Sareen: Biskopper skal følge trop

Homovielser bliver vedtaget. Og biskoppernes vielsesritual vil da ligge klar.
Det sagde minister for ligestilling og kirke, Manu Sareen, til ca. 700 menighedsrådsmedlemmer i forbindelse med Landsforeningen af Menighedsråds årsmøde på Nyborg Strand den 1. juni.
– Regeringen har besluttet, at det skal blive muligt for to af samme køn at blive viet. Det bliver fremlagt i Folketinget til anden og tredjebehandling de næste uger. Det er Folketingets opgave at godkende den juridiske betegnelse, at det skal kaldes ægteskab. Biskopperne har så fået til opgave at formulere et ritual, som skal være klar, når Folketinget har færdigbehandlet regeringens forslag.
Manu Sareen fastholdt, at der alligevel er frihed i lovforslaget:
– Der er respekt for de præster, der ikke vil vie homoseksuelle. De skal kunne blive fritaget for det. To biskopper har sagt fra, at de ikke ønsker at være med i udarbejdelsen af et ritual. Det viser jo noget om den frihed, der også er i lovforslaget.
Og så glæder ministeren sig til at lovarbejdet er overstået.
– Der har været for meget negativ fokus. Tiden er inde til, at vi også hører de gode historier fra Folkekirken, sagde han.
Svend Løbner