– Du tager fejl Obama

Filippinsk bokselegende siger USAs præsident imod og opfordrer alle til at sætte Guds ord højest – før sin kamp i Las Vegas mod Timothy Bradley Jr.Manny Pacquiao, som også er kendt under navnet ’Pacman’, fortæller, at han er blevet en gladere mand, efter han er begyndt at tro på Jesus.

Manny Pacquiao er en hårdtslående herre. For nylig er han også begyndt at tale om sin tro på Jesus og om moralske spørgsmål. Her går det dog ud over stakkels Ricky Hatton.
Foto: boxrec.com

Han har for en måneds tid siden udtrykt tvivl på, om hans tro og boksekarriere kunne fungere sammen.
– Han siger, at Gud ikke ønsker, at han skal skade andre mennesker, fortæller træneren Freddie Roach.
– Det generer mig en lille smule, men Manny har altid været en passioneret person, fortsætter han.
For nylig udtalte ’Pacman’ til den filippinske radiokanal, at han ikke ville fortsætte med at bokse ret meget længere. Han havde en drøm, som overbeviste ham:
– Han sagde: Du har gjort nok. Du er blevet berømt, men dette er skadeligt, beretter Christian Post.

Prædiker uden Air Condition

Den 33-årige bokser har det sidste stykke tid sat mere fokus på sin tro og konsekvenserne af denne, efter at han i januar blev spurgt om at tale.
Han talte for nylig i en lokal kirke i San Pedro om at følge efter Jesus. På trods af en ødelagt Air Condition var der helt fyldt i lokalet.
Til Manila Standard Today fortæller Pacquiao om mødet:
– Jeg var overvældet over at se folks reaktion. Selvom det var så varmt, så hørte de på, at jeg talte i en time, og mange tog imod Jesus Kristus.
Og det kunne meget vel blive noget, som den kendte bokser vil gøre fremover. Han brænder for at fortælle om Gud.
– Jeg nyder at sprede Guds Ord, for uden Gud i vores liv er vi regnet som døde.
Ikke et politisk trick
Kritikere har – næsten forventeligt – påpeget, at det måske bare er et politisk trick for at få flere stemmer. Manny Pacquiao er nemlig også medlem at kongressen. Men troen på Jesus er ægte, forsikrer hans rådgiver Michael Koncz:
– Han har fundet indre fred og lykke med Bibelen, og han er seriøs omkring det.
Der er for tiden flere kendte sportsstjerner i USA, som åbent fortæller om deres tro. Som vi tidligere har skrevet om, så har den kinesisk-amerikanske basketballspiller Jeremy Lin mange gange fortalt åbent om sin tro på Jesus. Derudover har den amerikanske fodboldspiller Tim Tebow været rigtig meget fremme i medierne og fortalt om sin tro. Pacquiao tror, Gud har en plan med det:
– Hvorfor Jeremy Lin? Hvorfor Tim Tebow? Hvorfor Manny Pacquiao, spurgte bokseren de fremmødte.
– Fordi Gud vil have os til at leve i hans Ord. Han bruger kendte mennesker til at give os mere af hans Ord, forklarer han.

Sodoma og Gomorra

USAs præsident Obama har for nylig udtalt, at han går ind for, at homoseksuelle skal kunne blive gift. Det har skabt kæmpe debat i USA, og Pacquiao er ikke i tvivl om, at Obama har lavet en stor fejl ved at sidestille det med et ægteskab mellem en mand og en kvinde.
Han opfordrer samfundet til at sætte Guds ords principper højest og henviser til 3. Mosebog, hvor der står: ”Hvis en mand har samleje med en mand, som man har samleje med en kvinde, har de begge to begået en vederstyggelighed. De skal lide døden. De har selv skylden for deres død.”
Selvom Pacquiao selvfølgelig ikke mener, at man skal dræbe folk med homoseksuelle handlinger, som man gjorde under den gamle pagt i Bibelen, så er han ikke i tvivl om, hvad Gud mener om sagen.
Obama har tidligere brugt næstekærligsbudet som argument for at ligestille homoseksualitet i samfundet med klassisk ægteskab mellem mand og kvinde.
Manny Pacquiao understreger, at han respekterer Obama, men han forklarer samtidig, at Bibelen er helt klar omkring sagen og henviser også til Sodoma og Gomorra. Byen, der var kendt for at være en by, som Gud ønskede at udrydde på grund af den store seksuelle synd.
– Gud forventer kun, at en mand og en kvinde kan blive lovligt gift og leve sammen. Og kun hvis de er forelskede i hinanden. Det må ikke være to af samme køn. Det vil forfalske det sande ægteskab, ligesom i de dage med Sodoma og Gomorra, siger Pacquiao uden omsvøb om et af tidens hotteste emner i politik.

Stopper måske i Las Vegas

Han er ved at gøre sig klar til at møde den 28-årige Timothy Bradley jr. til WBO mesterskabet i mellemvægt. Det finder sted i Las Vegas d. 9. juni, som nogen måske ville kalde en nutidig udgave af Sodoma og Gomorra.
Kampen kan vise sig at blive den sidste for den filippinske stjerne, som har antydet, at han måske ikke fortsætter karrieren i ringen, for i stedet at fortsætte sin vandring som kristen.