Udgravning skaber ny debat om Kong David

Arkæologiske fund i fæstningsbyen Khirbet Qeiyafa tyder på, at Davids rige var lige så stærkt, som Bibelen beskriver det. Men hvad siger fundene om gudsdyrkelsen på den tid? Var Davids og Salomos kongedømmer virkelig så store og magtfulde, som de beskrives i Bibelen?

Arkæologerne Yosef Garfinkel og Israel Finkelstein ved Khirbet Qeiyafa i 2009.

Nu er man i forbindelse med udgravninger i jernalderbyen Khirbet Qeriyafa kommet et stort skridt videre med svaret.
Khirbet Qeriyafa ligger strategisk placeret på en stenet skråning med udsigt over Terebinte-dalen, 30 km sydvest for Jerusalem. Den indeholder rester af en 3.000 år gammel mur-omkranset by.

Oxford University har brugt kulstof-14 dateringsmetoder ved undersøgelsen af 10 brændte olivensten. Man konkluderer, at byen eksisterede en kort tid mellem 1020 og 980 f. Kr., og at den blev ødelagt med vold.
Det betyder, at byen må stamme fra Kong Davids (og ikke Salomos) tid. Og alterets udsmykning tyder på, at byen er af jødisk oprindelse.

Selvom arbejdet med at udgrave Khirbet Qeriyafa begyndte for flere år siden, er der stadig mange arkæologiske udfordringer.
Man studerer fæstningsmuren og nogle religiøse skrin for at finde ud af, hvad de kan sige om tidens politiske og religiøse forhold.
Man har også fundet et potteskår med hebraisk inskription, som man stadig forsøger at tyde.

Fæstningsmuren omkring Khirbet Qeiyafa er over 700 meter i omkreds og fire meter bred. Muren er bygget af kæmpesten – nogle af dem vejer næsten fem tons, og der er brugt over 200.000 tons sten til den. Flere steder er muren over seks meter høj.
Kun et meget velorganiseret samfund kunne bygge en sådan mur.

I Khirbet Qeiyafa fandt man i 2008 den ældste hebraiske indskrift. Det er en indskrift med blæk på et potteskår.
Trods ihærdige forsøg er man stadig ikke klar over, hvordan teksten skal tydes. Der står en advarsel: ”Al Ta’as”, som
oversættes ”Gør ikke”, men resten af indskriften er uklar.
Man kan dog tyde ord som ’konge’ , ’Ba’al’ og ’Gat’. Filisterbyen Gat ligger kun få km væk, og her har man sandsynligvis dyrket den kana’anæiske gud Ba’al.
– Da vi gjorde det første fund, anede vi ikke, hvad det var, fordi vi aldrig tidligere har set noget lignende, i bøger eller andetsteds, siger en af den arkæologiske ekspeditions deltagere, Katharina Streit, fra Tyskland.

Den 3.000 år gamle fæstningsby ligger 30 km sydvest for Jerusalem, nær det sted, hvor David mødte Goliat.

Bølgerne går højt i den lærde verden. ’Minimalisterne’ siger, at Davids kongerige blot var en tyndt befolket landsby i Jerusalem-området, og at man ikke kan acceptere Davids kongerige som ”stort og magtfuldt”.
’Maksimalisterne’ på den anden side accepterer gyldigheden af den bibelske beskrivelse.
For dem er Khirbet Qeiyafa beviset på, at Davids rige kunne have været lige så stort, som det beskrives i Bibelen.
Foreløbig synes fæstnings-murens dimensioner og dateringen at bekræfte maksimalisternes og dermed Bibelens beskrivelser.
Men hvad med gudsdyrkelsen?

– Vi har fundet nogle rituelle genstande, som medfører en ny forståelse af, hvordan Det første Tempel var opført, siger arkæologen, professor Yosef Garfinkel.
De israelske arkæologer har fundet to små skrin, det ene er af ler, og det andet af sten. Nogle forskere opfatter dem som et arkæologisk bevis på eksistensen af judaiske rituelle genstande fra kong Davids tid – omkring 1.000 år f. Kr.
Ifølge professor Garfinkel og hans medarbejder, Sa’ar Ganor fra Den israelske Oldsags-myndighed, minder de små skrin om beskrivelsen af Salomons Tempel i Kongebøgerne.

Khirbet Qeiyafa var en grænseby i kongeriget Judah, og den lå nær filister-byen Gat. I 1. Samuelsbog, kapitel fem og seks læser vi om den tid, hvor pagtens ark var blevet erobret af filistrene.
I 1. Kongebog 6:21 læser vi, hvordan arken senere kom til Kirjat-Jearim og blev bragt til Abinadabs hus. Nogle forskere opfatter det som en beskrivelse af datidens polyteisme.
I 2010 fandt man i forbindelse med udgravningerne rester af 99 huse. To af husene havde hver sit specielle rum. Det var religiøse rum med specielle krukker, der bruges til at udgyde drikofre. I det ene rum fandt man et lille alter udhugget i basalt og prydet med geometriske motiver. Derimod har et tilsvarende alter fundet i den kana’anæiske by Rehov menneskefigurer på siderne.
Alteret i Khirbet Qeriyafa er altså i overensstemmelse med det bibelske forbud mod billeder, hvorimod Rehov-alteret kunne tyde på den kana’anæiske afgudsdyrkelse, som israelitterne blev advaret imod.

Professor Garfinkel mener, at Khirbet Qeiyafa viser eksistensen af et regionalt styre, som omfattede Jerusalem, Hebron og lavlandet omkring Khirbet Qeiyafa.
Samtidig mener Garfinkel, at de to fundne skrin, hhv. 35 og 20 centimeter høje, indeholdt symboler på en guddom, og at de svarer til ”det, Bibelen kalder ‘Pagtens ark'”.
Sådanne skrin er kendt fra andre steder, siger han, men fundet i Khirbet Qeiyafa er “enestående, fordi det viser motiver kendt fra den bibelske beskrivelse af kong Salomons tempel”.
Lerskrinet har en udsmykket åbning, der er flankeret af løver og to søjler, som minder om de søjler, der ifølge Bibelen flankerede Salomos tempel, siger Garfinkel.

Fundet af de religiøse genstande kaster for første gang lys over, hvordan en kult blev organiseret i Judah på kong Davids tid, siger Garfinkel. Dette første, fysiske bevis på en kult fra den tid har betydningsfulde implikationer på områder som arkæologi, historie, bibelske og religiøse studier.
Ifølge Garfinkel har fundet af disse genstande dramatisk ændret den måde, Bibel-sagkyndige forestiller sig Templet.
– Vores bestræbelser i bibelsk, humanistisk videnskab er at forstå teksten, siger Garfinkel. Dette fund gør os i stand til at forstå to ud af 20 begreber. Vi kender ikke alle disse begreber – men det er et skridt fremad.
Af Richard Oestermann og cand.teol. Bodil Lanting