Artikelserie: Dyk ned i den kristne historie 4
Da kirken førte hellig krig
– Paven opfordrede til korstog, og mange utilpassede unge meldte sig for at befri den hellige by Jerusalem.Korstogene er en uhyggelig og på mange måder uforståelig del af den kristne historie. Under korsets tegn myrdede og slagtede man anderledes troende og mente, at man derved tjente Gud.
Af Jette Vibeke Madsen
Folkeskolelærer
Krig og vold var dagligdag i middelaldersamfundet, og korsridderne handlede vel ikke så meget anderledes, end andre landes krigere, men det uforståelige er, at det var paven og kirken, som opfordrede til krig i den Guds navn, som havde sagt: Elsk din næste som dig selv! Skønt korsfarerne var kristne, var det kun et fåtal, som kunne læse Bibelen, og tolkningen af kristendommen lå i hænderne på få magtfulde mænd. I dag fordømmer paven vold i Guds navn.
Korstog er en særlig form for krig, som sker på pavens opfordring i 1000 til 1300-tallet. Målet for det første korstog er at befri Jerusalem, den hellige by, fra arabisk herredømme. Korstogene udvikler sig siden til at omfatte krig mod hedninge og kættere overalt. På den måde mener man at kunne beskytte kirken og vinde sin sjæls frelse.
I 600-tallet ekspanderer det islamiske rige hurtigt. I flere hundrede år har alle områderne omkring Middelhavet været en del af Det Romerske Imperium, men arabiske hære indtager nu det nuværende Israel/Palæstina, Jordan og Irak. De fortsætter med at indtage den nordafrikanske middelhavskyst og overskrider i år 711 Gibraltarstrædet og går ind i Spanien, hvorfra de hurtigt breder sig nordpå. Det kristne imperium er truet. Det lykkes dog den frankiske hærfører Karl Martel at standse fremmarchen i år 732. I 800-tallet invaderer araberne Sicilien, som de dog senere taber igen. Østkirken trues af arabere fra øst, og vestkirken trues fra syd.
Konstantinopel, østromerrigets hovedstad, belejres i flere omgange af arabiske tropper, men indtages dog ikke. I 1095 beder kejseren i Det Østromerske Rige, Byzans, om hjælp fra de vestlige kristne. Jerusalem skal befries fra islamisk herredømme. Paven beder de vestlige konger og fyrster om at sende tropper til Konstantinopel. Herfra skal de rejse mod Jerusalem. Undervejs skal de befri vigtige byer fra arabisk herredømme. Pavens opfordring får op mod 100.000 mænd og kvinder til at begive sig på vej mod Jerusalem. De fleste når aldrig frem. Men 10-15.000 af dem når i 1099 til Jerusalem.
Jerusalem er en stærkt befæstet by, og kun godt tusind af korsfarerne er riddere. De er meget modløse, da en præst iblandt dem får en åbenbaring om, at Jerusalem vil falde inden 9 dage, hvis man holder faste og gennemfører en procession rundt om byen, i lighed med dengang Jeriko blev indtaget. Syv dage senere indtager korsfarerne Jerusalem. De er skånselsløse. Alle Jerusalems indbyggere dræbes. Ingen spares, hverken kvinder eller børn. I kølvandet af dette første korstog oprettes der et kristent rige i Mellemøsten. Ud over Jerusalem havde man byerne Antiokia og Edessa.
Man kan i dag undre sig over, hvordan man kunne forsvare denne krig i kristendommens navn. Hvordan kunne paven opfordre til krig i Guds navn? Korstogene var et led i den renselse af kirken, som reformpaverne arbejdede for. Man betragtede korstogene som pilgrimsrejser, hvor man var villig til at ofre sit liv i kampen mod Kristi fjender. At foretage denne form for væbnet pilgrimsrejse, blev betragtet som en bodshandling. Derved kunne man gøre sig fortjent til syndernes forladelse.
