwehr til centrum for regimets modstandere og sammensværgelsen mod Hitler. Ifølge hans nære medarbejder, Hans Bernd Gisevius, havde Canaris et naturligt talent for at føre sine modstandere på vildspor og kunne fremføre nazistiske fraser så overbevisende, at selv de største skeptikere overgav sig: ”Således blev Abwehr hans eget instrument, som han behandlede med overlegen virtuositet. Han hadede ikke alene Hitler og Himmler lidenskabeligt, men hele nazisystemet som politisk fænomen … hans eneste mål var at forhindre grusomheder, mord, frihedsberøvelse, krig.”

Som chef for efterretningstjenesten udfoldede Canaris en hektisk rejseaktivitet – han var hér, dér og alle vegne. Snart dukkede han op i ørkenen i Nordafrika for at besøge Rommel og drøfte krigens gang, samtidig med at han viste ham Abwehrs hemmelige rapporter om nazistiske grusomheder i de besatte områder. Snart fløj han til Madrid i Spanien for at aflægge besøg hos general Franco, hvor han under hånden frarådede denne at gå ind i krigen på Hitlertysklands side. Snart dukkede han op i ruinerne i det sønderbombede Warszawa for at få et førsteindtryk af ødelæggelserne – da han så de endeløse rækker af flygtninge, råbte han fortvivlet til sin adjudant: ”Dét hér kommer til at gå ud over vores børnebørn … Guds retfærdighed vil komme over os.” Snart viste Canaris sig ved krigsfronten, hvor han desperat forsøgte at få chefen for OKW, generaloberst Keitel, til at sætte en stopper for nazisternes myrderier.

Da Canaris i sommeren 1943 fik kendskab til Hitlers planer for det vaklende Italien, der indebar en bortførelse af såvel Italiens konge Victor Emanuel 3. som Paven Pius 12., fløj han straks til Venedig, ledsaget af sine betroede medarbejdere Erwin von Lahousen and Wessel Freytag von Loringhoven. På hemmelige møder den 29-30. juli 1943 på Hotel Danieli advarede Canaris sin italienske kollega, lederen af Italiens militære efterretningstjeneste, general Cesare Amé, om den forestående aktion. Da general Amé vendte tilbage til Rom, sørgede han for, at planerne blev lækket, og det lykkedes således at få tyskerne til at skrinlægge planerne.

Admiral Canaris var involveret i flere attentatforsøg på Hitler, bl.a. i marts 1943 i Smolensk, hvor der i bagagen på Hitlers specialfly blev anbragt en bombe skjult i en kasse med cognacflasker. Den eksploderede ikke, fordi vejret var for koldt. Canaris blev afskediget af Hitler i februar 1944 og nogle uger senere sat i husarrest. Efter det mislykkede attentat på Hitler den 20. juli 1944 blev Canaris arresteret af SS og smidt i en celle i fængselskælderen i Prinz Albrechtstrasse, og den 7. februar 1945 blev han overført til KZ lejren Flossenburg.
Han blev under timelange forhør udsat for grov tortur, men han benægtede hårdnakket alle anklager, og direkte beviser for hans deltagelse i sammensværgelsen manglede.
Men i begyndelsen af april fandt Gestapo endeligt belastende materiale i et pengeskab i en underjordisk bunker i det militære hovedkvarter i Zossen, bl.a. nogle dagbøger – løbet var kørt. Som den øverste chef for sikkerhedspolitiet, Ernst Kaltenbrunner, rasende bemærkede: ”Denne Canaris har stukket blår i øjnene på dem allesammen: Heydrich, Himmler, Keitel, Ribbentrop og selv Føreren.”

Hitler gav ordre til at henrette sin mangeårige efterretningschef, og om morgenen den 9. april 1945 efter en kort skinproces i KZ lejrens vaskeri blev Canaris og flere medarbejdere, bl.a. Hans Oster og Dietrich Bonhoeffer, hængt i fængselsgården. Næsten samtidigt blev Hans von Dohnanyi myrdet i koncentrationslejren Sachsenhausen.
Den danske efterretningsofficer Hans M. Lunding sad fængslet i en nabocelle til Canaris, og aftenen før fik han en besked fra Canaris ved hjælp af bankesignaler på cellevæggen. Canaris var blevet mishandlet, tøjet var gennemvædet af blod og næsen brækket. Spillet var ude, og han bad Lunding – hvis denne overlevede – give en besked til Canaris’ familie.
Det var en bøn, som Lunding var i stand til at opfylde få måneder senere, men allerede få dage efter henrettelsen blev KZ Flossenburg befriet af Allierede tropper.