Overgivelse
IGNITE er et band, som udspringer af ungdomsarbejdet i Åben Kirke i Herning. Denne EP er deres første, og efter at have hørt den igennem mange gange kan jeg kun sige: Jeg glæder mig til mere!
Det er rockinspireret lovsang med en elektronisk lyd. Man kan måske karakterisere musikken som en rocket variation af Hillsong. Jeg var lidt spændt på, hvad jeg skulle forvente, men musikalsk holder det på et højt niveau hele pladen igennem.
På EPens fem numre kommer man både igennem rap, lovsang, rock og iTunes kalder det for punk. De tre sangskrivere, Joakim Asmussen, Sarah Damsgaard og Esben Engholm, har arbejdet med tekster, som skal tænke i nye retninger af, hvordan vi ser Gud i vores hverdag. Det lykkes godt, selvom teksterne ikke ligefrem er revolutionerende i deres indhold. Det er klassiske lovsangstekster, som afspejler en længsel efter at overgive livet til Gud og stole på ham. Det er opmuntrende og trosstyrkende tekster, som på en moderne og ungdommelig måde giver unge mulighed for at udtrykke deres følelser over for Gud.
EPen fremstår som en helhed, hvor hvert enkelt nummer passer med de andre. En af de ting jeg kunne lide på Epen er, at der er blevet plads til musikken. Nogle gange drukner musikken i teksterne, men jeg synes, IGNITE formår at holde en rigtig god balance, så man både kan nyde tekst og musik.
Der er konstant brug for nye måder at udtrykke sit forhold til Gud på og give ham ære i lovsangen. Derfor er det forfriskende og opmuntrende at høre IGNITEs fem numre. Jeg glæder mig til at høre mere til de unge fra IGNITE i fremtiden.
Henrik