Debat

Debatindlæg er udtryk for læserens egen holdning – ikke nødvendigvis Udfordringens.
Obs! Max 200 ord. Red. forbeholder sig ret til at forkorte og udelade indlæg.

Synspunkt:

For at være mere specifik: Hvordan skal vi forholde os iht. Guds ord, dvs. Bibelen? Der findes retfærdigvis præster, der går imod homo-vielser, men det har overrasket mig at konstatere hvor få af dem, der begrunder deres standpunkt med Guds ord, altså med et: ”Så siger Herren!”

En af mine venner i nabolaget fortalte mig netop om en samtale, han havde haft med en sognepræst om det spørgsmål. Da han ikke overraskende fik at vide, at præsten selvsagt går ind for homo-vielser, spurgte han: ”Hvad med troskab mod Guds ord?” men fik til svar, at vi ikke kan vide, hvad der i Bibelen er Guds ord. Det var altså præstens bibelsyn, men desværre ikke overraskende.
Min hensigt med disse ej udtømmende linjer er at påpege grundlæggende forhold i den apostolske forkyndelse, ingen kristne bør sidde overhørig ej mindst under indtryk af kirkeministerens nidkære ønske om at gennemføre den krænkende homo-vielses-lov med dronningens underskrift allerede her i sommer.
Jeg henviser til 1. Kor. 6:9 (og i dette tilfælde ikke de ofte citerede steder fra Rom. 1:26-28 og 3. Mos. 18:22 og 20:13, som ellers ikke kan understreges stærkt nok). Der står: ”Eller véd I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere el. ægteskabsbrydere el. de, der lader sig bruge til unaturlig utugt el. de, der øver den..skal arve Guds rige.”
Denne oversættelse er meget præcis (1948-ovs.). Mine engelskkyndige venner kan med udbytte læse en artikel på http://www.dtl.org/ethics/article/homosexuals.htm, der giver en grundig analyse af de her brugte græske ord. Det er de to navneord ”malos” og ”arsenokoites”. Det første betegner den udnyttede (passive) part og det andet den udøvende (aktive) part i det homoseksuelle samkvem.
Pointen i det anførte sted fra 1. Kor. 6:9 er det glædelige, at selvom nogle af de kristne i Korinth rent faktisk havde været homoseksuelle, var det nu fortid, som skrevet står: ”Og sådan har nogle af jer været, men I lod jer aftvætte, ja, I blev helligede, ja, I blev retfærdiggjorte ved Herren Jesu Kristi navn og ved Guds Ånd.”
Med andre ord: Ved et Guds indgreb blev de nye mennesker, nye skabninger i Kristus (2. Kor. 5:17).

Medansvarlige?
Det ville være utænkeligt, at Korinth-menigheden med Paulus som åndeligt tilsynsførende ville kunne være i mindste åndelig forståelse med praktiserende homoseksuelle, samarbejde med disse, endsige foretage vielser af homoseksuelle par. En sådan blødsødenhed ville være ensbetydende med at gøre sig medansvarlig for andres synder (1. Tim. 5:22).
Men hvad vil det sige for dig og mig ikke at gøre os medansvarlige for andres synder? Vil vi stadig kunne have fællesskab med praktiserende homoseksuelle? Vil vi kunne arbejde hånd i hånd med disse i samme kirke? Ville vi kunne dele nadver sammen? Ville vi kunne give dem vor velsignelse? (Nogle præster skelner mellem at foretage vielse og ”kun” give dem en velsignelse!) Vil vi forsvare homo-sex i kærlighedens navn og afskrive Paulus som hørende til en anden tid? Eller stikke hovedet i busken og lade som om, der ikke er noget at forholde sig til?
Én ting er sikker: Du og jeg kan ikke under en forblommet eller blødsøden påberåbelse af kærligheden sige, at det ikke kommer os véd, eller at vi over for synden i dens konkrete former ikke kan være så radikale som Paulus og Johs. Døberen, da de jo hørte en anden tid til.
Sorgen over at se, hvordan homoseksualitetens vederstyggelighed har gjort vort land og hele den vestlige verden mere og mere til ét stort Sodoma og Gomorra er i sig selv en dom over en afkristnet, frafalden kirke. Og formentlig har vi kun set toppen af isbjerget.
Af Jørn Nielsen

’Støt de bibeltro præster’ lyder opfordringen fra Knud Held-Hansen.

Tiden er inde til en støtteerklæring til de bibeltro præster i Folkekirken, ligesom det også er på sin plads med en mistillidserklæring, om ikke en opfordring til boykot af præster, der ikke er bibeltro i forhold til vielse og velsignelse af homofile. Hvorfor melde sig ud af Folkekirken, hvis det er her, slaget skal slås, og hvor en tiltrængt vækkelse kan bryde ud som et resultat af en kirke på katastrofekurs?
De bibeltro præster fortjener støtte og opbakning for deres mod. Det må menighederne og menighedsrådene give dem. Spørgsmålet er, om vi vil være Guds venner eller venner med verden. I den kommende tid må det vise sig, hvilke præster vi skal give vores støtte og gå til gudstjeneste hos, og hvem vi ikke gider for at sige det lige ud.
“Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd”, sagde Jesus. Men Folketinget har nu også hjulpet godt til med at give ufreden og splittelsen en chance i Folkekirken.
Knud Held-Hansen
Beatesmindevej 76, 1.tv.
9210 Aalborg SØ