Inden for adelen var der mange arbejdsløse unge mænd. Den ældste søn arvede al jorden. De yngre kunne gå i kloster eller i tjeneste hos en herre, som kunne finansiere deres militære uddannelse. Men der var en del unge adelige, som ikke havde noget at tage sig til og derfor var ballademagere. I stedet for at plyndre og hærge blandt kristne blev de nu opfordret til at kæmpe mod kristendommens fjender. Korstogene blev en ny åben dør. De kunne gøre det, de var bedst til, nemlig kæmpe, og derved tjene Gud. De fyrster og unge mænd, der drog ud på korstog ville få sjælens frelse. Men mange drømte nok også om rigdom, eventyr og jord.
Det første korstog var en succes, og flere fulgte. Startskuddet til det andet korstog var, at Edessa igen var kommet på arabiske hænder. Paven opfordrede til et nyt korstog, og krigen udvidedes. Kristendommens fjender skulle bekæmpes overalt. Den danske krønikeskriver Saxo beretter, at hver katolsk region blev beordret til at angribe den del af barbarernes verden, som lå nærmest på dem.
Danskerne drog mod de hedenske nabofolk i Nordtyskland og i de baltiske lande. Senere i år 1219 foretager Valdemar Sejr det berømte korstog mod Estland, hvor Dannebrog ifølge sagnet faldt ned fra himlen og gav danskerne sejren. Dannebrog ligner Johannitterordenens korsfarermærke med det hvide kors på rød bund. I Spanien stod den arabiske kalif svagt på grund af indre uenighed, og med hjælp fra franske korsfarerriddere lykkedes det at tilbageerobre nogle vigtige spanske byer.
Det lykkedes ikke korsfarerne at generobre Edessa. I 1187 tabes Jerusalem igen til islamiske hære. I 88 år havde den været en kristen by. Den arabiske sultan Saladin udslettede hele den kristne hær i et slag, og derefter var de kristne byer forsvarsløse.
Det er på dette tidspunkt, den engelske konge Richard I, Løvehjerte, drager på korstog. Sammen med den tyske kejser og den franske konge vil han befri Jerusalem endnu engang. Richard Løvehjerte er den eneste af de tre, der når til Jerusalem. Selv om han vinder nogle vigtige slag, lykkes det ham dog aldrig at indtage Jerusalem, men han opnår i 1192 en aftale om, at kristne pilgrimme frit kan bevæge sig på de hellige steder, og korstoget betragtes som vellykket. I 1229 vinder den tyske kejser Frederik 2. Jerusalem ved forhandlinger. Jerusalem tabes dog endeligt igen i 1244.
I 1202 afspores et planlagt korstog mod Egypten og ender med, at de kristne korsfarere angriber og plyndrer den kristne hovedstad Konstantinopel. Kristne bekæmper nu kristne.
Der føres også korstog i Vesteuropa. Her er det kætterne, man vil bekæmpe. Der er ikke plads til flere religiøse forestillinger inden for den katolske enhedskirke, og derfor skal anderledes troende bekæmpes.
Katharerne var en af de kætterbevægelser, man fór hårdt frem imod og næsten udryddede. Denne del af korstogene føres videre i inkvisitionen, som er navnet på den pavelige domstol, som blev oprettet i 1231 for at dømme kættere.
I det splittede Vesteuropa er den katolske kirke og korstogene en samlende faktor. Korstogene knyttede folk sammen på tværs af grænser, og gav den kristne verden et fælles mål og en fælles identitet.
Tempelridderne havde fra år 1118 til opgave at forsvare og beskytte de kristne pilgrimme i Jerusalem. De havde hovedkvarter i Al-aqsa-moskéen. De levede en klostertilværelse med bøn og fordybelse, samtidig var de fleste væbnede krigere. Tempelridderne levede i cølibat og fattigdom. Al rigdom indgik i ordenens kasse, og de blev meget velhavende. Igennem deres europæiske klostre lånte de penge ud og blev på den måde de første udøvere af bankvirksomhed i Middelalderen.
I 1300 blev tempelridderne dog selv genstand for korstog, da de blev forfulgt som kættere, homoseksuelle og afgudsdyrkere. Mange blev brændt. I 1312 opløste paven ordenen, og dens rigdom blev konfiskeret.
