Når hjertet ikke kan få ret
Moralsk kompleks, spændingsfyldt og konsekvent fanger Nader og Simin – en separation et ægteskab på vej mod sammenbrud med stor indsigt og brændende intensitet.
Filmens nu allerede berømte ouverture præsenterer en kvinde og en mand, ført for en domstol, hvor kameraet fungerer som surrogat for dommeren. Simin (Leila Hatami) stirrer direkte ind i kameraet og forklarer, at hun ønsker at forlade Iran, så hendes 11-årige datter Termeh kan få flere muligheder i sit liv. Hvad betyder det? spørger dommeren. Simin svarer ikke, kigger væk, men det er ikke svært at udlede, hvad hun mener: Hun vil have sin datter til at vokse op i et mere åbent samfund, hvor kvinder behandles mere ligeligt. Også Nader (Peyman Moadi) ønsker at flytte væk, men han kan ikke forlade Iran, fordi han lever i et land, hvor der ikke er nogen statslig instans, der tager sig af de gamle og syge, og han derfor er den eneste, der kan passe sin far, der lider af Alzheimer. Hverken han eller Simin ønsker i virkeligheden en skilsmisse, men for Simin er det den eneste måde at give Termeh et bedre liv, og Nader er fanget mellem sin fars og sin datters behov.
Nader og Simin – en separation, der fik Oscaren for bedste udenlandske film i år, giver et interessant portræt af Iran i dag; en moderne nation, der forsøger at leve under islamisk lov. Visse fraktioner af den betændte politiske retorik har portrætteret landet som en slyngelstat, ivrig efter at starte en atomkrig, og hvis islamiske lovgivning på alle måder er udemokratisk. Men denne film skildrer en mere nuanceret nation, hvis indbyggere forsøger at gøre det rigtige, forsøger at følge deres hjerter, men bliver fanget i et moralsk dilemma, der sættes på spidsen – og understreges – af et samfunds rigide regelsæt. Historien bevæger sig derfor ud over et konfliktfyldt ægteskab til at afsløre de voksende kløfter mellem generationer og ideologier, religiøse regelsæt, køn og klasser, og tegner et komplekst billede af Iran gennem sine karakterers religiøse overbevisninger, deres forsvarsmekanismer, og deres rodfæstelse i traditioner – selv traditioner, de ikke beundrer eller værdsætter. Filmen har en snert af et udestående med islam, men hovedsageligt er filmens budskab, at en ufleksibel tilslutning til regler i deres bogstavligste forstand kan forpurre tanken bag reglerne.
Nader og Simin – en separation er en film, hvor alle involverede forsøger at gøre det rigtige inden for rammerne af den samme religion. At dette sætter to mennesker, der elsker hinanden, op mod hinanden, skyldes at ingen lovgivning kan redegøre for menneskelige følelser. Filmen involverer sit publikum på en usædvanlig direkte måde, fordi logik ikke altid følger med vores følelser, og vi flyver mellem sympati for først Simin og derefter Nader og så tilbage igen. Filmen er en fantastisk spillet illustration af en historie, der godt nok er kulturelt bestemt på visse områder, men er følelsesmæssigt universel. At fortælle en historie, hvor ingen er uden skyld, hvor ingen har ret (eller alle har ret), kræver en modig hånd, der ikke ryster, en empatisk stemme, der ikke vælger side. At udrede rigtigt og forkert i denne fascinerende historie er en moralsk udfordring, fordi man ikke kan rationalisere sig ud af følelsernes kringelkroge. Og det gør filmen så storslået. Se den med en gruppe venner og forbered dig på en lang debat.
Anne-Katrine Buch
Nader og Simin – en separation (DVD)
118 min.