Folketinget har den 7. juni 2012 vedtaget loven om et kønsneutralt ægteskab, der kalder et homoseksuelt forhold for et ægteskab. Samtidig har folketinget tvunget folkekirken til at anerkende dette.
Kun Dansk Folkeparti stemte samlet imod. Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det radikale Venstre og Liberal Alliance stemte alle samlet for. Det store flertal i både Venstre og i Det konservative Folkeparti stemte for.
Denne vedtagelse er sket i strid med både den kristne tro og i strid med naturretten. Selv om flertallet kalder et homoseksuelt forhold for et ægteskab, så bliver et homoseksuelt forhold aldrig et ægteskab.
Lovens vedtagelse skyldes kulturradikalismens massive tilstedeværelse i de fire partier bag regeringen og i Liberal Alliance og dens overvejende tilstedeværelse i VK-partierne. Kun kulturkonservatismen stemte nej.
Der må i al fremtid siges nej til denne kulturradikale ateistiske lov.
Niels Erik Søndergård
Rasmus Rasks Alle 95
5250 Odense SV

Udfordringen bragte den 31. maj 2012 et debatindlæg af Jens Chr. Stausholm, som spørger: ”Hvorfor går syvendedags adventister så meget op i at gå i kirke om lørdagen?”
Når man læser J.Chr.St.’s indlæg, får man det indtryk, at han tror, at adventister vil vinde deres frelse ved at fejre sabbat. Men lad mig slå det fast med syvtommersøm: Adventistkirken er en protestantisk frikirke, der tror 100% på, at et menneske bliver frelst af nåde, alene ved tro. Intet gør os fortjent til frelse med undtagelse af Guds kærlighed, åbenbaret for os i Jesus Kristus, vor frelser.
Hvorfor går adventister i kirke om sabbatten (lørdagen)? Det drejer sig ikke om en læresætning, ikke om en doktrin. Det er for at ære den treenige Gud, der har åbenbaret sig for os. I begyndelsen af vor Bibel læser vi, at den treenige Gud skabte himmel og jord på seks dage og hvilede på den syvende (sabbatten), og at han ”velsignede” den og endda ”helligede” den, dvs. satte den til side til noget specielt, (1 Mos 2,1-3), så det er vist indlysende, hvorfor adventister går i kirke om sabbatten – ud af dyb taknemmelighed for Faderen, Sønnen og Helligånden. Senere, i sabbatsbuddet, bliver samme tanke endnu engang understreget (2 Mos 20,8-11). Og når Jesus hver sabbat gik i ”kirke” (synagoge), (Lukas 4,16), så har vi vist ikke et bedre eksempel at følge.
I den nye pagt har Gud skrevet sin lov i vore hjerter, ikke så vi fortjener frelsen, men for at leve i overensstemmelse med Guds vilje (Jer 31,33). Når loven bliver lagt i vore hjerter, så har man sagt ja til Gud og hans vilje, og så ønsker man at følge Faderens, Sønnens og Helligåndens stemme. På samme måde havde salmisten det, da han skrev Bibelens længste salme (119).
Shabbat shalom – sabbatsfred – til Jens Chr. Stausholm og alle Udfordringens læsere.
Richard Müller, teol.dr.
Strandvejen 110
8721 Daugård

Invandrerpræst, cand. theol. Massoud Fouroozandeh har skrevet bogen Global Jihad (Islams sjette søjle).
Det er en moppedreng på 370 sider, hvor han modigt skriver om Islams sande hensigter. Den er meget oplysende og utroligt lige på. Den afslører Koranens modsigelser og Islams hensigter. Den bør læses af alle, der ønsker at vide, hvad det er Islam står for, og hvad muslimernes hensigter er.
Han er selv flygtet fra styret i Iran og var overbevist muslim, indtil han mødte sin Frelser Jesus Kristus.
Samtidig vil jeg gerne opfordre til at man beder for Massoud. Der er ingen tvivl om, at han nu er i fare for sit liv.
Hans Kristian Neerskov
Gentofte

Kristian S. Larsen er medlem af Unge Kristendemokrater.

Man skulle tro, det var løgn, men troværdige personer fortæller, at det er den skinbarlige sandhed.
Et ægtepar skulle flytte på plejehjem. De var kommet op i årene og havde begge behov for daglig hjælp og pleje, og beslutningen om at flytte på plejehjem var truffet.
Det viste sig imidlertid, at deres nye hjem bestod af to adskilte boliger, så de reelt kom til at bo hver for sig. Årsagen var ikke, at dobbeltstuerne ikke var ledige, men at de slet ikke eksisterede.
Ægteparret endte derfor med at bo ikke blot på hver sin stue eller hver sin etage – men i hver sit hus!
Ja, man skulle tro, det var løgn – og det burde det også være.
Det hører imidlertid med til historien, at den angivelig ikke er enestående – hvad det jo kun bliver så meget desto værre af. Med andre ord: her er et område, som har alvorligt brug for politisk opmærksomhed og konkrete forbedringer.
Skal den ene ægtefælle bo på plejehjem og den anden blive boende i hus eller lejlighed, må de to naturligvis bo adskilt. Så er der forhåbentlig gode muligheder for besøg og samvær.
Men når de begge skal bo på plejehjem, må det da være socialpolitisk logik, at de skal kunne bo der sammen.
Tvangsægteskaber er – naturligvis – forbudt i et samfund som vores, men ældre mennesker på plejehjem oplever åbenbart noget, der minder om en tvangsskilsmisse.
Det kan vi ikke være bekendt! Var det ikke dette samfund, vi kaldte et velfærdssamfund – hvor velfærden skulle sikres og bevares og udbygges…?!
Velfærd er ikke mindst, at der tages hånd om ældre mennesker med behov for hjælp og pleje – og at ægtepar, der skal bo på plejehjem, kan bo der sammen.
Kristian S. Larsen, formand for Unge Kristendemokrater
Cedervej 2, st.th.
6000 Kolding